DF: Beløn børnebegrænsning med dansk u-landsbistand

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

“Befolkningseksplosionen ødelægger kloden. Udviklingshjælp virker ikke. Det gør kun tvungen børnebegrænsning”, skriver Mogens Camre på Twitter og henviser til den et-barns politik, Kina tidligere har praktiseret. Han er byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Gladsaxe. 

I et interview med DR online mandag uddyber han, at dansk u-landsbistand i fremtiden kunne gå til en lignende ordning i eksempelvis afrikanske lande.

“I stedet for at belønne børnefødsler, skal du belønne det modsatte. Her peger de fleste forskere på den kinesiske politik”, siger Mogens Camre.

I f.eks. Kenya kunne man indføre økonomiske incitamenter med hjælp fra dansk bistand.

“Det er nødvendigt at finde løsninger, ellers bliver nøden og fattigdommen større. Det sætter krige og udvandring i gang. Man kunne meget passende satse mere på en politik, der begrænser fødselstallene i de lande, som virkelig ikke kommer på fode uden et lavere fødselstal”, mener han.

78-årige Mogens Camre har selv syv børn med tre kvinder.

På Christiansborg siger medlem af partiledelsen hos DF, Søren Espersen, at regeringer, der arbejder målrettet på at nedbringe antallet af nyfødte børn, skal have en større del af udviklingshjælpen.

Socialdemokraternes udviklingsordfører, Mette Gjerskov, er afvisende:

“Når vi giver u-landsbistand, får folk automatisk færre børn. Det er meget tydeligt, at man reducerer størrelsen på børnefamilier, så snart der kommer lidt mere velstand”. 

“Jeg vil hellere arbejde for, at flere kvinder får retten til deres egen krop, så de selv kan bestemme, hvor mange børn de skal have hvornår”, anfører Gjerskov.