Rolig nu: Risen kommer om en uges tid – om sultne maver i Vestafrika

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Lars Zbinden Hansen
skriver fra Lomé

”Vi vil ikke have noget vold her. I må dæmpe jer ned. Enten tager I maden uden ris, eller også lader I være. Det er jeres valg. Risen kommer om en uges tid”.

Madame Josselyn Midadje er omringet af en stor gruppe flygtninge fra Elfenbenskysten. Stemningen er anspændt og på kanten til at slå over i håndgemæng her i lejren i vestafrikanske Togo. Flygtningene har rejst langt – Togo er kke engang Elfenbenskysten naboland – Ghana ligger imellem.

”Flygtningelejrens Dronning” kalder de Midadje inde hos kollegerne på Flygtningehøj-kommissariatet (UNHCRs) kontor i Lomé, ca. 8 kilometer herfra.

Hun har igen fået den tvivlsomme opgave at skulle fortælle næsten 5.000 mennesker, at der atter engang mangler ris i den ”food basket” med helt basale fødevarer, som de får fra FNs Verdensfødevareprogram (WFP) hver måned.

Med karakteristisk ”stærk afrikansk kvinde” fast tone fortæller Midadje, at den manglende ris skyldes ”procedure-problemer”. Der er altså ikke ret meget at gøre ved det – andet end at vente eller tage fødevare-pakken, som den er.

Flygtningene accepterer ikke forklaringen men bliver nødt til det. Der er reelt ikke andre muligheder, når man står overfor den eneste regulære autoritet i lejren, FN – personificeret i Midadje med den formelle FN-titel ”Associé de Protection”.

Der er ingen ledere i lejren og heller eller ingen besluttende organer. Tiden har været for kort, siden lejren blev oprettet i april i kølvandet på borgerkrigen i Elfenbenskysten, udløst af kampen om præsidentposten efter valget i november i fjor.

Langt hovedparten af flygtningene er tilhængere af den arresterede, tidligere præsident Laurent Gbagbo, mens et mindretal holder på den vindende Alassane Ouattara.

Chokket

Men det er ikke den politiske knude fra hjemlandet, der gør, at flygtningene ikke har organiseret sig her i lejren.

Det er snarere chokket over den nye tilstand, alle flygtninge rammes af i starten:

i stedet for hjemlige omgivelser, jobs og studier skal man pludselig acceptere at leve på minimums-kost i et gammelt, halvslidt telt, uden elektricitet, hente tvivlsomt vand fra to brønde og dele en lille klinik med det allermeste basale læge-udstyr og smertestillende medicin med 5.000 mennesker, mens man bare venter.

Mange af flygtningene her i den voldsomme togolesiske regntid skal også indstille sig på, at deres telte ikke er vandtætte. Mange har stablet deres få ejendele op i et hjørne for at mindske ødelæggelserne efter vandet, der søber rundt i teltbunden. Der er næsten lige meget vand inde i teltene som i de mudrede gyder uden for.

Tilhængere af Gbagbo eller Outtara eller ingen af delene: Der lyder højrøstede klager og vild diskussion overalt: ”Vi er sultne. Hvordan skal vi lave mad uden ris?” Eller som én siger: ”Vi er trætte i maven. Børnene lider”.

Langsommelige procedurer

Midadje bliver omringet af først den ene gruppe, så den næste, og hun gør sit til at forklare de særlige ”procedure-problemer”.

Men det er svært at gøre folk med tomme maver begribeligt, at risen ikke er kommet, fordi WFP er tvunget til at følge de procedurer, som man er blevet enige om blandt landene, som bidrager til organisationen.

Her i Togo er WFP forpligtet til først at indhente tre lokale tilbud på fødevarer, altså i dette tilfælde ris. Tilbuddene skal sendes til Togo-kontorets overordnede WFP-kontor i nabolandet Benin, der sender det videre til det regionale kontor i Senegals hovedstad Dakar. Den endelige beslutning ligger i hovedsædet i Rom.

En programmedarbejder på WFPs kontor i Lomé fortæller, at siden WFP overtog uddelingen af mad fra UNCHR i september, er det ikke lykkedes for organisationen at købe ris.

Da et tilbud endelig blev godkendt i Rom, havde den togolesiske leverandør for længst solgt ud. UNHCR måtte så træde til og købe risen hos en anden lokal leverandør.

Flygtningehøjkommissariatet er ikke underlagt de samme indkøbsprocedurer som WFP. Til gengæld er det ikke kommissariatets opgave at uddele fødevarer og det har derfor heller ikke penge til det.

