Ny FN Rapport: Teenagegraviditeter er ikke pigernes valg

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Hver dag føder ca. 20.000 piger under 18 år. Det svarer til, at der hvert år er 7,3 millioner unge piger, der bliver mødre. To mio. af disse piger er 14 år eller yngre. 95% af dem bor i udviklingslande. Og 70.000 overlever ikke graviditet og fødsel.

Årets “State of World Population Report” fra FNs Befolkningsfond, UNFPA, ser på, hvordan en tidlig graviditet påvirker unge pigers tilværelse – både hvad angår liv og helbred, uddannelse og senere i livet deres jobmuligheder og økonomi.

Rapporten anfører, at det sjældent er et bevidst valg, når unge piger bliver gravide, men at det tværtimod er manglende valgmuligheder og ydre påvirkninger, der fører til, at millioner af unge piger hvert år bliver mødre.

Teenagegraviditeter er et udtryk for magtesløshed, fattigdom og pression – fra partneren, familie og lokalsamfund – om at leve op til gængse normer.

“Vi ved, at det generelt er piger fra de fattigste familier, som bliver tidligt gravide. Det er de piger, der har dårligst mulighed for at blive i skole, og som er i størst risiko for at blive gift tidligt. 90% af de teenagepiger, der bliver mødre, er gift”, siger Pernille Fenger, chef for UNFPAs nordiske kontor i København.

“Teenage-graviditeter er altså ikke et isoleret problem, og derfor skal vi sætte ind mod årsagerne”, uddyber hun.

Derfor lanceres rapporten da også i Danmark i forbindelse med åbningen af fotoudstillingen “Too Young to Wed” på Københavns Universitet.

Udstillingen viser billeder af fotograferne Stephanie Sinclair og Jessica Dimmock, der er tilknyttet et af verdens førende fotobureauer, nemlig “VII” i Paris.

De har dokumenteret børneægteskaber og forholdene for børnebrude i en række lande i verden.

Bebrejd ikke pigerne

Med “State of World Population Report 2013” sætter UNFPA fokus på, at der er brug for at ændre den tendens, der kan være til at bebrejde pigerne for at blive tidligt gravide.

I stedet er der brug for en holistisk tilgang til problemet; en holistisk tilgang, der skal tage udgangspunkt i en ændret holding til piger i det omgivende samfund.

Piger skal blive i skole og ikke giftes bort som børn og de bør anses som ligeværdige i forhold til drenge. Desuden skal unges adgang til seksualundervisning og prævention øges, og unge mødre skal støttes.

For uanset at det ikke er pigernes valg at blive gravide, er det de unge mødre og deres børn, der må bære konsekvenserne af tidlig graviditet.

Pigerne – specielt de helt unge – er i langt større risiko for at få varige mén efter fødslen, og der er 50% større risiko for dødsfødsler og for dødsfald blandt nyfødte, der er født af teenagemødre.

Derfor gør rapporten det klart, at “fra et menneskeretsperspektiv er en pige, som bliver gravid – uanset omstændigheder og årsager – en pige hvis rettigheder er blevet udhulede”.

At børn får børn, har desuden alvorlige økonomiske konsekvenser ikke bare for pigerne selv men også på nationalt plan; hvis de mere end 200.000 unge mødre i Kenya havde været i arbejde i stedet for at blive gravide, kunne man lægge 3,4 milliarder dollars til Kenya økonomi.

Dette svarer til værdien af hele Kenyas byggebranche.

Rapporten lanceres officielt i Danmark tirsdag den 5. november ved et arrangement på Københavns Universitet.

Her vil kronprinsesse Mary, der er protektor for UNFPA, deltage.

Det samme vil udviklingsminister Christian Friis Bach (R), Ralf Hemmingsen, rektor for Københavns Universitet, Dr. Manal Tahtamouni, Institute for Family Health i Jordan samt Pernille Fenger, der er chef for UNFPAs nordiske kontor.

Læs mere om og download rapporten “State of World Population Report 2013”

Læs mere om fotoudstillingen Too Young to Wed

Yderligere oplysninger hos:
Chef for UNFPA’s nordiske kontor: Pernille Fenger
Tlf.: 45 33 72 97, E-mail: [email protected]