Mens israelere og palæstinensere sørger over de døde og afventer nyt om de savnede, er refleksen hos mange at lede efter nogen at bebrejde. Israelerne og deres støtter ønsker at placere hele skylden hos Hamas, hvis ansvar for det frygtelige angreb på israelske civile naturligvis står hævet over enhver tvivl. De, der er mere sympatiske for den palæstinensiske sag, ser tragedien som det uundgåelige resultat af årtiers besættelse og Israels undertrykkelse af palæstinenserne.
Denne artikel er oprindeligt publiceret af det amerikanske medie Foreign Policy, der rapporterer fra hele verden.
Andre igen insisterer på, at der er mere end rigeligt skyld at fordele, og at enhver, der ser den ene side som fuldstændig uskyldig og den anden som eneansvarlig, allerede har diskvalificeret sig selv fra diskussionen.
Helt uundgåeligt er det, at skænderier om, hvem af de to hovedaktører der bærer den største skyld, fjerner fokus fra andre vigtige årsager til den langvarige konflikt mellem zionistiske jøder og palæstinensiske arabere. Vi må ikke miste blikket for disse andre faktorer, for de kan sprede ringe i vandet, også længe efter den nuværende konflikt er overstået.
Hvor man trækker startlinjen for årsager og virkninger er i sig selv vilkårligt. Theodor Herzls bog fra 1896, “Jødestaten”? Balfour-deklarationen fra 1917? Arabernes oprør i 1936? FN’s delingsplan fra 1947? Den arabisk-israelske krig i1948 eller Seksdageskrigen i1967?
Jeg vil begynde i 1991, hvor USA trådte ind på scenen som den ubetingede udenrigspolitiske magt i Mellemøsten og begyndte på at opbygge en regional orden, der tjente landets interesser. I den kontekst er der mindst fem nøgleepisoder eller -elementer, der særligt har dannet rammen for de tragiske begivenheder, der nu udspiller sig i Israel og Gaza.
Bush-præsidenternes krige kostede dyrt
Første nøgleepisode var Golfkrigen i 1991 og dens eftervirkning – Fredskonferencen i Madrid. Krigen var en imponerende magtdemonstration af amerikansk militær og diplomati, der fjernede Saddam Husseins trussel mod den regionale magtbalance. Mens Sovjetunionen var tæt på det enedelig sammenbrud, sad USA nu tungt i førersædet. Daværende præsident George H.W. Bush, udenrigsminister James Baker og deres erfarne embedsmænd på Mellemøstområdet udnyttede lejligheden til at indkalde til en fredskonference i oktober 1991. På gæstelisten var repræsentanter fra Israel, Syrien, Libanon, Egypten, Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og en fælles jordansk-palæstinensisk delegation.
Selvom konferencen ikke udmøntede sig i håndgribelige resultater – slet ikke en endelig fredsaftale – lagde den alligevel grundstenen til en seriøs indsats for en fredelig regional orden. Det kan være tillokkende at tænke på, hvad det kunne være blevet til, hvis Bush Sr. var blevet genvalgt i 1992, og hans hold havde fået mulighed for at fortsætte deres arbejde.
Men Madrid-konferencen havde også en skæbnesvanger fejl – én der lagde frøene til meget fremtidigt besvær. Iran blev ikke inviteret, og iranerne reagerede ved at organisere et møde for faktioner, der ikke anerkendte amerikanernes nye orden – herunder de palæstinensiske grupper Hamas og Islamsk Jihad, som Teheran tidligere havde ignoreret.
Som Trita Parsi bemærker i bogen Treacherous Alliance: “Iran så sig selv som en betydelig regional magt og forventede en plads ved bordet”, fordi Madrid “ikke bare blev betragtet som en konference om Israel-Palæstina-konflikten, men som det skelsættende øjeblik for dannelsen af den nye orden i Mellemøsten.”
Teherans reaktion på Madrid var mere strategisk end ideologisk: Præstestyret forsøgte at vise USA og andre, at det kunne forplumre bestræbelserne på en ny regional orden, hvis der ikke blev taget hensyn til landets interesser.
Og det var præcis, hvad der skete, da selvmordsbomber og andre ekstreme voldshandlinger forstyrrede forhandlingerne under Oslo-aftalerne og underminerede Israels støtte til en forhandlet løsning. Efterhånden som tiden gik, freden udeblev, og forholdet mellem Iran og Vesten stadig forværredes, blev båndene mellem Hamas og Iran stærkere.
Anden afgørende begivenhed var den skæbnesvangre kombination af terrorangrebene den 11. september 2001 og USA’s efterfølgende invasion af Irak i 2003. Beslutningen om at invadere Irak havde kun en perifer forbindelse til den israelsk-palæstinensiske konflikt, selvom det ba’athistiske Irak havde støttet den palæstinensiske sag på flere måder. George W. Bush-administrationen troede, at det ville neutralisere Iraks påståede atom-trussel, påminde eventuelle modstandere om USA’s militære magt, slå et bredere slag i kampen mod terror og bane vejen for en radikal demokratisering af hele Mellemøsten, når Saddam Hussein blev fjernet fra magten.
