• i går

  • 12:52

    Indiens hovedstad indfører “totalforbud” mod fyrværkeri

    Skrevet af Morten Scriver Andersen

    Indiens hovedstad, New Delhi, indførte mandag et “totalforbud” mod fyrværkeri, som ellers er et populært festindslag i Indien.

    Forbuddet indføres i et forsøg på at dæmme op for den store luftforurening i New Delhi, der ofte figurerer blandt de mest forurenede byer i verden.

    “Der vil være et totalforbud mod fremstilling, opbevaring, salg… og affyring af al slags fyrværkeri,” udtalte Delhis komité for forureningskontrol ifølge France24.

    Forbuddet kommer to uger før Diwali, den hinduistiske lysfestival, som afholdes 1. november, og hvor mange ser fyrværkeri som en integreret del af festlighederne. Den farverige lystfestival er en fejring af Hindu-gudinden Lakshmi og er et symbol på lysets sejr over mørket.

    New Delhi har før forsøgt at indføre forbud mod fyrværkeri, men det er i det store hele blevet ignoreret af byens 30 millioner indbyggere.

    Læs også: ‘Det Indiske Århundrede’: Er Indien ved at overhale Kina i verdens økonomiske kapløb?

  • 11:40

    Ngo’er i opråb over polske planer om asylstop

    Flere end 60 ngo’er har i et åbent brev bedt den polske premierminister, Donald Tusk, genoverveje sin nye migrationsstrategi, som indeholder en midlertidig suspension af retten til asyl. Tusk introducerede strategien lørdag, og lovede samtidig at reducere irregulær migration og genvinde kontrollen over Polens grænser. Det skriver The Guardian.

    Tusk har ikke uddybet, hvordan han vil suspendere retten til asyl, eller hvordan Polen kan styre udenom international lovgivning på området.

    Siden 2021 har der været beskyldninger fra EU, om at Hviderusland og Rusland bruger migranter som politisk våben. EU mener, at de to lande opmuntrer migranter og flygtninge, særligt fra Mellemøsten og Afrika, til at rejse til den polske grænse via Minsk. Hundredvis af migranter er meldt savnet ved grænsen.

    En anonym talsperson fra EU-Kommissionen har til the Guardian sagt, at Kommissionen er ved at samle mere information. Vedkommende sagde, at der er et behov for at tackle ”hybride angreb” fra Rusland og Belarus, men at EU’s medlemslande er underlagt EU-lov og international lov, herunder retten til asyl.

    Polen er ikke det eneste EU-medlemsland der strammer grænsekontrollen. Finland vedtog i juni en lov, som tillader grænsevagter at flytte asylansøgere tilbage til Rusland uden at kunne søge om asyl.

  • 2 dage siden

  • 13:31

    Verdens fattigste lande rammer højeste gældsniveau i 18 år

    Verdens 26 fattigste lande har ifølge ny rapport fra Verdensbanken det højeste niveau af gæld siden 2006. Det skyldes blandt andet, at indkomsten per person er faldet gennemsnitligt 14 procent mellem 2020 og 2024 under COVID-pandemien og andre overlappende kriser. Det skriver Reuters.

    For at imødekomme udviklingsmålene har landene brug for årlige udefrakommende investeringer svarende til 8 procent af BNP årligt indtil 2030. Det er det dobbelte af, hvad den årlige investering i landene har været i det sidste årti. På trods af det øgede behov er udviklingsbistanden ifølge Verdensbanken faldet.

    Udover den faldende støtte er de fattigste lande mere sårbare overfor naturkatastrofer end andre lande. Mellem 2011 og 2023 var naturkatastrofer skyld i gennemsnitligt to procent af landenes tab i BNP. Det er fem gange så højt, som de tab lav/mellem-indkomstlande oplever på baggrund af naturkatastrofer.

    De 26 fattigste lande, som blandt andet tæller Afghanistan, DR Congo, Yemen og Syrien, er i stigende grad afhængig af støtte fra IDA (International Development Association), som hører under Verdensbanken.

  • 12:08

    Myanmars junta dræber kvinder og børn i hårdeste angreb siden kup

    Skrevet af Søren Steensig

    I starten af september sendte Myanmars militærjunta i løbet af fire dage adskillige dødbringende luftangreb afsted mod flere mål, der blandt andet tæller en lejr for fordrevne i landets sydlige Shan-region. Angrebene er nogle af de hårdeste fra militærets side, siden de tog magten ved et kup i 2021. Mindst 26 mennesker er blevet dræbt, skriver The Guardian.

    Mindst 10 af de dræbte var ifølge UNICEF børn. Militæret benytter sig ofte af luftangreb mod lokale oprørsgrupper, som forskanser sig i svært fremkommelige områder, og juntaen er gentagne gange blevet kritiseret for ikke at skelne mellem militære og civile mål i deres bombardementer.

