Af Peter With og Rolf Hernø, CARE Danmark
Klimafinansiering og udviklingsbistand er to forskellige ting – det bør fremgå af regeringens ny udviklingspolitiske strategi.
Et af de helt store emner fra klima- og udviklingsdebatten de seneste år har indtil nu været underligt fraværende i debatten om den ny udviklingsstrategi.
Det er spørgsmålet om, hvordan Danmark fremadrettet skal forholde sig til sin store ’klimagæld’ – dvs. de midler, udviklingslandene har ret til som kompensation for skaderne på det globale klima forvoldt af mange års store udledninger af drivhusgasser.
Vi argumenterer for, at klima-midlerne helt bør adskilles fra udvik-lingsbistanden.
Både for tydeligt at vise, at midlerne er nye investeringer i at afbøde klimaproblemerne og for at undgå udhuling af Danmarks fattig-domsorienterede udviklingsbistand rettet mod de øvrige udviklings-problemer, som stadig består.
Bønderne – det blir en kamp for overlevelse
Mange steder i verden mærker man allerede ændringerne i klimaet tydeligt.
I det nordlige Ghana hører vi bønderne fortælle, at de ikke længere kan så, når regnen begynder, som man traditionelt har gjort. Stadig oftere mister de afgrøder, fordi regnen enten stopper igen, så de nysåede planter tørrer ud på marken, eller omvendt fordi nedbøren falder i så store mængder og på så kort tid, at alt vaskes bort.
De lokale er klar over, at noget har ændret sig grundlæggende og at de har brug for ny viden og inputs for at tilpasse landbruget til de ændrede vilkår. Mange andre steder kæmper folk allerede med tørke, oversvømmelser, flere varme dage og nætter, mere voldsomme storme og generelt uforudsigeligt vejr.
Aktørerne i udviklingsbistanden, dvs. bilaterale donorer som Danida, NGOer som CARE og multilaterale institutioner som Verdensbanken er for længst begyndt at støtte udviklingslandene med lokale, nationale og internationale initiativer der stimulerer innovation og opbygger modstandskraft over for klimaændringerne.
Men det er alt sammen kun en spæd begyndelse på det, der for mange lande vil blive den vigtigste omstillingsproces nogensinde og – for nogens vedkommende – en overlevelseskamp. Skøn over behovet for finansiering af klimatilpasning i udviklingslandene overstiger 100 mia. dollars årligt.
Fra lille bæk til stor strøm
Pengestrømmen til klimatilpasning er stadig en lille bæk, men kan inden for en årrække vokse til noget, der minder om den nuværende globale udviklingsbistand.
Et af de positive resultater af det ellers traumatiske COP15-møde i København i december 2009 var, at verdens rige lande, heriblandt Danmark, erklærede sig enige i at øge deres klimabistand betydeligt.
I Københavns-aftalen lovede de at give i alt 30 mia. dollars i ’Fast Start’ finansiering mellem 2010 og 2012. Herefter skal klimastøtten vokse til 100 mia. årligt i 2020.
Beslutningen fra København bekræftede principperne i klimakonventionen fra 1992 om, at klimafinansieringen skal være ’ny, additionel, forudsigelig og tilstrækkelig’.
Den, der forurener, bør også betale
Baggrunden for, at klimastøtten skal være ny og additionel i forhold til udviklingsbistanden – dvs. at der skal ekstra penge på bordet – er princippet om, at forureneren betaler, dvs. betaler for de skader, der forvoldes.
De ’gamle’ industrialiserede lande skal derfor kompensere udviklingslandene for de skader deres udledninger af drivhusgasser medfører i u-landene og betale de ekstra omkostninger for klimatilpasning m.v. uden at det gør indhug i udviklingsbistanden.
Det er derfor mange NGOer refererer til klimabistanden fra Danmark og andre lande som ’klimagæld’, der skal betales, og noget, udviklingslandene har ret til.
Hvordan står det så til med den danske ’klimagæld’ og hvordan indgår det i formuleringen af en ny strategi for udviklingsbistanden?
