Fra optimisme til realisme i den arabiske medieverden

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Det arabiske forår medførte ikke frie medier, men der er forbedringer at spore. I flere lande går journalister, bloggere, og borgerjournalister kritisk til værks.

Jublen blandt de arabiske medier er stilnet af to år efter Mellemøstens historiske revolutioner. Juridiske reformer på medieområdet, der skal sikre frie og uafhængige medier er udeblevet og støttes langt fra helhjertet af de nye magthavere, ifølge Michael Irving Jensen, International Media Support (IMS).

Forhåbningerne om en hurtig opblomstring af demokrati og uafhængige medier bakket op af velfunderede lovgivninger i lande som Egypten og Tunesien, er ikke blevet indfriet, konkluderes det af International Media Support (IMS) på Verdens Pressefrihedsdag, 3. maj. Det skriver IMS i en pressemeddelelse.

”De nye regeringsledere i lande som Egypten, Tunesien, Libyen og Yemen har endnu ikke udvist stor interesse for at sikre en juridisk ramme for pressefrihed. De har i flere tilfælde snarere søgt at begrænse mediernes frihed,” fortæller Michael Irving Jensen, chef for IMS’ arbejde i Mellemøsten.

Der er dog alligevel en række positive tendenser, mener han.

”Selvom medierne ikke har fået mere frihed igennem ny lovgivning i Egypten, Tunesien, Yemen og Libyen, er journalister, bloggere, og borgerjournalister ikke bange for at skrive kritisk om de nye magthavere og andre udfordringer i landenes nye hverdag efter revolutionerne. Der er derfor ingen tvivl at medie billedet er langt mere åbent og pluralistisk end før omvæltningerne.”

IMS har siden revolutionerne i 2011 støttet NGO’er i Egypten, Yemen og Tunesien, der arbejder på at forbedre rummet for ytringsfrihed i regionen. I Yemen har lovgiverne i 2012 vedtaget en ”Access of Information Law”, og en ny medielov er på trapperne. I Tunesien, Libyen og især i Egypten går det mere trægt. Ifølge Michael Irving Jensen har mange af de private, kritiske, sekulære medier der buldrede frem under revolutionen i Egypten i øvrigt mistet terræn, og er tilbage på det niveau de lå på inden de folkelige protester.

Polariseret mediebillede i Egypten

”I Egypten er mediebilledet blevet utroligt polariseret. På den ene side findes de statskontrollerede medier som i stigende grad knyttes til det Muslimske Broderskab. På den anden side findes de private, ofte sekulære medier, ejet af forretningsfolk, som er skarpe modstandere af Broderskabet. Mellem disse ligger nogle uafhængige, men marginaliserede medier med få resurser.”

Der er således lang vej tilbage førend medierne i den arabiske verden for alvor bliver frie, men en forandringsproces er i gang, og en af de vigtigste forandringer er, ifølge Michael Irving Jensen, den mentale:

”De nye regimer kan ikke uden modstand sætte deres dagsorden igennem. Også blandt journalister er der folk det uanset prisen vil kæmpe for en tredje vej: nemlig den uafhængige og professionelle.”