FN’s traktat om forbud mod atomvåben trådte i kraft den 22. januar 2021. Kort før tre-årsdagen afleverede São Tomé og Príncipes justitsminister Ilza Amado Vaz den 15. januar 2024 det såkaldte ratifikationsinstrument, der blev deponeret i FN’s hovedkvarter i New York.
São Tomé og Príncipe blev dermed den første stat, der i år har ratificeret FN’s traktat om forbud mod atomvåben og bragte dermed det samlede antal stater, der indtil nu har ratificeret traktaten op på 70. Nationalforsamlingen i São Tomé og Príncipe godkendte enstemmigt ratificeringen i november 2023.
I alt har 93 lande underskrevet og 70 har ratificeret eller tiltrådt FN’s traktat om forbud mod atomvåben, der oprindeligt i 2017 blev vedtaget af 122 lande – svarende til knap 2/3 af FN’s medlemsstater.
I Afrika er der nu 16 lande, der har ratificeret og yderligere 17 lande er underskrivere. FN’s traktat om forbud mod atomvåben supplerer og forstærker den afrikanske Pelindaba-traktat fra 1996, som etablerede Afrika som en atomvåbenfri zone.
De afrikanske lande, der har tilsluttet sig Pelindaba-traktaten, der trådte i kraft i 2009, har opfordret alle medlemslandene i Den Afrikanske Union til snarest at underskrive og ratificere FN’s traktat om forbud mod atomvåben.
Spørgsmålet om atomvåben er igen uhyggeligt aktuelt
Kernevåbenspørgsmålet er i uhyggelig grad kommet tilbage på den internationale politiske dagsorden efter Ruslands angreb på Ukraine i februar 2022. Faren for en atomkrig er i dag større end under Den Kolde Krig.
Kløften mellem atomvåbenstater og ikke-atomvåbenstater samt udviklingen i forholdet mellem verdens to største atommagter, USA og Rusland, er mildt sagt bekymrende.
Ifølge en opgørelse fra det svenske institut for fredsforskning, SIPRI, fra juni 2023 råder verdens ni atommagter tilsammen over ikke færre end 12.512 atomsprænghoveder, hvoraf USA og Rusland tegner sig for næsten 90 procent. Som verdens to største atommagter har Rusland og USA et særligt ansvar for at nedruste. Et ansvar, de på ingen måde har levet op til.
I de seneste ti år er nedrustningen praktisk talt stagneret, og de største atomvåbenmagter investerer igen i modernisering af atomvåben.
Hovedparten af de eksisterende atomvåbenaftaler er enten opsagt eller udløbet. Det er i høj grad baggrunden for vedtagelsen i 2017 af FN’s traktat om forbud mod atomvåben. Samme år modtog organisationen International Campaign to Abolish Nuclear Weapons (ICAN) Nobels fredspris for sit arbejde med at fremme traktaten.
Siden har traktaten især fået opbakning fra landene i det globale syd, mens atomvåbenstaterne og NATO-landene med USA i spidsen har ført kampagne mod bestræbelserne for et globalt og absolut forbud mod atomvåben.
Danmark bør melde sig ind i kampen mod atomvåben
Den danske regering har hverken villet underskrive eller ratificere FN’s traktat om forbud mod atomvåben. Muligheden for at deltage som observatør på de foreløbig to FN-konferencer i juni 2022 og november-december 2023 i hhv. Wien og New York er blevet afvist af såvel den tidligere socialdemokratiske regering som SVM-regeringen.
I danske medier og i den offentlige debat har der været en næsten rungende tavshed om FN-traktaten. Den traditionelle udbredte danske modstand mod atomvåben kom til udtryk i en YouGov-opinionsmåling fra januar 2021, hvor 78 procent svarede ja til, at Danmark skal tilslutte sig FN’s traktat med forbud mod atomvåben.
Den nye, usikre og uforudsigelige verden med øget rivalisering mellem stormagter og en større risiko for konfrontation mellem atommagterne får – besynderligt nok – ikke den danske regering til at italesætte truslen fra atomvåben i SVM-regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, der er pinligt tavs om såvel nedrustning som våbenkontrol.
Den forøgede trussel om brug af atomvåben efter Ruslands angrebskrig mod Ukraine burde danne udgangspunkt for en fornyet dansk debat om atomvåben. Men det har den ikke gjort endnu.
Dansk opbakning bag FN’s traktat om forbud mod atomvåben burde være et krav som kunne samle de relativt små grupper, der i dag udgør fredsbevægelsen i Danmark.
Nogle vigtige danske civilsamfundsorganisationer som FN-forbundet, Mellemfolkeligt Samvirke, NOAH og Nej til Oprustning har på initiativ af Forbyd Atomvåben (ICAN i Danmark) opfordret regeringen og Folketinget til dansk ratifikation af forbudstraktaten.
Men foreløbig er man blevet mødt af tavshed. Fremme af FN-konventioner og traktater burde ellers være en dansk mærkesag, hvis man vil sikre og gøre sig værdig til en plads i FN’s sikkerhedsråd.
Tue Magnussen har været bestyrelsesmedlem i FN-forbundet, Rådet for Mellemfolkeligt Samvirke og den Danske Helsinki-komité. Han er uddannet cand.phil. i historie fra Københavns Universitet 1981 og cand.mag i geografi og internationale udviklingsstudier fra RUC i 1983.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så tag endelig kontakt.
Er debatindlægget klar, eller har du et udkast eller blot en idé, så send os meget gerne en mail til [email protected].