Men sådan gik det ikke, i stedet blev Irak-invasionen et omkostningstungt dødvande, mens Iran forbedrede sin strategiske position dramatisk. Dette skift i Golfens magtbalance alarmerede Saudi-Arabien og andre Golfstater, og deres opfattelse af en fælles trussel fra Iran begyndte at skubbe til nogle af regionens andre interne forhold, herunder nogle arabiske staters forhold til Israel. Frygten for et “regimeskifte” under USA’s ledelse fik også Iran til at investere i et atomprogram, hvilket førte til en konstant stigning i landets berigelseskapacitet – og stadig strammere sanktioner fra USA og FN.
Trump-tidens tåbelige Iran-politik tændte lunten
I bakspejlet var en tredje nøglebegivenhed, da Donald Trump traf det skæbnesvangre valg at opgive atomaftalen med Iran fra 2015 og erstatte den med hans politik om “maksimalt pres” i stedet. Denne tåbelige beslutning havde flere uheldige konsekvenser: At annullere aftalen tillod Iran at genstarte sit atomprogram og komme meget tættere på en reel atomkapacitet, og kampagnen med maksimalt pres førte til, at Iran angreb olieskibe i Den Persiske Golf for at vise USA, at forsøgene på at styre eller styrte dem ikke var uden omkostninger.
Som forventet pustede begivenhederne til saudiarabernes bekymringer og gav dem et incitament til selv at anskaffe atomvåben. Og som realistisk teori forudsiger, førte den voksende trussel fra Iran til tyste, men betydelige nye sikkerhedsrelationer mellem Israel og flere golfstater.
Fjerde nøgle-begivenhed var de såkaldte Abraham-aftaler, der på nogle måder var en logisk forlængelse af Trumps beslutning om at forlade Atomaftalen. Idéen hos den uerfarne strateg,Trumps svigersøn Jared Kushner, var at indgå en række bilaterale aftaler, der skulle normalisere Israels forhold til Marokko, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og Sudan.
Nogle kritikere mente, at aftalerne ikke gjorde noget særligt for fredssagen, da ingen af de arabiske regeringer lå i direkte konflikt med Israel – eller var i stand til at true landet. Andre advarede om, at fred i regionen stadig var umulig, så længe syv millioner palæstinensere stadig levede under Israels overherredømme.
Bidens venskab med Saudi-Arabien truer Hamas
Biden-regeringen har i stor udstrækning holdt samme kurs. Der er ikke taget nogen betydningsfulde skridt for at bremse støtte fra Israels højreorienterede regering til ekstremistiske bosætteres voldelige handlinger i Palæstina, hvilket de seneste to år førte til en drastisk stigning i antallet af dødsfald og fordrevne palæstinensere. I stedet for at indfri et valgløfte om øjeblikkeligt at vende tilbage til Atomaftalen med Iran, har Biden og co. fokuseret på at overtale Saudi-Arabien til at normalisere forholdet med Israel i bytte for en amerikansk sikkerhedsgaranti og, muligvis, adgang til avance ret atomteknologi.
Biden-regeringens udenrigspolitiske hold bør primært betragtes som dygtige mekanikere, og ikke arkitekter, i en tid hvor det i stigende grad er fundamentet under de internationale institutioner, der har brug for gentænkning
Stephen M. Walt
Formålet med denne indsats var kun i ringe grad at stabilisere forholdet mellem Israel og Palæstina, men primært at forhindre Saudi-Arabien i at rykke tættere på Kina. At hæfte en sikkerhedsforpligtelse over for Saudi-Arabien op på en normalisering af forholdet til Israel var primært for at overvinde modviljen i den amerikanske kongres mod at indgå en blødsøden aftale med Riyadh. På linje med Israels premierminister Benjamin Netanyahu og hans regering virker toppen af det amerikanske embedsværk til at have antaget, at de palæstinensiske grupper ikke kunne gøre noget som helst for at afspore eller bremse denne udvikling og gøre opmærksom på situationen i Gaza og på Vestbredden.
Desværre gav rygterne om aftalen Hamas et stærkt incitament for at vise, hvor forkert den antagelse var. At anerkende denne sammenhæng retfærdiggør på ingen måde, hvad Hamas gjorde, og især ikke hvor brutalt de gjorde det. Det er simpelthen en erkendelse af, at Hamas’ beslutning om at gøre noget – og især timingen af det – var en reaktion på udviklinger i regionen, der i høj grad var drevet af andre hensyn.
