Verden rundt: Lesotho skal levere cannabis til EU – og andet fra ugen, der gik

oo_518519
Her er den så: Et vaskeægte eksemplar af Wolfgang Böhmes etiopiske kamæleon.
Foto: Petr Nečas Koppetsch et al 2021/CC-BY 4.0

29. april 2021

Verden er blevet en dyreart rigere
Når det handler om klodens dyreliv, er de fleste nyheder negative – listen over arter, som menneskelig adfærd har kraftigt decimeret, hvis ikke udryddet totalt, vokser. Så når der dumper en god nyhed ind i fauna-kategorien, bringer vi den.

En forskergruppe har nemlig fundet en ny kamæleonart i Bale-bjergene, et skovrigt bjergområde i det sydlige Etiopien, som også er kendt for sin artsrigdom. Kamæleonen er cirka 15 centimeter lang og har en bane meget karakteristiske takker langs sin rygrad og hale. Det skriver Mongabay.

Forskerne mener, at den ny art tilhører en artsgruppe – der har fået det mundrette navn Wolfgang Böhmes etiopiske kamæleoner, på latin: Trioceros wolfgangboehmei – og forventer at tilføje flere arter til gruppen. 

Den dårlige nyhed er, at forskerne forventer, at Böhme-kamelæonerne allerede nu, netop som de er opdaget, skal tilføjes listen over truede dyrearter, da de lever på så lille et område, der desuden forstyrres af menneskelig adfærd såsom landbrug.

Raúl Castro (t.h.) sammen med Miguel Díaz-Canel efter Díaz-Canel blev udråbt som ny præsident i 2018.


Foto: Adalberto Roque-Pool/Getty Images

Castro-æraen er slut – hvad nu, Cuba?
Selvom Raúl Castro, lillebror til afdøde Fidel Castro, officielt forlod posten som Cubas præsident i 2018 og overlod embedet til Miguel Díaz-Canel, forblev han partichef i kommunistpartiet. Denne post forlod lillebror Castro, 89, endegyldigt sidste weekend, og for første gang siden 1959 er der ikke en Castro ved magten i den caribiske østat.

Díaz-Canel er nu direktøren for det hele, men han har dog forsikret det kommunistiske bagland om, at store emner og spørgsmål vil blive drøftet med Raúl Castro. 

Præsident Díaz-Canel har lovet økonomiske reformer, og det skal gå hurtigt. Den cubanske økonomi er i forfald. Handelsembargoen fra 1960’erne er stadig en hæmsko for østaten på trods af Obamas løfter om lempelser i 2014. Med Trump i spidsen for USA blev forholdet hurtigt lagt på is igen, og Joe Biden har endnu ikke taget politisk stilling til det kommunistiske regime. Olienationen Venezuela har i årtier været garant for billigt brændstof, men Venezuelas kollaps har yderligere haft store konsekvenser for Cubas økonomi.

Intet tyder imidlertid på, at samfundsomvæltende reformer er i støbeskeen. Et gryende oprør ført an af kunstneriske kollektiver med ønsker om blandt andet ytringsfrihed bliver slået brutalt ned af partiet. Et lys i mørket for Cuba er et overraskende og potentielt vaccineeventyr. Ifølge regimet har cubanske forskere produceret fem vacciner, som afventer endelig godkendelse efter kliniske forsøg.

Mange cubanere har dog mistet tålmodigheden allerede, og den amerikanske kystvagt rapporterer, at antallet af cubanske migranter er steget med 80 procent på et år.

En syrisk flygtning plukker squash i Bekaa-dalen, hvor en stor del af Libanons afgrøder produceres.


Foto: Eva Parey/SOPA Images/LightRocket via Getty Images

Saudisk boykot vil smadre Libanons landmænd
Det var en skibsladning med libanesiske granatæbler, der gjorde udslaget. For da lasten blev undersøgt ved ankomsten i havnen i Jeddah, Saudi Arabien, opdagede myndighederne 5,3 millioner amfetaminpiller af typen Captagon, hvilket fik golfstaten til at indføre et tidsubegrænset forbud mod import af landsbrugsvarer fra Libanon. Det skriver Al-Jazeera.

Det er potentielt katastrofalt. Libanon kæmper ikke blot med efterveerne fra en voldsom eksplosion på havnen i hovedstaden Beirut i august 2020, men befinder sig også midt i en voldsom økonomisk regression, hvor landets valuta bare fortsætter sin tur mod bunden. Det libanesiske pund har mistet 85 procent af sin værdi i forhold til den amerikanske dollar, og mere end halvdelen af befolkningen lever nu i fattigdom.

Følger andre lande i saudiernes fodspor, vil de libanesiske landmænd få revet tæppet totalt væk under sig.

Ibrahim Tarchichi, der er chef for Bekaa Farmers Association, fortæller Al-Jazeera, at det ville være en “gigantisk katastrofe”, hvor “Libanon som land vil betale prisen for nogle få kriminelle.”

Det europæiske monitoreringscenter for stoffer og stofafhængighed skriver om Captagon, at stoffet primært er udbredt i Mellemøsten, hvor de fleste forbrugere bor i golfstaterne på den arabiske halvø, herunder Saudi Arabien.

Medicinsk cannabisproduktion i Uganda, der også satser på at kunne eksportere til EU.


Foto: Luke Dray/Getty Images

Grønt lys til Lesothos cannabiseventyr
Og for at blive i den euforiserende verden: Lesotho bliver Afrikas første lovlige eksportør af cannabis til EU. Cannabisblomsten, olie og ekstrakter skal bruges i farmaceutisk øjemed, skriver norske Bistandsakutelt. Licensen er blevet godkendt af EU, og Lesothos største producent af cannabis, MG Health, forventer at levere omkring to tons cannabis om året, udtaler firmaet på et pressemøde. 

Det grønne lys fra EU kan ses som del af en afrikansk trend, hvor flere nationer får et mere afslappet politisk forhold til rusmidlet. Lesotho begyndte sin legale produktion af cannabis tilbage i 2017, og siden har flere andre lande i det sydelige Afrika – Zimbabwe, Zambia, Sydafrika og Malawi – fulgt trop. The African Cannabis Report anslår, at cannabiseventyret i det sydlige Afrika kan nå en værdi af 7,1 milliarder dollars, hvilket kan bringe betydelig økonomisk vækst til regionen.

Til Bistandsaktuelt peger seniorforsker Elling Njål Tjønneland dog på flere risici forbundet med den nye lovlige eksport. På grund af cannabis’ lukrative pris vil flere lesothiske landmænd sandsynligvis omlægge dyrkningen af afgrøder til fordel for cannabis. Det vil ikke blot gå ud over landets fødevareproduktion, men vil også gøre Lesotho sårbar over for et skiftende cannabismarked, hvor mange nye producenter i Afrika, såvel som EU, forventes at komme i spil snart.

Ikke desto mindre forventes det, at en opskalering af cannabisproduktionen vil skabe 3.000 nye arbejdspladser. Lesotho er et landelåst sydafrikansk land med omkring to millioner indbyggere.