Faust
Instruktør: Andrea Bussman
Mexico/Canada
Spilletid: 70 min.
Vises på CPH:DOX d. 22., 27. og 31. marts.
Se spilletider mv. på cphdox.dk
I Goethe’s fortælling om Faust indgår Faust en pagt med djævelen, og som modydelse får Faust adgang til al viden i verden. Andrea Bussman’s version af myten, som udspiller sig ved Stillehavskysten i den mexicanske delstat Oaxaca, er snarere en egentlig undersøgelse af vores sansemæssige opfattelse og fortolkning af vores omverden. Globalnyts anmelder forsøger her at begribe nogle af sine egne indtryk fra filmen – noget, der kun lader sig gøre efter adskillige gensyn. For det er let at overse noget i Bussmans fortolkning af myten om Faust.
Skiftende locations og gentagelsens ritualer
Vi føres gennem et antal skiftende locations, som filmen vender tilbage til flere gange i let forandrede udgaver; f.eks. et næsten fuldstændigt mørke med en eller flere mænd som taler. Hver gang på et nyt sprog. Første gang vist nok på arabisk og senere såvel spansk som engelsk.
En anden scene er den efterladte strand, hvor det ser ud til at nogen kunne have holdt ferie og nydt livet, men der er kun nogle skyggeeksistenser, som rydder op og renoverer. Det er et velkendt scenarie fra mange mexicanske strande, men alligevel opretholdes restauranterne og stranden som rekreativt område i forventning om, at der kommer nogle gæster. Det er et virkelighedens besynderlige absurde teater, der indgår som et af filmens mange tilsyneladende tilfældige på hinanden følgende elementer.
Vi møder også en gammel alkymist, der sidder med sin solbrændte overkrop og spejder ud over havet. I en af scenerne er han i selskab med en yngre mand, som han forklarer, hvordan man kan få dobbeltsyn ved at placere en udstrakt finger mellem øjnene og dermed skærpe opmærksomheden overfor, hvad de to øjne ser og adskille øjnenes synsindtryk fra hinanden og således se to forskellige ting samtidigt.
Mørket og dyrene
Det næsten usynlige og utydelige mørke spiller en stor rolle gennem hele filmen, ligesom der også meget ofte optræder dyr, især hunde og heste. Dyrene bare står dér eller bevæger sig meget langsomt, næsten ikke, kun en lille smule. Vi kan meget nemt gå glip af noget, eller overse hvad som sker for øjnene af os. Det er ikke helt tydeligt, og vi forstyrres også hele tiden af noget nyt eller den manglende sammenhæng med den forrige scene. Vi bevæger os konstant mod noget andet og må koncentrere os for at forstå og opfatte det, som møder os.
Der er en gennemgående stemme i filmen, men den fortæller ikke, hvad der sker på filmens billeder, endsige refererer til det visuelle. Det er derimod en fremsigelse af indsigter, viden og udsagn.
Alkymistens – og seerens – evne til at mestre et dobbeltsyn er derfor vigtig for at kunne følge og sammenkæde den kontinuerlige essayistiske lærdom og de konstant skiftende og tilbagevendende sceniske tableauer, som filmen præsenterer en for.