Som jeg bemærkede i min seneste klumme, er den femte nøgle-faktor ikke en enkelt begivenhed, men tværtimod USA’s gentagne fiaskoer med at få den såkaldte fredsproces over målstregen. Washington har haft monopol på at forvalte fredsprocessen siden Oslo-aftalerne (der, som navnet antyder, kom i stand på grund af norsk mægling), og de mange forskellige forsøg gennem årene har i sidste ende ikke ført til noget som helst. Tidligere amerikanske præsidenter som Bill Clinton, George W. Bush og Barack Obama erklærede gentagne gange, at USA – som verdens mest magtfulde land, fuldt bevidst om at stå på højdepunket af sin såkaldte unipolære æra – var forpligtet til at finde en tostatsløsning. Men nu er det resultat endnu sværere at opnå end nogensinde før – og sandsynligvis umuligt.
USA’s fiasko i Mellemøsten giver Rusland og Kina blod på tanden
Baggrunden er vigtig, for fremtidens globale orden er lige nu til forhandling, og adskillige indflydelsesrige stater udfordrer den liberale “regelbaserede orden,” som USA har forsvaret i årtier, selvom den kun har været sporadisk gældende og inkonsekvent fulgt. Kina, Rusland, Indien, Sydafrika, Brasilien, Iran og andre opfordrer åbent til en mere multipolær verdensorden, hvor flere deler magten mere ligeligt. De ønsker en verden, hvor USA ikke længere er den ultimative magthaver, der forventer, at resten af verden følger deres regler, samtidig med at de selv forbeholder sig retten til at ignorere dem, når de er i vejen.
Desværre for USA giver de fem begivenheder, jeg netop har beskrevet, og deres konsekvenser i Mellemøsten rigeligt med skyts til udfordrerne (hvilket Putin ikke var sen til at påpege efter Hamas’ angreb). “Bare se på Mellemøsten,” kunne russerne sige. “I mere end tre årtier har USA mere eller mindre forvaltet regionen, og hvad har de opnået? Der er krige i Irak, Syrien, Sudan og Yemen. Libanon lever på kunstigt åndedræt, der er anarki i Libyen, og Egypten bevæger sig mod afgrunden. Terrorgrupper har bredt sig og spreder frygt på flere kontinenter, og Iran kommer hele tiden tættere på at have atomvåben. Der er ingen sikkerhedsgarantier for Israel – og hverken sikkerhed eller retfærdighed for palæstinenserne. Det er, hvad der sker, når Washington styrer alt. Uanset hensigten har amerikanske ledere gentagne gange vist os, at de mangler den nødvendige kløgt og upartiskhed for at levere positive fremskridt, også for deres egne interesser.”
Man kan let forestille sig en kinesisk embedsmand tilføje: “Må jeg pointere, at vi har gode relationer med alle i regionen, og vores eneste virkelige interesse er, at der er pålidelig adgang til energikilder. Det er derfor til gavns for os at sikre fred og ro i regionen, hvilket også var grunden til, at vi sidste år hjalp Iran og Saudi-Arabien med at geoptage deres diplomatiske relationer. Er det ikke tydeligt, at verden ville have gavn af, hvis USA’s rolle i Mellemøsten blev mindre, og vores større?”
Hvis du ikke tror, at sådan en besked ville vække genklang uden for NATO-områdets trygge rammer, har du ikke været opmærksom nok.
Det er tydeligt, at Bidens udenrigspolitiske hold fejlbedømte, hvor Mellemøsten er på vej hen, og sårene kan ikke længere klares med plastre, for de stikker dybt
Stephen M. Walt
Siden krigen mellem Israel og Gaza brød ud, har Biden og hans udenrigspolitiske hold i gjort, hvad de er bedst til – at håndtere en krise, der i hvert fald i nogen grad skyldes dem selv. De arbejder overtid for at begrænse skaderne, forhindre konflikten i at sprede sig, inddæmme krigens indenrigspolitiske slagsmål i USA og – forhåbentligt – få volden i Gaza og Israel til at stoppe. Vi bør alle håbe, at deres bestræbelser bærer frugt.
Men Biden-regeringens udenrigspolitiske hold bør primært betragtes som dygtige mekanikere, og ikke arkitekter, i en tid hvor det i stigende grad er fundamentet under de internationale institutioner, der har brug for gentænkning. De er dygtige til at løse de kortsigtede problemer ved at bruge USA’s magtmidler og regeringsmaskineri, men de har et forældet syn på USA’s rolle i verden, herunder håndteringen af Mellemøsten. Det er tydeligt, at de fejlbedømte, hvor Mellemøsten er på vej hen, og sårene kan ikke længere klares med plastre, for de stikker dybt.
Hvis målet for Biden og udenrigsminister Antony Blinkens nuværende bestræbelser bare er at vende tilbage til status quo fra før den 7. oktober, frygter jeg, at resten af verden vil blive skuffede og med misbilligelse konkludere, at tiden er inde til en ny tilgang.
Stephen M. Walt er klummeskribent og professor i internationale studier ved Harvard University.
Artiklen er oprindeligt bragt af Foreign Policy og oversat til dansk af Søren Steensig.
