”Når vi snakker Afrikastrategiens udmøntning og partnerskab med Tanzania, så starter vi sådan set fra et blankt stykke papir.”
Jesper Kammersgaard har en stor opgave foran sig. Ambassaden i Dar es Salaam er efter nogle storombruste år under stor forandring. Der skal kigges fremad.
I 2021 meldte den tidligere regering ud, at Danmark ville lukke ambassaden ved udgangen af 2023. Men i november sidste år var der pludselig nye boller på suppen: Ambassaden skulle nu ikke lukkes alligevel, da den i fremtiden kunne ”sikre centrale perspektiver og bidrag til arbejdet med regeringens Afrika-strategi.”
Læs også: Danmarks ambassade i Tanzania bliver ikke lukket.
Transitionen mellem at skulle lukke – og så ikke skulle det alligevel – har sat sine tydelige spor i ambassaden.
Langt størstedelen af de danske medarbejdere er udskiftet, og et nyt hold danske diplomater – herunder ambassadøren – er ankommet i starten af august. De fleste af ambassadens programmer er afsluttet, og blot to projekter står tilbage fra den tidligere epoke. Begge er fondslignende aktiviteter, hvis fortsatte eksistens symboliserer Danmarks stærke, historiske bånd til Tanzania.
Intet andet land har i årenes løb modtaget mere udviklingsbistand fra Danmark end det store, østafrikanske land. Danida har bygget skoler, finansieret vandprojekter og støttet Tanzanias rejse fra spæd nationalstat til et på mange måder stabilt mellemindkomstland.
Jesper Kammersgaard har været i sit nye job i en lille måneds tid, efter i tre år at have haft en tilsvarende stilling i Marokko. Han har travlt, ambassadøren, men ikke så travlt, at han ikke har tid til at drikke kaffe med Globalnyts udsendte journalist og løfte lidt af sløret for, hvordan Danmarks fremtidige engagement i Tanzania vil udarte sig.
Ambassadøren hælder kaffe i min kop, mens jeg kigger ned i notesbogen og spørger:
Hvordan får man realiseret Afrika-strategien i Tanzania?
”Den faktiske implementering af Afrikastrategien kommer, som jeg ser det, hovedsageligt til at stå på tre ben.”
“Det første ben bliver den politiske dialog. Hvordan kan vi skabe et tilbud, som er attraktivt for Tanzania, og som gør EU og Danmark til en af de foretrukne partnere for Tanzania fremadrettet? Vi har et stærkt historisk fundament og stærke faglige og diplomatiske netværk at bygge på i Tanzania. Det handler, om hvordan vi kan få dem bragt endnu bedre i spil.”
“Det andet ben bliver handel og investeringer, som bliver efterspurgt utrolig meget fra afrikanske lande, også Tanzania. Det er et udfordrende område, blandt andet fordi, at danske virksomheder – selv de mellemstore af slagsen – typisk opererer i 5-10 eksportmarkeder og desuden har svært ved at finde arbejdskraft. I det billede, og på grund af nogle af de begrænsninger, som virksomhederne har, tænker de måske ikke lige frem til 2050, som man taler så meget om i strategien, hvor hver fjerde person på jordkloden vil bo her på kontinentet. Så det er en svær rammebetingelse.
“I Afrikastrategien har vi så lanceret nogle instrumenter, som skal hjælpe os med at komme ud over noget af det. Blandt andet giver vi billigere rådgivning til danske virksomheder på det afrikanske kontinent, sammenlignet med, hvad vi gør andre steder i verden. Det er vigtigt for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, at vi får skabt stærkere handelsbånd mellem Europa og Afrika.”
“Og så er der det tredje element. Det bliver et fortsat stærkt udviklingssamarbejde. Men udvikling skal ikke stå alene. Det handler om et bredere engagement. Et bredere dansk aftryk, ikke kun gennem Udenrigsministeriet, men også gennem det danske civilsamfund, danske virksomheder og fonde og danske uddannelsesinstitutioner. Gennem udviklingssamarbejdet og det samlede danske fodaftryk vil vi forsøge at bygge synergier over mod de to andre ben.”
“Jeg ved ikke, om du kender vores myndighedssamarbejder, men det består hovedsageligt af teknisk bistand mellem danske myndigheder og i dette tilfælde tanzaniske myndigheder. Det kunne f.eks. være inden for vand eller energi, hvor man forsøger at lave noget kapacitetsopbygning, og så derigennem på sigt bringe danske erhvervskompetencer i spil.2
Udvikling skal ikke stå alene
“Men vi befinder os i en – som der også står i Afrikastrategien – ny, geopolitisk virkelighed. Jeg boede her sidst for cirka 15 år siden. Dengang var Danmark og de vestlige lande stormagter i Tanzania. Nu har jeg kun været her i sammenlagt tre-fire uger, og der kan man bare tydeligt se, at det billede har ændret sig fuldstændigt.”
