Siden 2014 er flere end 15.000 mennesker omkommet i deres forsøg på at krydse Middelhavet på strækningen mellem Nordafrika og Italien. Men kun knap en tredjedel af dem er blevet fundet eller identificeret.
Oplysningerne kommer fra FN-organisationen IOM – International Organisation on Migration.
Selv når de omkomne findes, er det de færreste, som bliver identificeret. Ifølge organisationen blev kun 22 procent af de, der blev undersøgt af myndighederne i Italien og Malta i perioden 1990 til 2013, identificeret.
Det store antal forsvundne og uidentificerede efterlader familier, pårørende og venner i migranternes hjemlande i uvished, som er en facet af den globale migrationskrise, der er underbelyst.
Ingen hjælp til familierne
Blandt årsagerne til at så relativt få af de omkomne flygtninge og migranter findes og identificeres er, at de italienske myndigheder ikke prioriterer spørgsmålet så højt, skriver IOM i rapporten.
En anden væsentlig årsag er ifølge organisationen, at der ikke findes en central instans, der kan hjælpe familier, der rapporterer at deres familiemedlemmer er forsvundet på rejsen over Middelhavet.
I Italien er det kun få at identificeringerne, der sker retsmedicinsk. De fleste sker på baggrund af visuel identificering, som betyder at et familiemedlem ser liget eller et billede af det og på den baggrund be- eller afkræfter den formodede identitet. Det øger risikoen for falske identificeringer og kræver at familierne er inden for de italienske myndigheders rækkevidde.