Fredag den 13. januar fylder fadderskabs- og hjælpeorganisationen BØRNEfonden 40 år.
Siden starten den 13. januar 1972 er BØRNEfonden vokset til den største bistandsorganisation herhjemme målt på privat indsamlede midler.
Således nåede fonden i 2010 for første gang op over 200 mio. kroner i indsamlede midler og støttede flere end 70.000 børn og deres familier i nogle af verdens fattigste lande.
– Konceptet har holdt de mange år, fordi det bygger på noget alment menneskeligt. At hjælpe et menneske, man kender til og har et billede af, er en meget konkret måde at støtte på, som tiltaler både mænd og kvinder og unge og gamle, siger fondens direktør siden oktober sidste år, Bolette Christensen, i en pressemeddelelse.
BØRNEfonden kom til verden på tidligere chefredaktør på dagbladet B.T., Morten Pedersen Grymers, kontor.
Sammen med sin hustru, journalist Birgitte Helweg, tog han ideen til sig fra USA og grund-lagde det, der i dag er BØRNEfonden.
Sponsorernes månedlige bidrag skal sikre, at børnene kan komme i skole, får grundlæggende sundhedsydelser, og at deres familie og søskende får hjælp til at kæmpe sig ud af fattigdom.
Når BØRNEfonden arbejder i et område, er det med en tidshorisont på 15 til 20 år. Børnene følges fra de er små til de er færdige med skolen og samtidig med støtten til enkelte barn udvikles lokalsamfundet med brønde, skoler, børnehaver, sundhedsklinikker og meget andet, hedder det.
– Netop det langsigtede perspektiv tiltaler vore sponsorer. Vi bliver ved, til resultaterne kommer, og vi har tid til at sikre, at dét, vi bygger op, kan overtages og drives videre af lokalbefolkningen. Det bliver på den måde varige forbedringer ikke blot for den enkelte, men for hele lokalsamfundet, gør Bolette Christensen gældende.
I de senere år er samarbejdet med erhvervslivet kommet til at betyde mere for fonden.
– Bidrag fra virksomheder og donorer er vokset med 40 procent siden 2010. Vi mærker en spirende interesse fra det private erhvervsliv til at bidrage med udvikling og jobskabelse i Afrika, anfører Bolette Christensen og slutter:
– Det viser, at BØRNEfondens meget konkrete tilgang appellerer til netop erhvervsfolk, der er vant til at se efter resultater. Det er helt sikkert en udvikling, der vil fortsætte i de kommende år.
Dagen fejres med en reception for venner af BØRNEfonden – se U-landsnyt.dks arrangementskalender.
TILFØJELSE U-landsnyt.dk:
Turbulente år
Det har været nogle turbulente år på det seneste for BØRNEfonden, hvis man ser på presseomtalen.
Således var baggrunden for erhvervskvinden Stine Bosses tiltræden i marts 2009 som bestyrelsesformand i fondens hovedkvarter på Jagtvej i København bemærkelsesværdig. Hun kom nemlig til, fordi den hidtidige formand gennem 10 år, fhv. direktør i FDB, Bjarne Møgelhøj, havde måttet gå med slemme ridser i lakken.
Dagbladet B.T. afslørede i november 2008, at han havde et kæreste-forhold til en kvindelig ansat i fonden.
Parret mødtes ved et Røde Kors-møde og kort efter var hun ansat i BØRNEfondens informationsafdeling, samtidig med at forholdet fortsatte med at udvikle sig.
Avisskriveriet blev for meget for den på det tidspunkt kendis-spækkede bestyrelse, som bad ham trække sig.
Så var der Rwanda
Næppe havde kalenderen rundet årsskiftet 2009-10, før en grim sag dukkede op i et radioprogram.
Her fik lytterne at vide, at BØRNEfonden havde efterladt tusindvis af sponsorbørn i det borgerkrigstraumatisere-de Rwanda i Centralafrika. Børn, der var blevet lovet en uddannelse, betalt af danske sponsorer.