Hvordan kommer den forskel til udtryk?
”Den forskel kommer blandt andet til udtryk, når jeg færdes i de diplomatiske cirkler. I går var jeg eksempelvis til Saudi-Arabiens nationaldag. Mellemøsten har en helt anden tilstedeværelse her end tidligere. Du kan også se, at Tyrkiet har en helt anden tilstedeværelse med store handelsinteresser og udvekslingsprogrammer. Kina har altid været stærke i Tanzania, og de er her stadig. De bistår blandt andet med nye broer, vandkraftværker og en opgradering af jernbanen mellem Tanzania og Zambia. Så du kan se, at de her geopolitiske forskydninger virkelig har materialiseret sig over de seneste 15 år.”
Hvis jeg siger, at fattigdomsbekæmpelse og indsatser på sundhedsområdet har været dét, Danmark historisk set har været mest kendt for i Tanzania, så står man vel ved en skiltevej nu? Kunne man ikke frygte, at Tanzania tænker, ”uha, alt det, der var her de sidste 60 år, hvad skal der nu blive af det?”
”Det kunne man måske godt. Jeg tror bare, at både vi og Tanzania befinder os i en ny virkelighed. Eksempelvis er andelen af udviklingsbistand over de seneste 30 år gået fra 30 procent til mindre end fire procent af landets BNI. Vi skal se på andre instrumenter, der kan bidrage til stærke partnerskaber.”
“Fra dansk side har vi behov for i højere grad end tidligere at arbejde med andre af vores europæiske partnere for at skabe et attraktivt tilbud til tanzanierne. Netop på baggrund af, at der i dag er andre spillere på banen.”
Kan man sige, at den danske ambassade i Tanzania faktisk er et symbol på Afrikas-strategien? Altså, nu kommer der det her forøgede politiske fokus på Afrika, og så vil man ikke lukke den ambassade, som har været symbol på det danske engagement på kontinentet i så mange år?
Vi er ikke enige om alt, men vi kender hinanden gennem mange år
”Nej, det synes jeg måske ikke, man kan sige. Jeg tolker det (den proklamerede ambassadelukning i 2021 red.) som om, at på dét tidspunkt havde Tanzania rent politisk været igennem nogle rigtig svære år. (Den tidligere præsident (John Magufuli (2015-2021) blev heftigt kritiseret for at krænke liberale frihedsrettigheder og indskrænke det demokratiske spillerum red.)”
“Uden, at jeg selv var en del af beslutningsnetværket på det tidspunkt, så tænker jeg, at det spillede en rolle. Men det spillede formentlig også en rolle, at Tanzania er et af de mere stabile lande på kontinentet. Et land, hvor vi har gode historiske relationer. Vi er ikke enige om alt, men vi kender hinanden gennem mange år, og derfor er det også et spændende land at arbejde sammen med om at tage partnerskabet en ny vej.”
“Jeg tror også, beslutningen hænger sammen med ændringer globalt. Altså, den her realisering af en ny, geopolitisk virkelighed, og en krig, der lige pludselig blussede op i Europa, hvor mange danske politikere lige pludselig så, at de afrikanske lande, som vi har en eller anden følelse af, at vi har støttet i mange år, ja, de stemmer altså ikke lige nødvendigvis, som vi i Vesten godt kunne tænke os det ved FN’s generalforsamling.”
Dette interview finder sted i kølvandet på nogle demonstrationer, politiet i Tanzania har forhindret oppositionen i at afvikle. Oppositionspolitikere er blevet anholdt. Hvad tænker du om det?
”Der er to ting, der kører meget i pressen og i tanzanisk politik, hvis vi taler om den seneste udvikling. Den ene del handler om demonstrationer, og den anden handler om forsvinding af forskellige personer (Tanganyika Law Society offentliggjorde for nyligt en liste på 83 mennesker, som er forsvundet under mystiske omstændigheder red.). Én person er blevet fundet, og er – hvis ikke blevet dræbt – så i hvert fald død.”
“Hvis vi tager demonstrationerne, så har der ligesom været to hændelser i den tid, jeg har været her. Der var de planlagte demonstrationer omkring Mbeya, og så var der de planlagte demonstrationer flere steder i landet i går (mandag d. 23. september red.). I begge tilfælde ser jeg nogle ligheder mellem, hvad der sker. Politiet går ind og siger, at de her demonstrationer ikke er blevet anmeldt på forhånd. Politiet har så arresteret de politiske ledere, der står bag. I Mbeya blev folk frigivet inden for et døgn eller noget i den stil, og der er noget, der tyder på, at dét, der skete i går, ligner lidt den samme approach. Jeg observerede i hvert fald i går aftes, at de første oppositionspolitikere kom ud af fængslet igen.”
