Tre år efter Talibans totale magtovertagelse i Afghanistan kan landets kvinder se tilbage på en tid, hvor undertrykkelsen kun er vokset. Kvinder er frataget adgang til uddannelse, parker og træningscentre. De har mistet friheden til at gå ud gennem byportene uden en mahram (mandlig ledsager), og de er underlagt strenge restriktioner for påklædning, herunder påtvunget mundbind i det offentlige rum.
Disse restriktive kønspolitikker samt ønsket om frihed har tvunget flere og flere kvinder og deres familier til at flygte til nabolandene, mens de tilbageværende kvinder forsøger at navigere en dagligdag fyldt med frygt, modstand, håb og følelsen af internationalt svigt.
Efter magtskiftet i 2021 er flere og flere afghanere flygtet til nabolandet Pakistan, som huser over 2,4 millioner afghanere.
En af dem er den nu 22-årige journalist Farkhunda Muhibi, som med tårer i øjnene over en videoforbindelse fra Islamabad i Pakistan fortæller om flugten fra Afghanistan 2,5 år efter Talibans magtovertagelse.
“Min hverdag under Taliban-regimet var præget af stress og daglig frygt for at blive antastet af Taliban, der gradvis har fået en mere hård og patriarkalsk tilgang til os kvinder og især os kvindelige journalister, som forsøger at gøre omverdenen opmærksom på Talibans kvindefjendske praksisser. Derfor har 2,5 år med vedvarende undertrykkelse af vores ret og adgang til uddannelse for mig og mine søstre tvunget min familie og mig til at flygte fra det kvindefjendske Taliban-regime for anden gang i mit liv,” siger Farkhunda Muhibi.
Den 22-årige afghanske journalist Farkhunda Muhibi er atter tvunget i landflygtighed af Taliban.
Foto: Privat.
Som hun nævner, har familien allerede én gang tidligere været flygtninge i Pakistan, men de vendte tilbage til Afghanistan, efter at den amerikanskledede invasionsstyrke havde væltet det første talibanregime i 2001.
Ramt på levebrødet
For de tilbageværende kvinder i Afghanistan er Talibans seneste dystopiske tiltag at lave indgreb mod kvinders beskæftigelse i den private sektor med lukning af landets skønhedssaloner. Human Rights Watch vurderer, at det har gjort 60.000 kvinder arbejdsløse i et land, hvor arbejdsløshed og hungersnød har været eksponentielt stigende siden magtskiftet i 2021. Noget der især har ramt kvinderne hårdt og forringet deres livsvilkår voldsomt.
“Efter Taliban tvangslukkede min frisørsalon, blev mit liv og min fremtid stjålet. Jeg mistede mit hårdtjente levebrød og muligheden for at brødføde mine børn,” siger en 42-årig tidligere salonejer, som af sikkerhedshensyn taler anonymt over en WhatsApp-forbindelse.
Efter Taliban tvangslukkede min frisørsalon, blev mit liv og min fremtid stjålet
På trods af disse krænkelser og de svære livsvilkår, som Taliban har påført de afghanske kvinder i deres hverdag, er der siden skoleforbuddet registreret færre kvindelige protester, som ellers fyldte de gængse medier, især efter at Taliban indførte sit kontroversielle skoleforbud i slutningen af 2022. Det skyldes, at Taliban er begyndt at anse kvindelige aktivister og deres protester som et sikkerhedspolitisk anliggende og slår derfor hårdt ned på dem.
Flere og flere kvinderettighedsforkæmpere rapporterer om tvangsanholdelser, forsvindinger, vilkårlige tilbageholdelser, trusler, tæsk og krænkende forhold både under tilbageholdelse og efter løsladelse fra Talibans varetægt. Senest har Taliban strammet grebet ved også at anholde aktivisternes familier. I februar måned blev 29 kvinderettighedsforkæmpere og deres familier brutalt anholdt af Taliban i Kabul.
Kvinder, der har gjort tjeneste i den tidligere regering, er blevet anholdt, dræbt eller er forsvundet i Talibans varetægt. Den tidligere kvindelige fængselsdirektør Alia Azizi har for eksempel været som sunket i jorden efter at være blevet anholdt af Taliban tilbage i oktober 2022.
Globalnyt har under tidligere rejser til Afghanistan mødt og talt med flere af de aktive kvinderettighedsforkæmpere. Men under udarbejdelsen af denne artikel forekom genoprettelsen af kontakten og forbindelse til de tidligere kontakter svær og nærmest umulig. Selv når kontakten blev genskabt, ville næsten ingen af dem længere lade sig interviewe af frygt for repressalier.
Dog lykkedes det Globalnyt at få kontakt til en tidligere bekendt, en kvinderettighedsforkæmper, hvis offentlige modstandskamp og amazone-lignende råstyrke tidligere har gjort indtryk, men som nu synes drastisk forandret.
