I de 34 postkort i bogen ”White Girl” tager den hvide pige bladet – eller al postkolonial forsigtighed – fra munden og deler verbale tæsk ud til mørke mænd, der kun tænker med pikken og pungen – udråbstegn!
Anmeldelse af Maria Bierbaum Oehlenschläger
Netop udkomne ”White Girl” af den danske forfatter Christina Hagen (f. 1980) beskrives som ”en fiktionalisering af en samling postkort skrevet af hvide mennesker”. På omslaget kaldes de ”digte”, men der er nærmere tale om små, vrede prosastykker.
I de 34 hilsner, som White Girl i ånden sender til dem, hun har mødt i turistsfæren i lande fra Grækenland til Tanzania, reagerer hun på alle sine dårlige oplevelser.
Det er taxachaufføren, turistguiden, politibetjenten, hostel-medarbejderen og tjenerne, der står for skud, når Hagens kvindestemmer tager ordet.
White Girl Writes Back
Vrede er den stærkeste drivkraft i sproget, men følelserne bag er mere komplicerede end som så.
Der er smerte og tårer forbundet med at se en mor, der på grund af stoffer og alkohol svigter sine egne børn, som prostituerer sig for hvide mænd (den ”peruvianske ravnemor”); ligesom det gør ondt at se ekstrem ulighed udspille sig som under overskriften ”Til den fed indianer i Iquitos”. Frygten er også til stede hos den hvide pige sammen med både skam og skuffelse.
Til en thailandsk taxachauffør, der forsøger at snyde den hvide pige og hendes veninder ved overlagt at forlænge en taxatur, skriver hun:
”Jeg sige dig: jeg sådan glædet mig til Bangkok. (…) og så du den indtryk spolere med din grådighed. Du din land smudse til, din grise. Hvid menneske også følelser og du ødelægge den dårlig stemning og den indtryk. Jeg aldrig mere Bangkok billet købe til, og nu gå og ingen taxa købe. Jeg ved næsen træt af at blive taget. Du skamme dig!”
Og det hele foregår på dette pidgin-dansk. Pidgin(-engelsk) hører netop til mødet mellem udlændinge, der ikke taler hinandens modersmål, her turisten og den lokale i turistbranchen.
Umiddelbart er sproget simpelt med sine korte hovedsætninger og ubøjede verber, men effekten er stor. I Hagens bog blurres nogle magtforhold, idet sproget sætter den hvide kvinde på højde med sin modtager – målet er forståelighed. Og det sætter en tyk streg under Hagens sproglige præcision, der køres på flere niveauer og helt ud.
”Liv ikke lagkage”
Hagens opsange er meget morsomme – fordi netop pidgin, stor sans for verbale tæsk og velcastede og groteske settings lader afsenderen slippe af sted med mere eller mindre rimelige udbrud.
For ja, det er brok, klagesange og i-landsproblemer, vi i mange tilfælde har med at gøre: Masaier, der ikke er ”ægte”; bænkebidere i en salat; afkrævning af penge for klap på kameler, billeder af klovne osv.
Flere opsange har nok deres berettigelse. Den hvide pige eller kvinde går her til verden med al sin åbenhed og eventyrlyst, men bliver snydt, bedraget eller udnyttet af mørke mænd – og kvinder for den sags skyld – ødelagte af fattigdom, alkohol, stoffer eller porno.
Går man alligevel ind på præmissen for bogen, som i mine øjne er raserianfaldet – med alle dets følelser, urimeligheder og overdrivelser – så er ”White Girl” både underholdende og tankevækkende.
Timingen for udgivelsen, lige inden mange af os går på sommerferie, er tricky, for det raseri, Hagens bog excellerer i, bør nok næppe tages med til hverken Kreta eller Zanzibar. ”White Girl” kan alligevel være komfortabel åndelig ammunition – der hvor den koloniale skyld bliver hæmmende.
Christina Hagen: White Girl
48 sider
Gyldendal 2012
150 kr.