Klimagæld og “global ramme”
De sidste fire år er Danidas øremærkede midler til klima steget fra 100 mio. kr. årligt til 400 mio. i 2011, hvilket er positivt. Samtidig har klimapuljen, som den kaldes, været en del af udviklingsbistanden på finansloven.
Det gav i sig selv noget knas, fordi en del af klimapengene blev brugt i mellemindkomstlande, som Danida normalt ikke må støtte, fordi dansk udviklingsbistand skal være fattigdomsorienteret.
Det problem har den ny regering rettet op på med etableringen fra 2012 af en ’globale ramme’, som adskilles fra den udviklingsbistanden og som skal dække udgifter til klima- og miljøbistand, asylcentre og integration af flygtninge samt bistand med et sikkerhedspolitisk sigte.
Den globale ramme er et vigtigt fremskridt – det skaber rene linjer om størrelsen af den egentlige fattigdomsorienterede udviklingsbistand (reserveret til lavindkomstlande) i forhold til de øvrige aktiviteter.
Noget rod, hr. minister
Men hvad så med princippet om, at klimastøtten skal være ny og ekstra i forhold til den eksisterende udviklingsbistand med baggrund i princippet om at forureneren betaler?
Det hjælper opdelingen ikke til at afklare: af klimapuljens 500 mio. indgår halvdelen i den globale ramme, mens den anden halvdel medregnes til den fattigdomsorienterede bistand.
Begge dele regnes således med til Danmarks udviklingsbistand, når Danmark rapporterer til OECD, som fører regnskab med de udviklede landes bistand.
Hvis klimastøtten skal være ny og bestå af ekstra penge i forhold til udviklingsbistand, er det noget rod, at den medregnes i bistanden. Derfor opfordrer vi regeringen til at opgøre klimafinansieringen til udviklingslandene i en særlig kategori, der ikke indgår i udviklingsbistanden.
Med 2012 finansloven som udgangspunkt vil klimapuljens 500 mio. kr. repræsentere 0,028 procent af BNI (bruttonationalindkomsten), mens den globale ramme og den fattigdomsorienterede udviklingsbistand på 14,3 mia. kr. vil udgøre 0,8 pct af BNI. Danmark ligger dermed pænt over den internationale forpligtelse til at yde 0,7 pct. af BNI.
Men mange andre lande lever endnu ikke op til den målsætning – og der er udbredt kritik fra mange NGOer og udviklingslande om, at klima-finansiering ofte blot bliver taget fra de eksisterende bistandsbudgetter, og at bevillinger regnes med både til klimastøtte og udviklingsbistand.
Vi foreslår derfor regeringen at udskille klimafinansieringen som en særlig kategori i Danmarks udviklingssamarbejde.
Historisk chance
Vi har lige nu en chance for at indskrive dette princip både i den ny lov og den ny strategi for Danmarks udviklingssamarbejde, der begge er under udarbejdelse. Med regeringens rettighedsbaserede tilgang er det oplagt på denne måde at sikre principperne fra FNs klimakonvention i den ny strategi og lov.
Danmark kan oplagt også foreslå at indskrive dette princip i EU’s udviklingspolitik der skal vedtages under Danmarks EU-formandskab – den er p.t. helt tavs om klimafinansieringen. Også i OECDs opgørelse over medlemslandenes udviklingsbistand vil opdelingen skabe mere gennemskuelighed.
At klimafinansiering etableres som en særlig kategori må dog ikke betyde, at man glemmer klimaudfordringen i den øvrige udviklingsbistand – tværtimod: klimahensynet bør stå centralt overalt, hvor det er relevant, hvis udviklingsbistanden skal fremtidssikres.
Ghanas fattige bønder kan måske være ligeglade med, om støtte til dyrkningsmetoder, der er mere robuste over for klimaændringer og uforudsigeligt vejr, kommer fra udviklingsbistand eller klimafinansiering.
Men for Ghanas regering og civilsamfund vil det være centralt at se klimastøtten som en rettighed – ikke en bistandsalmisse.
————-
Peter With og Rolf Hernø er programkoordinatorer i CARE Danmark.