“Da de anholdt mig, fik jeg bare mere lyst til at skrige og mere lyst til at råbe op. Men efter at de har sat mig i husarrest og er begyndt at anholde mine mandlige familiemedlemmer, har jeg ikke andre muligheder end at forholde mig tavs. Jeg kan heller ikke ytre mig gennem sociale medier, for selv dem holder de øje med,” udtaler den 28-årige kvinderetsforkæmper anonymt fra sin husarrest i Kabul.
Fik du læst: Efter tre år med Taliban ved roret er Afghanistan vaklende usikker.
Det lykkedes Globalnyt via en kvindelig mellemmand at få telefonisk kontakt med hende, da hun ikke længere må eje eller være i besiddelse af en telefon. Adspurgt om den afghanske kvindekamp og modstand er død, svarer hun stille og modvilligt: “Nej, men den er ikke det samme mere.”
Kvindekampens håb og nyeste våben: YouTube
På trods af de afghanske kvinderettighedsforkæmperes voldsomme livsvilkår har flere af deres medsøstre valgt at blive influencere og youtubere som en kattelem ud af Talibans kvindefjendske hverdagsliv.
Der er på det seneste nærmest gået inflation i kvinder, ofte fra Afghanistans hovedstad, der har åbnet en YouTube-kanal. I nogle af disse videoer kan man se de kvindelige værter give makeuptips til andre kvinder, mens andre fortæller om deres hverdagsliv.
Nogle står, udstyret med en mikrofon og det påtvungne mundbind, foran et rutefly på Kabul-lufthavnens landingsbane for at interviewe lufthavnspersonalet om den store nyhed om, at Taliban-regimet har købt et brugt fly fra nabolandet Iran.
YouTube-kanaler har indtil videre givet kvinderne mulighed for at opretholde deres insisterende tilstedeværelse i det afghanske civilsamfund, men har faktisk også potentialet til at give dem en indkomstkilde og dermed større selvstændighed.
”Jeg åbnede en YouTube-kanal, fordi jeg mistede hele mit livsgrundlag og ikke havde andet end at gå derhjemme. YouTube blev mit talerør, min stemme, min måde at blive set på, og In Sha Allah (hvis Allah vil), opnår jeg følgere nok til at få betaling fra YouTube,” siger den 24-årige kvindelige youtuber optimistisk.
På spørgsmålet om, hvorvidt disse YouTube-videoer er censurerede, svares der grinende og anonymt: “Ingen youtubere eller journalister tør snakke om politik eller snakke frit, i hvert fald ikke hvis de vil undgå, at Taliban banker på familiens hoveddør kort tid efter. Alle ved, at Taliban holder konstant øje med, hvad der deles og skrives på de sociale medier, især fra os kvindelige afsendere, men en censureret stemme er bedre end ingen stemme overhovedet,” siger den kvindelige youtuber kategorisk og afrundende over mobilforbindelse til Globalnyt.
Alle ved, at Taliban holder konstant øje med, hvad der deles og skrives på de sociale medier, især fra os kvindelige afsendere
Internationale reaktioner
Det internationale samfund har generelt reageret med fordømmelser af Talibans frihedsindskrænkende tiltag mod landets kvinder. Men i forbindelse med det seneste Doha-møde i juli vakte det stor kritik, at det internationale samfund havde givet efter for Talibans krav om at udelukke afghanske kvinder og Taliban-modstandere fra mødet.
Det har fået flere afghanske kvinder, som Globalnyt har talt med, til at anerkende behovet for at få Taliban i tale, men ikke på bekostning af de afghanske kvinder.
“Generelt har jeg haft en positiv opfattelse af, at FN kan få Taliban i tale, noget der i den grad manglede forud for magtskiftet. Når det så er sagt, må disse nødvendige diplomatiske møder aldrig ske på bekostning af vores rettigheder og ønsket om et friere og mere sammenhængende Afghanistan, hvor vi ikke længere behøver at flygte til nabolande for at få anerkendt og respekteret vores grundlæggende rettigheder som kvinder. Derfor bør FN konstant vogte over sin upartiske rolle, når de inviterer Taliban til te,” siger den 22-årige Farkhunda Muhibi.
Efter tre år under Talibans barske styre kæmper Afghanistans kvindelige aktivister fortsat for deres rettigheder. Hvad enten de er flygtninge eller marginaliseret af Taliban i det afghanske civilsamfund, er deres historie langt fra færdigskrevet. For selv under de mørkeste forhold har disse stærke kvinder vist evnen til at opretholde en insisterende modstand og deres håb om bedre tider for deres grundlæggende rettigheder og livsførelse.
