Commonwealth overvejer hvem der skal afløse dronning Elisabeth

parliament_square_11-3-09_8543941393
Et udsnit af Commonwealth-landenes flag på Parliament Square i London.
Foto: Simon Barry (CC BY-SA 2.0)
Laurits Holdt

Commonwealth

En løs sammenslutning af Storbritannien og dets tidligere kolonier samt nogle få andre lande.

53 medlemmer med tilsammen 2,4 milliarder indbyggere.

Hovedkvarteret ligger i London.

http://thecommonwealth.org/

Dronning Elisabeth er 91 år og hun har været den formelle leder af det britiske statssamfund Commonwealth siden 1952, hvor hendes far kong Georg den 6. døde. Hun er samtidig statsoverhoved for 16 lande men det er så at sige to forskellige kasketter – eller noget mere royalt.

Da prins Charles, Storbritanniens tronfølger, blev udnævnt til pris af Wales i 1958, besluttede dronningen samtidig at han og hans efterfølgere også skal være ledere af Commonwealth. Men positionen er ikke nødvendigvis arvelig, så det er ikke en selvfølge, at prins Charles skal overtage posten, skriver BBC.

Derfor har organisationen nedsat et udvalg, der skal se på spørgsmålet. Officielt skal gruppen se på organisationens ledelse og sekretariat men uofficielt skal den også se på spørgsmålet om ny leder. For mange er der ikke noget alternativ til den britiske monark men der har været røster, som han talt om et demokratisk valgt overhoved for organisationen.

Commonwealth – eller Commonwealth of Nations, som det retteligt hedder – er arvetageren til det hedengangne britiske imperium. Det blev grundlagt som British Commonwealth i 1926 med den såkaldte Balfour-erklæring. I 1931 blev der vedtaget en lov, der gav lovgivende selvstændighed til landene i imperiet og adskilte dem fra Storbritannien. Det moderne Commonwealth blev lanceret i 1948 efter Indien var blevet selvstændigt. 

I dag er Commonwealth er løs sammenslutning af 53 lande, der for de flestes vedkommende er tidligere britiske kolonier. Enkelte andre lande har dog også sluttet sig til. Det gælder f.eks. Rwanda og Mocambique.

Organisationens støtter fremhæver dens arbejde for at udbrede menneskerettigheder og god regeringsførelse og for at promovere udvikling i de fattige lande i organisationen. 

Medlemsskab af Commonwealth giver ingen handelsfordele og der er heller ikke automatisk noget forsvarssamarbejde mellem landene. Kritikere mener derfor, at organisationen mest af alt er en snakkeklub og en slags erstatning for det tidligere imperium, der blev ledet fra London. 

Dronning Elisabeths post som leder af Commonwealth er udelukkende af symbolsk karakter. I det daglige ledes organisationen af en generalsekretær, der vælges af statsoverhovederne fra landene i organisationen.