“Jeg mener, at vi sandsynligvis er tættere på en form for krig mellem de to lande, end vi nogensinde før har været. Jeg siger ikke, at det er et sandsynligt udfald, men jeg mener helt sikkert, at relationerne er værre end nogensinde.”
Ordene kommer fra Stephanie Wolters fra den sydafrikanske tænketank South African Institute for International Affairs (SAIIA) ved et webinar om krisen i det østlige DR Congo. Det er en krise med en lang historie, men i de seneste måneder er den spidset til. Situationen er lige nu historisk katastrofal.
Det skyldes, at oprørsgruppen M23, som ifølge FN og andre organisationer bliver støttet af Rwanda, har intensiveret angreb i den østlige del af DR Congo. Det har – udover at bringe de to nabolande på randen af krig – skabt en massiv humanitær katastrofe i den østlige del af det store centralafrikanske land.
“Der er en voldsom humanitær krise som følge af den seneste vold fra M23. Vi har nu 600.000 internt fordrevne, der lever i midlertidige lejre. 1,2 millioner er flygtet fra konflikten i det nordlige Kivu siden marts 2022. Der er en stigende fødevareusikkerhed. Der er også en alarmerende stigning i kønsbaseret vold, og i transaktionel sex på grund af fødevareusikkerhed (tvungen prostitution for at få adgang til fødevarer, red.) i mange af de midlertidige lejre,” fortæller Stephanie Wolters.
Selv for et land, der har været i nærmest konstant krise i 25 år, er den nuværende situation værre end set længe
Stephanie Wolters, forsker ved SAIIA
Hun er forsker ved SAIIA, og har særligt fokus på DR Congo og regionen ved Afrikas store søer.
Oprørerne er stærkere end nogensinde
Området ved Afrikas store søer er ellers en region, der er rig på ressourcer. Den rummer nogle af verdens største ferskvandssøer som Victoriasøen, Kivusøen, Tanganyikasøen og Malawisøen. Derudover er der adskillige mineraler, tropisk skov og en høj grad af biodiversitet, hvilket EU fremhæver i en ny strategi for regionen.
Men EU-analysen understreger, at den langvarige konflikt i området forhindrer regionen i at udnytte sit fulde potentiale. Der har nemlig været uro i den østlige del af DR Congo i mange år. Denne gang ser det imidlertid særdeles slemt ud.
“Selv for et land, der har været i nærmest konstant krise i 25 år, er den nuværende situation værre end set længe,” forklarer Stepahnie Wolters.
Den forværrede situation skyldes ikke mindst, at M23 er blevet styrket. Oprørsgruppen består primært af tutsier – den befolkningsgruppe, der blev udsat for folkemord i Rwanda i 1994 – og har rødder tilbage til starten af 00’erne. Omkring 2012 fik den militante gruppe sin nuværende form og navn.
M23 begyndte for alvor den nylige offensiv fra november 2021, og den har aldrig været stærkere end nu. Det kommer på baggrund af nogle år med ellers positive tendenser.
Efter Felix Tshisekedi blev indsat som præsident i DR Congo i 2019 forsøgte han faktisk at sende nogle positive signaler til Rwanda for at lette spændingerne. Rwandas præsident, Paul Kagame, var ligeledes på det første besøg i DR Congo i årtier, da han deltog i begravelsen af Tshisekedis far. Der var i de år en fornemmelse af, at forholdet var under forvandling, forklarer Stephanie Wolters.
Felix Tshisekedi styrkede ligeledes samarbejdet med Uganda, men det har sandsynligvis været en torn i øjet på Paul Kagame i Rwanda. DR Congo og Uganda gennemførte eksempelvis en fælles militær operation ved navn Shujaa mod rebelgruppen Allied Democratic Forces i konfliktområdet.
Derudover har landene samarbejdet om udbygning af vejnettet samme sted. Det har irriteret Rwanda, da landet altid har følt, at området er vigtigt for landets sikkerhed, fortæller Stephanie Wolters.
Krigerisk stemning i DR Congo
Selvom Rwanda benægter forbindelsen til M23, har udviklingen ifølge FN og andre organisation altså fået Paul Kagame til at øge støtten til M23. Og der er ikke udsigt til, at det anspændte forhold mellem de to lande bliver bedre i den kommende tid. En af forhindringerne er det kommende præsidentvalg i DR Congo, hvor der hersker en krigerisk stemning i hele landet.
Vi har en stigende anti-Rwanda stemning i DR Congo. Der er mange mennesker, der er interesseret i at eskalere konflikten.
Stephanie Wolters, forsker ved SAIIA
“Vi har en stigende anti-Rwanda stemning i DR Congo. Der er mange mennesker, der er interesseret i at eskalere konflikten. Der er meget populistisk retorik, og jeg mener ikke bare, det er i befolkningen, men også blandt det civile og militære lederskab i Kinshasa (DR Congos hovedstad, red.). Det er ironisk, at der i mange år var mindre bekymring om, hvad der foregik i den østlige del blandt politikere og befolkningen, som ikke levede i området og ikke blev påvirket. Det er nu blevet et nationalt emne, hvor mennesker, der ikke nødvendigvis lever i konfliktområdet presser på for mere konflikt,” forklarer Stephanie Wolters.
Den krigeriske stemning i befolkningen retter sig udover Rwanda også mod tutsier i DR Congo. De congolesiske tutsier bliver diskrimineret og til tider fængslet, selvom de ikke har forbindelse til M23. Det har også medvirket til at få Rwanda til at optrappe konflikten.
Felix Tshisekedi har til tider advaret mod hate-speech, tilføjer SAIIA-eksperten.
Alligevel er han nødt til at imødegå den fjendtlige holdning i befolkningen, og han har brugt hård retorik, som har trængt ham “op i et hjørne”.
