Regeringshæren presser Boko Haram, og bevægelsen er nu kun til stede i tre områder af delstaten Borno, siger Nigerias talsmand for national sikkerhed. Hæren er ved at nedkæmpe den islamistiske bevægelse helt, lyder det 10 dage inden valget.
Nigerias hær har gjort betydelige fremskridt i kampen mod den militante bevægelse Boko Haram, som i flere år har terroriseret befolkningen i den nordøstlige del af landet.
Boko Haram er nu kun til stede i tre områder af den nordøstlige Borno-delstat, siger regeringens talsmand for nationale sikkerhedsanliggender ifølge flere medier.
Tidligere på dagen meddelte en talsmand for Nigerias hær, at Boko Haram var blevet smidt på porten i den strategisk vigtige by Bama, som islamisterne har kontrolleret i det seneste halve år.
I de seneste uger har Nigerias hær med få dages mellemrum meldt om nye militære successer i kampen mod Boko Haram.
De mange fremskridt er angiveligt sket, efter regeringen besluttede at udskyde det præsidentvalg, der skulle have fundet sted den 14. februar. Det bliver i stedet holdt den 28. marts.
Oppositionen siger, at præsident Goodluck Jonathan havde brug for at vinde tid, fordi han stod til at tabe valget.
Han har været under kraftig kritik for ikke at gøre tilstrækkeligt for at nedkæmpe Boko Haram.
Hærens fremskridt kan ikke bekræftes
Kritikere hævder, at det er regeringspropaganda, når hæren på det seneste har meldt om nye sejre på slagmarken.
Ingen af meldingerne er blevet bekræftet fra uafhængig side.
Regeringens sikkerhedstalsmand, Mike Omeri, har i løbet af kun en uge meldt om mere end 30 byer, der er blevet befriet for Boko Haram – noget, som regeringen ikke har formået igennem en lang periode, hvor islamisterne blandt andet angreb kirker, nedbrændte hele landsbyer og bortførte hundredvis af mennesker, ehriblandt omkring 200 piger fra en kostskole i byen Chibok.
Omeri siger, at Boko Haram nu ”stikker af med halen mellem benene” og afviser over for nyhedssitet The News, at krigerne blot flygter til nabolandene og etablerer sig der.
”Boko Haram bliver ikke presset ind i nabolandene, vi skubber dem sammen i et område, hvor vi finder en løsning på den trussel, de udgør,” siger han.
Boko Harams blodige kamp for at etablere en islamisk stat i det nordøstlige Nigeria har kostet mindst 13.000 mennesker livet.
Omkring halvanden millioner mennesker er blevet tvunget på flugt fra deres hjem på grund af volden fra Boko Harams side.