Kærlighed er en stærkere drift end religion og politisk overbevisning, men i Indien kan par, der vælger kærligheden, komme i problemer.
Her er konspirationsteorien “kærlighedsjihad” – love jihad – blevet politisk mainstream og gået fra retorik til lovgivning. Det rammer ikke kun forelskede par med bryllupsplaner, men også Netflix India, der er kommet ud i en politisk shitstorm efter at have vist et højest kontroversielt kys.
Forbudte følelser
I en scene i Netflix-serien ‘A suitable boy’ kysser karaktererne Kabir og Lata passioneret. En muslimsk mand og en hindu kvinde har fundet sammen – kærligheden har sejret! Et smukt budskab vil mange mene, men scenen har skabt ramaskrig blandt hindunationalister, som anklager Netflix for at såre religiøse følelser og promovere “kærlighedsjihad”.
“Kærlighedsjihad” er en konspirationsteori, der har cirkuleret på Indiens hinduistiske højrefløj og er blevet politisk mainstream, efter Narendra Modi og hans hindunationalistiske parti, BJP, kom til magten i 2014.
Teorien går på, at muslimske mænd bevidst forfører hindu kvinder og tvinger dem til at konvertere til islam, så de kan indgå ægteskab. Drivkraften er ikke kærlighed, men at øge antallet af indiske muslimer.
Kabir og Latas famøse kys har givet Netflix India store problemer. De sociale medier flyder over med kritik af streamingtjenesten, og to chefer er blevet afhørt af indisk politi, fordi de har vist “anstødelige scener”.
Lederen af BJP’s ungdomsafdeling kræver, at Netflix fjerner kyssescenen og offentligt undskylder for at tilskynde til “kærlighedsjihad”. Derudover opfordrer han til en landsdækkende boykot af Netflix. Endvidere er en politiefterforskning undervejs, skriver The Guardian.
Lov skal forhindre “kærlighedsjihad”
Modstanden mod interreligiøse ægteskaber har også fundet vej ind i Indiens lovgivning. Landets folkerigeste delstat, Uttar Pradesh, som er styret BJP, bliver den tredje indiske delstat, der indfører en lov, der skal forhindre “Kærlighedsjihad”.
Uttar Pradeshes folkevalgte førsteminister, Yogi Adityanath, er hinduistisk munk og kendt for hadtale mod muslimer. Tidligere på året udtalte han ifølge Al-Jazeera, at personer, der bedriver “kærlighedsjihad”, skal afholde sig fra det eller berede sig på at dø.
Loven imødekommer ikke helt Yogi Adityanaths ønsker, men den foreskriver, at personer, der findes skyldige i at bruge ægteskab til at tvinge en anden til at skifte religion, kan idømmes op til ti års fængsel.
Interreligiøse par skal derfor med to måneders varsel søge om tilladelse til at blive gift hos en lokal embedsmand. Hvis denne ikke har nogle indvendinger mod ægteskabet, kan der gives tilladelse.
Ægteskabsloven kritiseres for at være designet til at ramme Indiens muslimer. Uttar Pradeshes regeringsminister afviser kritikken og siger, at den skal sætte en stopper for ulovlige konverteringer og yde kvinder retfærdighed.
Modis anstrengte forhold til muslimer
Loven er en del af en større hindunational opblomstring i Indien, der er fundet sted efter Modi kom til magten i 2014. Der er især gået ud over landets 195 millioner muslimer – en befolkningsgruppe, som Modi har et notorisk dårligt forhold til.
Allerede som førsteminister for delstaten Gujarat mellem 2001-2014 førte Modi en hindunationalistisk politik, hvor han udråbte muslimer og sekulære liberale som de største fjender af hans politiske projekt. Muslimer blev diskrimineret og marginaliseret med store spændinger til følge. Det kulminerede i brutale optøjer i 2002, hvor over 1.000 personer – hovedsageligt muslimer – blev dræbt.
I 2014 blev Modi stemt ind som Indiens premierminister på et teknokratisk program om god regeringsførelse og økonomisk udvikling. Hans kritikere frygtede dog, at hans populistiske hindunationalisme boblede under overfladen, og at han ville implementere sine Gujarat-politikker i hele Indien, hvis han kom til magten.
Læs også: Modis mission er at skabe et hinduistisk Indien indhyllet i hinduisme
Modis kritikere fik ret. Men det er først efter hans genvalg i 2019, hvor Modi fik nyt mandat til at gennemføre sit hindunationalistiske – og anti-muslimske – projekt, at spændingerne mellem Indiens hinduer og muslimer for alvor er taget til.
Regeringen har blandt andet vedtaget den kontroversielle Citizenship Amendment Act, der giver forfulgte religiøse grupper – undtagen muslimer – fra Bangladesh, Pakistan og Afghanistan ret til hurtigt at opnå indisk statsborgerskab. I kølvandet på loven opstod der voldsomme kampe i Delhi mellem hinduer og muslimer, hvor over 40 blev dræbt. Det gik hårdest ud over muslimerne, dokumenterer Amnesty International, som anklager politiet for brutalitet og meddelagtighed.
Indisk bornerthed rammer Richard Gere
På trods af det anspændte forhold mellem hindunationalister og muslimer i Indien, kan ramaskriget over det famøse kys i Netflix’ ‘A Suitable Boy’ ikke udelukkende tilskrives, at det udveksles mellem en muslimsk mand og en hindu kvinde.
Indere er kendt for at være notorisk bornerte. Kys og kærtegn mellem de to køn i det offentlige rum og på filmlærredet hører til sjældenhederne, og når det sker, bringer det ofte sindene i kog.
Det fik Richard Gere (der er buddhist) at føle tilbage i 2007, da han i et TV-show kyssede skuespillerinden Shilpa Shetty flere gange på kinden. Kindkyssene sendte rasende chokbølger gennem store dele af det indiske samfund. Hindunationalister brændte plakater af den amerikanske filmstjerne, og der blev udstedt en arrestordre på ham for at have udført en obskøn handling i offentligheden.
Richard Gere gik bodsgang og undskyldte sig med, at han havde misforstået det indiske kulturkodeks og normer. Året efter blev arrestordren droppet.