Så faldt den endelige dom i sagen om drabene på de to skandinaviske kvinder i Atlasbjergene ved Marrakesh kort før jul 2018. Og onsdagens stadfæstelse ved appelretten i Salé var dårligt nyt for i hvert fald en person:
For i stedet for at skulle sidde i fængsel for resten af sit liv – i det mindste med håbet om en kongelig benådning en skønne dag – kommer den 33-årige far til fire, Abderrahmane Khayali, som sine tre medsammensvorne til at skulle afvente, hvor vidt Marokko bryder med de sidste 25 års tradition og rent faktisk igen fører dødsdomme ud i livet.
Det sker på trods af, at han, i modsætning til sine tre venner, ikke var direkte involveret i mordene på de to kvinder, 24-årige Louisa Vesterager Jespersen fra Ikast og 28-årige Maren Ueland fra Bryne i Norge.
Det vil sige, at sidste uges appel fra forsvaret om at få de tiltalte mentalundersøgt ikke har haft nogen effekt.
De to ofres familier kan ydermere notere sig endnu et nederlag. For ud over at have mistet deres unge døtre, er der også faldet dom for, at den marokkanske stat fortsat intet moralsk ansvar har i sagen, og derfor ikke skal betale den store millionerstatning, som først og fremmest den danske kvindes familie har krævet.
Det er således kun de fire dømtes familier, der skal hoste op med erstatning, og de har så vidt vides ikke salt til et æg. To af de dømte kommer fra Harbil, som er en trøstesløs forstad i den yderste udkant af Marrakesh. Ligesom det var familiernes forsørgere, der nu sidder bag tremmer.
To har erkendt mord
I sagen har to af de dømte allerede erkendt at have dræbt de to kvinder, nemlig den 26-årige leder af terrorcellen, Abdessamad Ejjoud, som dræbte den danske kvinde, og hans et år ældre kammerat, Younes Ouazid, som foretog drabet på Maren Ueland.
De to drab skete natten mellem den 16. og 17. december 2018, hvor de to kvinder havde været på en længere vandre- og trekkingtur i de høje bjerge omkring Nordafrikas højeste punkt, det 4167 meter høje Toubkal-bjerg. Her var de på vej ned mod landsbyen Imlil, som er hovedby for alle trek i det meget besøgte område. Mørket har været ved at falde på, og de to skønnes at have vurderet, at de hellere skulle slå teltet op ved en lille bygning, hvor der om dagen er en butik. For den videre vej på syv kilometer ned til Imlil er ikke nem i mørke, da området er meget kuperet.
Hvad de ikke har vist var, at tre marokkanske mænd tidligere havde spottet dem længere oppe på bjergvejen og havde udset sig dem som mål, da de så, at de to slog lejr midt i det fri. De slog derfor deres eget telt op 500 meter længere nede, og ventede på det perfekte øjeblik, som ifølge politiet har været omkring midnat.
Her var planen at de to mænd, der allerede har erkendt at være drabsmænd, skulle udføre drabene på hver sit offer, mens den tredje mand, 33-årige Rachid Affati, skulle filme drabene på sin mobiltelefon. På den berygtede film, som de tre mænd siden fik spredt ud over internettet, viste det sig imidlertid, at Rachid Affati selv måtte træde til, da den danske kvinde kæmpede hårdt for sit liv. Derfor var der ingen tvivl om Rachid Affatis aktive del i mordet.
Den fjerde mand, Abderrahmane Khayali, havde været med til hele planlægningen og stod også for den ISIL-inspirerede film, hvor man inden turen op til Atlasbjergene svor troskab til den netop dræbte ISIL-leder, Abu Bakr al-Baghdadi. Men Khayali var blevet træt af at lede efter potentielle ofre på bjerget, og var vendt tilbage til Marrakesh, da de tre andre spottede de to kvinder og udførte de bestialske drab.
Forsvarerne i sagen har anket til højesteret, men det er tvivlsomt, om sagen overhovedet kommer så langt. Det er kun i sjældne tilfælde, at sager kommer op på det niveau, når der allerede to gange er afsagt dom.