    Læs også: Derfor kræver disse 10 humanitære kriser stadig din opmærksomhed

    I august angreb militærets luftvåben mål i Myanmar mindst 350 gange. Det er væsentligt mere end de foregående år, viser data fra organisationen Nyan Lynn Thit Analytica, der overvåger brud på menneskerettigheder og krigsforbrydelser.

    I store dele af Myanmar kæmper forskellige væbnede modstandsbevægelser mod militærstyret under general Min Aung Hlaing, der siden kuppet i 2021 har udpeget sig selv til både premierminister og præsident. Det seneste år har militærjuntaen lidt flere nederlag, som har kostet kontrollen med store grænseområder.

  • 11:52

    EU-millioner forbundet til krænkelser i klemme i Tunesien

    Skrevet af Morten Scriver Andersen

    De 150 millioner euro (1,2 milliarder kroner), som EU i marts betalte til Tunesien i forbindelse med en migrationsaftale er i stigende grad forbundet med krænkelser af menneskerettigheder. Det gælder blandt andet påstande om, at EU-finansierede sikkerhedsstyrker har voldtaget kvinder, som forsøger at migrere til eller via det Nordafrikanske land, skriver The Guardian.

    Nu er det kommet frem, at der ikke er et system til at kræve pengene tilbagebetalt. Det skyldes blandt andet, at der ikke blev gennemført en vurdering af menneskerettighederne, før aftalen mellem EU og Tunesien blev annonceret sidste år.

    Allerede da migrationsaftalen mellem EU og Tunesien blev indgået, advarede en lang række organisationer mod netop risikoen for at blive medfinansiør af menneskerettighedskrænkelser.

    “Menneskerettighedskrænkelser er en funktion, ikke en fejl, i aftaler med undertrykkende regeringer. De handler om at outsource ikke kun mennesker, men også krænkende handlinger, når Europa ikke ønsker at få snavsede hænder,” siger Catherine Woollard, direktør i European Council on Refugees and Exiles (ECRE).

    Sidste uge sikrede Tunesiens kontroversielle præsident, Kais Saied, sig endnu en femårig periode med en valgsejr, som ifølge Mellemøstekspert Rasmus Boserup cementerede landets overgang fra fødestedet for Det arabiske forår til et fuldtonet autokrati.

    Læs mere: Civilsamfundet holder vejret i det, der engang var den arabiske verdens eneste demokrati

  • 5 dage siden

  • 14:41

    Kenya sender flere politifolk til Haiti i næste måned

    Skrevet af Laurits Holdt

    Kenya sendte i sommer 400 politifolk til Haiti for at hjælpe myndighederne med at skabe ro og genindføre lov og orden i det katastroferamte land. Politifolkene er en del af en fredsstyrke, som FN har givet grønt lys til.

    En række lande har lovet at sende mandskab til styrken, men indtil videre er det kun Kenya og Jamaica, der har leveret. Kenya har sendt 400, og Jamaica har sendt 24. Men i november skulle der komme yderligere 600 politifolk fra Kenya, skriver avisen The East African.

    Det er den kenyanske præsident William Ruto, der er kommet med oplysningen under et besøg fra Haitis nyudnævnte premierminister Gerry Conille, skriver avisen.

    De 600 politifolk er for tiden i gang med at træne til udsendelsen, og de skulle ankomme til Haiti i november.

    Haiti har i årevis været plaget af politisk uro, som har fået landet til at gå mere eller mindre i stå. I 2021 blev præsidenten myrdet i sit hjem, og først i år er parterne i landets politiske liv blevet enige om en ny leder af landet, premierminister Gerry Conille.

    I september blev der desuden besluttet, at der skal holdes valg i landet i februar 2026, som vi tidligere har beskrevet.

  • 6 dage siden

  • 16:01

    Miljøaktivister risikerer livstid i El Salvador

    Skrevet af Emil Gundel

    Fem miljøaktivister, der var med til at sikre et historisk forbud mod minedrift i El Salvador, står til at blive idømt livsvarigt fængsel. Ifølge the Guardian er de anklaget for at have begået forbrydelser under El-Salvadors lange borgerkrig (1979-1992).

    Sagen er blevet skarpt kritiseret af både FN og juridiske eksperter, som kalder den grundløs og politisk motiveret. Aktivisterne blev arresteret i januar 2023, anklaget for drabet på en hær-informant i 1989, og på trods af internationale opfordringer om at droppe anklagerne fortsætter retssagen i det skjulte.

