Ministre i åbne samråd om gælds-slaver, narkodømte og Dalai Lama

Forfatter billede

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) skal redegøre om forholdene for indiske gældsslaver og dødsdømte narkosmuglere i Pakistan, mens udenrigsminister Martin Lidegaard (R) skal forklare, hvorfor regeringen skyr Dalai Lama, som brændt barn skyr ilden. 

Folketingets Udenrigsudvalg har kaldt Mogens Jensen i samråd om gældsslaveri i Indien. Samrådet er åbent for alle og finder sted onsdag den 28. januar kl. 13.15 i værelse 2-133 på Christiansborg.

Udvalget har bedt ham om en redegørelse efter filmen ”Seeds of Debt” og rapporten ”Danske investeringer i indisk gældsslaveri”. Ministeren spørges bl.a. om, hvad han vil gøre for at begrænse den slags udbytning i den 3. verden.

Samrådsspørgsmålet er stillet efter ønske fra Christian Juhl (EL) og lyder:

DanWatch lancerede den 26. december 2014 dokumentarfilmen ”Seeds of Debt” samt rapporten ”Danske investeringer i indisk gældsslaveri”. Filmen handler om verdens næststørste agro-virksomhed, Syngenta, der låner penge ud til såsæd og gødning til fattige bønder i Indien. 

Både bønder og agenter fortæller om renter på 30-50 procent, der skaber gældsslaver ud af tusindvis af bønder og driver dem til selvmord.

Flere end 280.000 indiske bønder har de senere år begået selvmord pga. gældsslaveri. 

Rapporten dokumenterer, at syv danske pensionskasser i dag har investeret knap 300 millioner kr. i Syngenta. 

Ministeren bedes svare på følgende: 

1) Hvad kan ministeren berette om afsløringerne i filmen og rapporten? 
2) Hvad vil han gøre for at begrænse den slags udbytning i den 3. verden? 
3) Hvad vil han gøre for at stoppe danske investeringer i den slags aktivitet? 
4) Hvad vil han gøre for etablere alternative forsynings- og finansieringsveje for verdens fattigste bønder for at forhindre den multinationale agro-industris udbytning af dem?

Se også telegrammet

http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/26-12-14/danwatch-danske-pensionspenge-sat-i-indisk-g-ldssl

TILMELDING til samrådet er nødvendig via

http://www.ft.dk/Folketinget/udvalg_delegationer_kommissioner/Udvalg/Udenrigsudvalget/Nyheder/2015/01/Hoering_om_bistandseffektivitet.aspx

Se oppe i højre hjørne under “Nyheder”

Åbent samråd om henrettelse af narkosmuglere i Pakistan

Folketingets Udenrigsudvalg har kaldt handels- og udviklingsministeren i samråd om henrettelse af narkosmuglere i Pakistan.

Samrådet er åbent for alle og finder sted onsdag den 28. januar ca. kl. 14.15 i værelse 2-133 på Christiansborg (efter det åbne samråd om gældsslaveri i Indien). 

Deltagerne opfordres til at komme i god tid, da begyndelsestidspunktet for det åbne samråd ikke kan fastsættes med sikkerhed.

Udvalget har bl.a. bedt ministeren redegøre for dansk bistand til Pakistan og risikoen for, at narkosmuglere får dødsstraf.

Udvalget spørger også, om det er i overensstemmelse med principper for dansk udviklingsbistand at støtte narkobekæmpelse, når der er risiko for dødsstraf. 

Ifølge den britiske menneskeretsorganisation Reprieve risikerer tilfangetagne smuglere at blive henrettet med henvisning til Pakistans anti-terrorlove.

Samrådsspørgsmålet er stillet efter ønske fra Christian Juhl (EL) og lyder:

Ifølge (britiske) Reprieve risikerer tilfangetagne smuglere at blive henrettet under dække af at blive kaldt terrorister i Pakistan. Den pakistanske indenrigsminister meddelte mandag den 22. december 2014, at 500 dødsdømte vil blive hængt inden for de næste uger. 

Der befinder sig 8.000 fanger på dødsgangen i de pakistanske fængsler. 17.000 venter på at komme for retten i “terrorsager”, selv om mange af dem intet har med terrorisme at gøre. Det fremgår af artiklen ”Kritik: Danmark hjælper Pakistan med henrettelser” i Politiken 23. december 2014. 

Hvad kan ministeren oplyse om dansk bistand til Pakistan og risikoen for, at narkosmuglere risikerer dødsstraf? Er det i overensstemmelse med danske principper for dansk udviklingsbistand at støtte narkobekæmpelse, når der er risiko for dødsstraf? 

Hvad vil ministeren gøre for, at projektet/programmet ikke bliver løftestang for henrettelser? Vil ministeren indstille denne del af bistanden, indtil der er garanti for, at den dansk støttede indsats ikke risikerer at medføre, at mennesker bliver udsat for dødsstraf?

Se også

http://www.globalsecurity.org/military/world/pakistan/legal-system.htm

TILMELDING til samrådet er nødvendig – link oven for. 

Dalai Lama og danske ministre

Åbent samråd om ”spilleregler” for ministermøde med Tibets åndelige leder

Folketingets Udenrigsudvalg har kaldt udenrigsministeren i samråd om ”spilleregler” for ministermøde med Dalai Lama. Samrådet er åbent for alle og finder sted fredag den 6. februar kl. 9.00 i værelse 2-080 på Christiansborg.

Udvalget har bedt Martin Lidegaard (R) redegøre punkt for punkt for de omtalte spilleregler, og hvad de indebærer for Danmark og Kommunist-Kina samt beskrive karakteren heraf. 

Ministeren spørges også, om der i nogen dansk-kinesisk aftale – mundtlig eller skriftlig – eksisterer et forbud imod, at danske ministre kan mødes med Dalai Lama.

Samrådsspørgsmålet er stillet efter ønske fra Søren Espersen (DF) og lyder:

Ministeren har til Ritzaus Bureau slået fast, at et ministermøde med Tibets åndelige leder, Dalai Lama, ville være “i strid med de spilleregler”, der gælder for det dansk-kinesiske forhold (Ritzau den 20. december 2014, ” Regeringen afviser at modtage Dalai Lama”). 

Men hverken i Udenrigspolitisk Nævn, i Folketingssalen – eller i private eller offentlige arrangementer med ministeren eller fra hans fire forgængere på posten – har det nogensinde været nævnt, at der eksisterer særlige “spilleregler” for Danmarks forhold til Kommunist-Kina.

Ej heller Verbalnoten af 2009 (fra Danmark til Kina om Tibet) omtaler eller beskriver sådanne spilleregler – se mere på

http://www.ft.dk/samling/20091/almdel/upn/bilag/24/772818/index.htm 

BEMÆRK: Hvis linket ikke virker på ft.dk her, kan teksten findes via linket til telegrammet neden for.

Vil ministeren punkt for punkt fremlægge de omtalte spilleregler, og hvad de indebærer for Danmark og Kommunist-Kina samt beskrive karakteren heraf.

Og vil han yderligere be- eller afkræfte, om der i nogen dansk-kinesisk aftale – mundtlig eller skriftlig – eksisterer forbud imod, at danske ministre kan mødes med Dalai Lama?

Se også telegrammet

http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/20-12-14/ingen-danske-ministre-vil-m-des-med-dalai-lama-til

TILMELDING til samrådet er nødvendig – link ovenfor.