For sjette gang åbner Cinemateket dørene til arabiske kultur med festivalen Arabian Nights, fra den 16. august til den 11. september. Se programmet her.
”Især zoomer festivalen ind på kvinder, der drømmer om at klæde sig sensuelt, kræver kvinderettigheder og nægter at give op i håbet om forandring,” siger festivalleder Rasmus Brendstrup fra Cinemateket og fortsætter:
”Et symbol på alle de kvinder, der kæmpede for frigørelse”
Mest markant står fransk-algeriske Mounia Meddours medlevende og kraftfulde ’Papicha’, der også er ’månedens film’ i Cinemateket. I 1990’ernes Algeriet, hvor islamistiske terrorgrupper spredte skræk og rædsel, møder vi unge Nedjima, der ønsker at klæde sig frit og være modedesigner. Hun er en ”papicha”, et begreb fra perioden for unge frigjorte kvinder, og kollektionen udvikler hun – dumdristigt – på basis af det stofkvadrat, man laver hijab af.
”Papicha er et symbol på alle de kvinder, der kæmpede for deres frigørelse mod ekstremismen,” siger Meddour selv.
’Papicha’ snigåbner festivalen og vises ti gange – nemlig dagligt i perioden 12.-24. august.
Oum Kulthum kom fra fattige landsbykår i Nil-deltaet, født i 1898, hvor kvindelige sangere ikke var velset. Men faderen, en musikglad imam, var med hende: Han klædte hende som dreng, så hun kunne optræde offentligt. Hun flyttede til det mere sekulære Cairo og blev en stjerne, alt imens samfundsudviklingen tog fart. Oum Kulthum blev på samme tid paladsdronning og folkeeje.
Duften i bageriet
Unge Samia er højgravid uden for ægteskab, og for at skjule sig opsøger hun den hårdføre Abla, der har mistet sin mand og nu passer deres datter og et bageri i Casablanca. Treenigheden af hunkønsvæsener i en boble af melstøv og sukker er en fryd for sanserne, og man går fra filmen med smag på både bagværk og styrkede kvinderettigheder.
Mens hendes voldelige mand sidder i fængsel, har vaskekonen Noura (superstjerne Hind Sabri) fundet kærlighed hos den ømme bilmekaniker Lassaad. De mødes i hemmelighed og deler små intense øjeblikke. Men i Tunesien er det ikke uden risiko: Hvis de bliver fanget, risikerer de fem års fængsel for utroskab.
Noura beslutter sig til sidst for at anmode om skilsmisse i håb om at kunne gifte sig med Lassaad, men bedst som drømmen virker realistisk, bliver hendes mand Jamel løsladt fra fængslet før tid.
EVENT: Den 22. august inviterer Cinemateket til kønsdebat med den tunesiske gender-ekspert Amal Yacoubi. Arrangeret i samarbejde med Oxfam IBIS efter visningen af ‘Noura’s Dream’.
Lea Tsemel er en kontroversiel offentlig figur. Hendes karisma og intellekt overgår de flestes – og alligevel er der ikke ét sekund i filmen, hvor man læner sig tilbage og afspænder musklerne. Hun er alene mod overmagten, men måske ikke uden chancer?
EVENT: Den 16. august er der introduktion til filmen ved Liora Sion, israelsk sociolog og lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.
Meget mere arabisk
Se festivalens fulde program her og den supplerende retrospektiv af og om den store egyptiske samfundskronikør og -kommentator Youssef Chahine her.