“Stemningen betyder, at Felix Tshisekedi opfører sig mere som en politisk kandidat end en præsident,” lyder analysen.
Regionale organisationer imod hinanden
Den nuværende eskalering har ført til en yderligere militarisering af området. DR Congos hær er naturligvis til stede, men den er svag og plaget af korruption, så den kan næppe gøre den store forskel. Det vrimler imidlertid med øvrige oprørsgrupper og forskellige militære operationer i området.
FN’s fredsbevarende styrke MONUSCO har været til stede for at dæmme op for konflikten i mange år. På det seneste har Det Østafrikanske Fællesskab (EAC) sendt en militærstyrke til området, men der er uenighed om dens mandat. DR Congo, som blev optaget i EAC i marts 2022, mener at styrken har et offensivt mandat, så den vil kunne angribe M23, men det bliver afvist af styrkens ledelse.
Samtidigt har EAC ikke kritiseret Rwandas støtte til M23. Det har ført til en stor krise mellem EAC og DR Congo, og nu har man en militærstyrke fra EAC på invitation fra DR Congos regering, som samtidigt kritiserer missionen.
“Jeg mener, at EAC fra begyndelsen er en kontroversiel spiller. At tro, at Rwanda og Burundi er neutrale lande i konflikten trodser alt logik på så mange måder, så der har altid været tvivl om styrken er neutral,” siger Stephanie Wolters.
Nu er en ny militær styrke fra fællesskabet i den sydlige del af Afrika, SADC, på vej ind i konflikten, da den regionale organisation i maj oplyste, at den vil sende en bataljon til konfliktområdet. Og den kan muligvis få et mere offensivt mandat til at angribe M23. Stephanie Wolters forklarer, at SADC’s analyse af situationen på mange måder flugter med Felix Tshisekedis.
“Det bringer EAC op imod SADC. Selvfølgeligt ønsker vi ikke at se en form for militærkonflikt (mellem de to, red.), og jeg siger ikke, at det bliver virkeligheden, men det sætter de to op imod hinanden som regionale spillere,” fortæller forskeren.
“Der er mange militære styrker på meget lidt plads med komplicerede mandater, som ikke er særligt klare,” tilføjer hun.
På den positive side har SADC anmodet om, at Den Afrikanske Union kommer til at spille en koordinerende rolle, men det kan i sig selv være vanskeligt at se for sig. Det endelige mandat til styrken fra SADC ventes at blive offentliggjort i slutningen af juni, fortæller hun.
Mange ressourcer og stort potentiale
Stephanie Wolters mener, at det er problematisk med det store fokus på militære løsninger. Hun understreger, at det er en regional konflikt, og det er nødvendigt at håndtere de dybereliggende årsager til den langvarige konflikt.
I en tidligere briefing har hun vurderet, at de mange værdifulde mineraler og andre naturressourcer er blandt årsagerne til de store spændinger i området.
Mange af disse bliver handlet illegalt, og Burundi, Rwanda og Uganda er dybt involveret i den illegale trafik. Samtidigt er antallet af oprørsgrupper steget, og DR Congo huser dermed flere militante grupper, som vil af med regeringerne i henholdsvis Burundi, Rwanda og Uganda.
Det skyldes også undertrykkelse af politiske modstandere i de tre lande, og de tre landes regeringer har med deres repressive politik selv drevet deres politiske modstandere i eksil.
EU kan bringe parterne til forhandlingsbordet
EU ønsker at styrke en bæredygtig og fredelig udvikling i regionen, der skal bæres frem af landene selv. Ifølge den nye strategi for regionen skal freden opnås ved at støtte den diplomatiske dialog og fredsbestræbelser mellem landene.
Men Stephanie Wolters mener, at EU sandsynligvis kan få parterne til forhandlingsbordet, hvis man er villig til at skærpe retorikken. EU har ved flere lejligheder kritiseret Rwandas støtte til M23, men der er ikke kommet trusler om sanktioner fra den europæiske union. Det ville sandsynligvis gøre Paul Kagame forhandlingsklar, og han er ifølge forskeren den sværeste at få i dialog omkring løsningerne. Det var netop trusler om sanktioner, der var med til at lette spændingerne ved den seneste store krise i området i 2013.
Nogle af de store spillere i Europa er imidlertid ikke villige til at presse Rwanda, og det handler ifølge forskeren særligt om nogle nationale interesser, herunder et samarbejde med Rwanda om afviste asylsøgere, som Danmark også tidligere har haft på bordet.
“Det handler om geopolitiske interesser. Storbritannien har startet et partnerskab om at sende afviste asylansøgere til Rwanda. Der er en stærk interesse her, og det betyder, at der ikke vil blive lagt politisk pres på Rwanda af Storbritannien, så længe det partnerskab eksisterer. Frankrig har først de seneste to til tre år indledt et stærkere partnerskab med Rwanda. Og det er vigtigt, at Rwanda er engageret i Mozambique (med sikkerhedsstyrker, der deltager i konflikten i den nordlige del af landet, red.), hvor det franske energiselskab Total har store interesser. Rwanda spiller en afgørende rolle for at sikre Totals tilstedeværelse i landet,” fortæller Stephanie Wolters.
Læs også: EU øger militær støtte til Mozambique, mens landet sender gas til Europa
Hun tilføjer, at af de to lande virker Frankrig til at være mest interesseret i at tage de vanskelige diskussioner. Det skyldes også, at Frankrig er et EU-medlemsland, hvor der hersker mere nuancerede holdninger til konflikten, end der gør i Storbritannien.
Indtil videre fortsætter konflikten og den dramatiske humanitære situation på højtryk i den ressourcerige, men plagede region ved de store afrikanske søer. Og det ser værre ud end længe.
Artiklen er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