Og hvordan anskuer du det?
”Jeg har to betragtninger. Den ene er en stor nervøsitet fra CCM (Tanzanias altdominerende politiske parti, Chama Cha Mapinduzi red.) og regeringens side for, at uroligheder udvikler sig, som man har set det i Kenya og Uganda. Det tror jeg bestemt, spiller en rolle.”
“For det andet er det selvfølgelig bekymrende, at der ikke gives tilladelse til, hvad der er blevet anmeldt som fredelige demonstrationer. Der synes jeg – set ud fra en dansk værdibetragtning – at man bør give et demokratisk spillerum. Men jeg tror bare, at det er vigtigt samtidig at se det i dét lys, at der er nogle regionale spillover-effekter fra andre lande.”
Kan du sige, om Tanzanias demokrati går i den rigtige eller forkerte retning?
”Jeg synes generelt, det er lidt for tidligt for mig at svare på. De her enkeltstående hændelser, som vi taler om her, er jo ikke et skridt i den rigtige retning. Men jeg vil ikke dømme Tanzanias demokratiske udvikling på baggrund af noget, der sker over to eller tre uger. Det vil jeg ikke.”
“I stedet bør man prøve at se udviklingen over en længere tidshorisont. F.eks. ved at se tilbage til valget i 2015, hvor Magufuli blev valgt, og oppositionen fik mere end 40% af stemmerne, og så frem til 2020 (John Magufulis genvalg i oktober 2020 med 84% af stemmerne, hvor internationale valgobservatører dokumenterede omfattende fusk. Magufuli døde i 2021, red.), og præsidents Samia Hassans indsættelse som præsident og hendes embedsperiode.”
“Jeg har en forventning om, at præsident Samia Suluhu Hassan vil blive genvalgt ved næste års valg og få sin anden periode. Hvis hun gør det, så tror jeg – set i et vestligt perspektiv – at hun vil blive bedømt på, om hun lykkedes med at trække Tanzania væk fra Magufulis kurs, eller om hun ikke gjorde.”
Når man ser de her urovækkende episoder, hvad kan man så gøre som dansk repræsentant her i landet? Kan man gøre noget konkret, eller hvordan?
”Altså, jeg synes jo helt grundlæggende, at det er tanzanierne, der skal gøre noget. Det er ikke hverken Kina, Danmark, EU, Saudi-Arabien, eller USA, der skal gøre noget. Det er det grundlæggende, men det betyder jo ikke, at man ikke kan have en dialog om de her ting med beslutningstagerne i Tanzania. Jeg er nok temperamentsmæssigt i den båd, hvor vi i højere grad skal have den dialog bilateralt med de tanzaniske beslutningstagere, end at vi hele tiden skal kravle op i træet og stå og råbe ned. Det tror jeg helt grundlæggende ikke er i vores interesse. I værste fald kan det have den modsatrettede effekt.
Jeg synes jo helt grundlæggende, at det er tanzanierne, der skal gøre noget.
“Det er der, jeg kommer fra, og det kan man så være enig eller uenig i. Men jeg mener ikke, at det er det danske diplomatis rolle at være aktivister. Det må vi lade andre om, og i første omgang er det tanzaniernes opgave – under svære rammebetingelser, det anerkender jeg. Men hvis de skal komme videre i forhold til – nu snakker vi meget om det demokratiske spillerum – så kræver det også, at tanzanierne får gjort deres stemme hørt.”
Er der noget, du vil tilføje her til allersidst?
”Nu er det ikke for at citere min chef, men noget af det klogeste, som vores udenrigsminister har sagt, er, at vi i Danmark har en tendens til at give simple svar på komplekse problemstillinger. Vi vil så gerne have, at verden udkommer i sort-hvid, men den udkommer altså nogle gange i farver.”
”Jeg synes, vi fra dansk side skal passe på med, at når vi oplever ting, rapporterer om ting og læser om ting, som foregår rundt omkring i verden – og som ofte er forfærdelige, og som vi i en dansk virkelighed tænker, ’det kan simpelthen ikke være rigtigt’ – så skal vi i Danmark, synes jeg, blive bedre til at grave et spadestik dybere.”
“Vi skal prøve at forstå, hvorfor det er, at nogle ting foregår på dén måde i dét land. Prøve at kende landets historik. Det er måske meget at forlange, men det er noget, der står højt på min ønskeseddel. For så kunne vi have en meget mere nuanceret og indholdsrig samtale om, hvordan verden udvikler sig.”
