NGOen Læger uden Grænser (MSF) advarer om omfattende medicinske behov i overfyldte og ufærdige flygtningelejre i Sydsudan. Flygtninge tvinges til at vandre mellem lejrene, hvor man samtidig kæmper med at skaffe vand nok til de mange, der ankommer hver dag.
Efter de seneste krigshandlinger mellem de to lande er titusinder af nye flygtninge strømmet fra Sudan til Sydsudan og det får nu organisationen til at advare om de alvorlige konsekvenser, så stor en flygtningestrøm skaber, når de kommer til lejre, der ikke er i stand til at tage imod dem, fremgår det af en pressemeddelelse fra MSF Danmark torsdag.
Sydsudan blev uafhængigt i juli sidste år, og siden har de to nabolande ikke kunnet enes på en stribe punkter, bl.a. strides de om den konkrete grænsedragning og prisen for olieeksporten fra Sydsudan til udskibningshavnene i Sudan.
Sydsudan er i forvejen et af verdens fattigste lande og stort set al udvikling i landet er sat på stand-by på grund af konflikten. Dertil kommer at præsidenten for nylig anklagede topfolk for at have raget uhæmmet til sig af olieindtægterne på bekostning af den almindelige (ludfattige) befolkning.
Situationen i delstaterne Øvre Nil og Unity er ved at udvikle sig til en regulær krise, da vandforsyningerne i området begynder at tørre ud og hjælpen i området er helt utilstrækkelig. Medicinsk behandling er ikke nok, når husly, mad og vand mangler for de mennesker, der ankommer i en allerede svækket tilstand, hedder det.
“Nogle af de svageste døde, mens de gik”
I Øvre Nil har omkring 35.000 flygtninge krydset grænsen på blot tre uger, kun for at finde i forvejen overfyldte flygtningelejre, mens man kæmper for at levere vand nok til de 70.000 flygtninge i området.
Mandag aften gik 15.000 flygtninge de 25 km til det nærmeste sted med tilgængeligt vand, da vandkilden på det midlertidige modtagelsesområde slap op.
“Tidligt tirsdag morgen gik vi i gang med at yde lægehjælp langs ruten,” siger Dr. Erna Rijnierse fra Læger uden Grænser.
“Det var et virkelig chokerende syn, vi mødte. Vi var vidne til, at nogle af de svageste døde, mens de gik. For dehydrerede til at selv akut lægehjælp ikke var nok for at redde dem”.
Flygtningene skal have et sted med vand, husly og mad så hurtigt som muligt. I delstaten Unity har flygtningelejren i Yida udvidet dramatisk i løbet af de seneste to måneder til omkring 50.000. Lige nu ankommer op til tusind nye flygtninge dagligt.
“Hvad der bekymre os mest i Yida er, at halvdelen af vores konsultationer drejer sig om vandbårende sygdomme, som er let kan forebygges med god hygiejne, sanitet og tilgængeligt, rent drikkevand,” siger André Heller Perrache, Læger uden Grænsers landechef i det sydlige Sudan.
“Vi ser mange patienter, især børn, for hvem diarré kan være livstruende, fortsætte med at komme tilbage til hospitalet for at blive behandlet flere gange. Vi ser også en stigning i antallet af tilfælde med underernæring.”
Oveni nærmer regntiden sig
Mange af de nyankomne fra Sudan har gået i mange dage eller endda uger, og er i dårligere sundhedstilstand end flygtninge, der krydsede grænsen i de seneste par måneder.
Trods en indsats fra de få tilstedeværende organisationer, er de faciliteter, som møder flygtningene ikke tilstrækkelige til at klare den seneste tilstrømning.
“Regntiden nærmer sig, og så bliver situationen for flygtningene endnu mere usikker,” siger André Heller Perrache.
“Nogle af de vigtige adgangsveje er allerede ved at blive ubrugelige og vi opfordrer indtrængende hjælpeorganisationer involveret i at yde den basale hjælp i lejrene til at få opskaleret, så de kan følge med det stadig stigende antal flygtninge”, lægger han til.
Læger uden Grænser er massivt til stede i flygtningelejrene med over 50 internationale medarbejdere og lidt over 300 lokalt ansatte. I alt yder MSF mere end 6.500 konsultationer om ugen, herunder akut lægehjælp til de mest kritisk syge af de nyankomne.
NGOen forebygger også sygdomsudbrud, bl.a. ved at vaccinere mod mæslinger hos børn under 15 år. Desuden distribueres vand forskellige, midlertidige steder i Øvre Nil, men også disse områder tegner til at tørre ud inden for kort tid.
Yderligere oplysninger hos:
Christina Jo Larsen, presseansvarlig
Tlf: 39 77 56 06 og mobil 29 70 29 79
E-mail: [email protected] og web: www.msf.dk
Man kan læse mere i denne artikel fra IRIN på
http://www.irinnews.org/Report/95647/SOUTH-SUDAN-SUDAN-Thousands-still-stranded-despite-airlifts