I Salé nær den marokkanske hovedstad Rabat fortsatte man høringen af de tiltalte for mordene på de to skandinaviske turister nær Imlil før jul sidste år. Det var den femte høring, som del af den appel, som forsvaret for de i alt 24 tiltalte har indgivet, efter at de i juli i tre tilfælde blev idømt dødsstraf, en enkelt fik livstid og resten fik fra 20 års fængsel og ned til fem års fængsel. Det skriver det marokkanske medie H24 avec Le Figaro.
Under høringen blev de dømte forelagt deres udtalelser under afhøringerne hos politiet, hvor de havde nægtet de fleste anklager, der blev rettet mod dem.
Det ligger fast, at de fire hovedtiltalte, nemlig de tre, der var på bjerget og udførte handlingen, samt den sidste, der var central i planlægningen, men var taget hjem til Marrakesh umiddelbart inden mordene, er tiltalt for både planlægning og udførelse af terror.
Derudover er de 20 andre anklaget for, som det hedder “planlægning af terrorhandlinger rettet mod turister, elementer fra Det Kongelige Gendarmeri og den nationale sikkerhedsstyrke (det civile politi), samt visse turiststeder”.
Dertil er de anklaget for ikke at rapportere om forbrydelser, samt at komme med undskyldninger for terror.
Det fremgår ikke af artiklen i H24 avec Le Figaro, hvornår høringerne ved appeldomstolen fortsætter, men følger de den hidtidige plan, bliver det onsdag den 23. oktober.