Historien var den, at BØRNEfonden forlod Rwanda i 1994 efter det uhyggelige folkedrab, som på blot 100 dage kostede mellem 800.000 og en million mennesker livet. Andre organisationer som Red Barnet og Folkekirkens Nødhjælp blev, da Børnefonden trak sig ud.
Til sponsorerne skrev BØRNEfonden dengang, at hjælpearbejdet ville blive genoptaget, når det på nogen måde var muligt, og at fonden ville gøre sit yderste for at yde sit bidrag til børnene i et Rwanda i nød.
Men fondens daværende programchef i Rwanda, Marian Tangaa, instruerede i stedet medarbejderne på kontoret i Rwandas hovedstad, Kigali, om at brænde alle papirer på sponsorbørnene. Også de julekort, som børnene havde skrevet til deres danske sponsorfamilier, og som lå klar til at blive sendt af sted til Danmark.
Stine Bosse trådte i karakter og gav sponsorerne en uforbeholden undskyldning: “Der er én ting at sige på vegne af BØRNEfonden. Det er et stort undskyld. Det må have været en ganske voldsom oplevelse”, lød det.
Hun lovede samtidig, at organisationen, hvis den i fremtiden kom i en lignende situation, for alt i verden ville forsøge at undgå et tilsvarende tillidsbrud.
Næste sag
Der gik ikke mange måneder, før den næste sag rullede op.
Det skete i juni 2010 med en artikelrække i Ekstra Bladet, som havde besøgt det fattige Benin. Bladets reportere skrev om seksuelt misbrug af børn i fondens varetægt i det vestafrikanske land og om et børnehjem, der nærmest fungerede som et slags lokalt horehus.
Ekstra Bladet gjorde gældende, at BØRNEfondens direktør, Annette Lüdeking, havde søgt at skjule oplysninger om forholdene, så længe hun kunne. Dvs i årevis.
Sagen blev flittigt omtalt i U-landsnyt.dk, hvor Stine Bosse, via en pressetalsmand – på direkte opfordring fra denne nyhedstjeneste – oplyste, at heller ikke hun var blevet gjort bekendt med forholdene af sin direktør, før Ekstra Bladet omtalte dem i stort opsatte artikler.
Det fik imidlertid ingen umiddelbare konsekvenser for den uheldige direktør, der kunne fortsætte på posten. Til gengæld lovede Stine Bosse en ny og meget mere åben kommunikationsstrategi, hvor intet fremover ville blive skjult.
Den blev vedtaget på et bestyrelsesmøde i november i 2010 – se også http://bornefonden.dk/om-bornefonden/kommunikationspolitik
Kommunikationspolitikken indeholder bl.a. åbenhed om korruptions- og svindelsager. De omtales nu på organisationens hjemmeside i et skema med en oversigt over de væsentligste “besvigelsessager”, der er registreret siden begyndelsen af 2010 – se det hele på
http://bornefonden.dk/om-bornefonden/anti-korruptionspolitik
Utilfredse medarbejdere
Når Lüdeking kunne fortsætte, kan det også hænge sammen med, at medlemmer af bestyrelsen – efter det senere foreliggende – rent faktisk havde haft kendskab til forholdene i Benin, før de blev bragt frem af Ekstra Bladet.
Det blev derfor andre forhold, der til sidst fældede Lüdeking
Internt i fonden blev der gennemført en såkaldt medarbejdertilfreds-hedsundersøgelse, hvis resultat gennemgående var stærkt negativ for den da 52-årige direktør.
U-landsnyt modtog dertil i løbet af 2010 henvendelser pr. mail og på anden vis fra utilfredse tidligere og nuv. ansatte, som beskrev et angiveligt forpestet klima, hvor man enten “var inde i varmen” hos direktøren eller “ude i kulden”. Og ret kontant fik det at mærke.
Det hele endte med, at Lüdeking måtte gå i sommeren 2011 efter fem år på posten. Hun blev fra oktober erstattet af Bolette Christensen.
I øvrigt efter et jobopslag i bl.a. U-landsnyt.dk, hvor det udtrykkeligt blev gjort gældende, at u-landserfaring ikke var en betingelse for at søge stillingen som daglig chef – eller CEO, som det erhvervsbetonet blev kaldt.
