Den internationale krigsforbryderdomstol ICC i Haag afsagde tirsdag sin første frifindelse nogensinde, da en congolesisk krigsherre blev frifundet for at have begået forbrydelser mod menneskeheden. Det skriver CNN tirsdag.
Anklagerne hos den internationale krigsforbryderdomstol måtte tirsdag opgive at fælde dom mod congolesiske Mathieu Ngudjolo Chui. Chui var den påståede ansvarlige bag en massakre, der førte til hundredvis af dræbte og voldtagne i landsbyen Bogoro i DR Congo i 2003.
På den baggrund var Chui anklaget for tre tilfælde af forbrydelser mod menneskeheden og syv tilfælde af krigsforbrydelser, men ifølge ICC kunne der ikke føres tilstrækkeligt bevis for, at Chui selv havde stået i spidsen for angrebet eller beordret børnesoldater til at udføre det.
Talsmænd fra retten understregede, at kendelsen ikke nødvendigvis skal ses som et udtryk for, at Chui er fuldstændig uskyldig, men blot at det ikke er muligt at bevise hans skyld.
Dommen har modtaget kritik fra blandt andre Human Rights Watch, der mener, at den manglende domfældelse også betyder et farvel til retfærdighed for ofrene, skriver CNN.
Sagen var den anden ud af i alt fem sager ved domstolen, der omhandler krigsforbrydelser i DR Congo.