UNHCRs repræsentant i Togo, Ibrahima Traoré, fortæller, at for overhovedet at give mad til flygtningene fra Elfenbenskysten, har organisationen brugt næsten halvdelen af sit budget til flygtninge fra Elfenbenskysten for 2011.

Omvej på 1.000 kilometer

Mens de ivorianske flygtninge i Peace Camp, som lejren i Togo hedder, knurrer og klager helt nede fra den tomme mavesæk, er risen på vej fra Nigers hovedstad, Niamey, oppe nordpå, og den skulle gerne ankomme i midten af næste uge.

WFP-programmanden i Lomé forklarer med et undskyldende skævt smil, at også denne transport virker ”lidt tung”. Sagen er, at risen fra Niger er blevet importeret af WFP via havnebyen Cotonou i Benin og er kørt op til Niamey.

Nu skal det hele vejen tilbage via Cotonou og over til de sultne flygtninge i Lomé, en tur på næsten 1.000 kilometer.

I lejren, der er et mix af unge og gamle, familie og enlige, fattige og tidligere forholdsvis velstående ivorianere fra gode jobs i Abidjan, er der ikke andet at gøre end at strække de små madrester man har – og vente.

Mistænksomme overfor ny præsident

Tiden i lejren går med at komme sig over chokket efter de voldsomme oplevelser i Elfenbenskysten og at snakke om fremtiden.

800 flygtninge har allerede ladet sig registrere hos UNHCR for at blive ”repatrieret” tilbage til Elfenbenskysten. Det er mest de omkring 500 Ouattara-tilhængere og så en del af Gbagbo-støtterne, der sætter deres lid til, at de kan rejse hjem uden at blive angrebet af den nye præsidents loyale.

Men andre foretrækker at blive i flygtningelejren indtil videre. En ung mand, der ikke vil have sit navn frem, siger, at han gerne ville tilbage til Abidjan for at fortsætte sine sociologi-studier på universitetet.

Men: ”Der er ikke fred – for os – i Elfenbenskysten. Det kan godt være, at Ouattara mener det godt, men hans soldater og loyale er der stadig. Og de hader os, fordi vi stemte på Gbagbo. De slår mig ihjel, hvis jeg kommer tilbage”.

En præst – også fra Abdijan – siger, at Gbagbo vandt valget, og at Ouattara er kommet til magten, fordi franskmændene og USA vil have fingrene i Elfenbenskystens ressourcer. For at få fred i landet skal man nu arrangere et helt nyt valg, siger præsten.

”Jeg ville stemme på Gbagbo igen, fordi han står for demokrati i Elfenbenskysten – for os alle. Ouattara står bare for franskmændene”.

Togo? Never!

UNHCRs andet alternativ til flygtningene efter ”repatriering”, nemlig ”integration i lokalsamfundet”, altså her i Togo, er ikke populært blandt ivorianerne i lejren.

Da U-landsnyt spørger en gruppe forsamlede, lyder der øjeblikkeligt et rungende råb, som også kommer helt nede fra den sultne mave: ”Nej!”

Een siger: ”Det ville aldrig gå. Vi respekterer ikke hinanden. Vi er langt bedre uddannede end togoleserne, og så er de dybt misundelige over, at vi har haft al den velstand”.

Elfenbenskysten var før borgerkrigen en slags regional økonomisk stormagt, mens Togo relativt set er langt fattigere.

Da vi hen på eftermiddagen kører fra ”Peace Camp” i en UNHCRs biler og ud i Lomés næsten lige så nedslidte virkelighed, udstøder Mme Midadje et lille suk af lettelse. Hun har gjort sin pligt og fortalt de dårlige nyheder – og holdt stand mod en stormbølge af anklager og beskyldninger.

Imens venter flygtningene på risen.

—————
* Udover de 5.000 i Peace Camps bor der omkring 2.000 ivorianske flygtninge rundt om i hovedstaden Lomé og Togo som helhed. Nogle hjulpet af UNHCR, andre på egen regning.
* Flygtningeproblemet i Togo, der i alt har omkring 19.000 flygtninge – de fleste fra Ghana , nogle helt tilbage fra 1994 – er ”lille” i forhold til andre steder i regionen.
* FN angiver f.eks., at der bare i Elfenbenskysten stadig er næsten 190.000 fordrevne efter præsidentopgøret.
* I nabolandet Liberia huser man 163.000 ivorianske flygtninge.
* Danmark ligger på en pæn 13. plads som donor til WFP med 40,2 millioner dollars i år, mens USA er langt den største bidragyder af alle, men over 1 milliard dollars.

———–
Journalist Lars Zbinden Hansen korresponderer til U-landsnyt fra Vestafrika. Han er bosat i Lomé i Togo.