    Samtidig planlægger præsident Nayib Bukeles regering at ophæve det forbud mod minedrift, der blev indført i 2017. Bukele støtter minedrift og andre industrier, som eksperter frygter vil skabe tvangsflytninger og miljøkonflikter.

    Internationale jurister mener, at sagen bryder med El Salvadors nationalforsoningslov og betragter den som et forsøg på at intimidere miljø- og menneskerettighedsforkæmpere.

    Læs mere på Globalnyt om menneskerettighedskrænkelser og SoMe-Præsidenten her.

  • 15:29

    På bare 50 år er bestanden af vilde dyr faldet med 73 procent

    Skrevet af Ingeborg Buch Jensen

    Næsten tre fjerdedele af jordens vilde dyr er i løbet af de sidste 50 år forsvundet. Det skriver WWF i en ny rapport.

    Faldet er så voldsomt, at organisationen advarer om, at flere af verdens økosystemer er ved at kollapse. Særligt er det globale syd hårdt ramt: I Sydamerika er bestanden af vilde dyr faldet med hele 95 procent, i Afrika med 76 procent og i Sydøstasien med 60 procent.

    Rapporten nævner, at naturen allerede var meget dårligt stillet i Nordamerika og Europa i 1970, og at der derfor har været et mindre fald.

    Udover klimaforandringer, forurening og overudnyttelse af naturens ressourcer bliver landbrug og bundtrawling nævnt som to store årsager til den faldende bestand af vilde dyr.

    Rapporten kommer i opløbet til FN’s biodiversitetstopmøde, COP 16, som afholdes i Colombia senere på måneden.

  • 7 dage siden

  • 15:23

    EU-aftale med Marokko underkendes for at ignorere lokalbefolkning

    Skrevet af Søren Steensig

    EU-domstolen har for nyligt kendt en række fiskeri- og landbrugsaftaler mellem EU og Marokko for ugyldige, fordi parterne ikke havde taget lokalbefolkningen i Vestsahara med på råd. Og det krænker retten til selvbestemmelse for befolkningen i det omstridte område, lyder det i dommen fra Den Europæiske Unions domstol ifølge mediet European Interest.

    I 2019 indgik EU og Marokko en række aftaler, blandt andet om hvor europæiske fiskere med marokkanske tilladelser havde lov at fiske. Og det inkluderede farvande vest for Vestsahara, et område på størrelse med Storbritannien i Sahara-ørkenen. Områdets indbyggere gør krav på selvstændighed, mens Marokko også gør krav på det. FN kategoriserer Vestsahara som et ‘ikke-selvstyrende område’.

    Domstolens beslutning får dog kun betydning for eventuelle aftaler i fremtiden, da de fireårige aftaler fra 2019 allerede er udløbet. Flere appeller fra både EU-Kommissionen og Ministerrådet er blevet underkendt i afgørelsen.

    I en fælles udtalelse hæfter kommisionsformand, Ursula von der Leyen, og udenrigschef, Josep Borell, sig ved, at dommen også giver grønt lyst for et år mere til landbrugsaftalerne. Kommissionen er nu ved at nærlæse detaljerne i dommen, men vil fortsat arbejde på “at styrke forholdet til Marokko”, lyder det.

  • 1 uge siden

  • 9:27

    Verdens fjerde-største land forbyder kinesisk shopping-gigant

    Skrevet af Laurits Holdt

    Myndighederne i Indonesien forbyder Temu – den kinesiske shopping-platform, som forbinder kinesiske fabrikker direkte med forbrugere i hele verden, herunder Danmark, men altså ikke længere i Indonesien. Det skriver South China Morning Post.

    Årsagen er, at myndighederne vil beskytte landets egne små og mellemstore virksomheder, lyder det fra Budi Arie Setiadi, som er landets minister for kommunikation ifølge avisen.

    Temu springer så at sige alle lokale led over og kan på den måde holde prisen nede på sine varer og dermed presse de små handlende i Indonesien, mener ministeren.

    Det er ikke første gang, Indonesien forbyder en handelsplatform med base i Kina. I oktober 2023 var det TikTok Shop, som er en online markedsplads, hvor brugere af TikTok kan købe og sælge til hinanden. To millioner indonesere brugte platformen, da myndighederne lukkede ned for den med den begrundelse, at den ikke levede op til reglerne, som skal beskytte mindre virksomheder.

  • 8:58

    Tunesiens præsident genvinder magten efter historisk lav stemmeprocent

    Skrevet af Morten Scriver Andersen

    Tunesiens præsident, Kais Saied, har sikret sig en ny femårig periode med en jordskredssejr på 90,7 procent af stemmerne. Det har Tunesiens valgmyndighed, ISIE, mandag aften meldt ud.

    Sejren skal dog ses i det lys, at valgdeltagelsen i landet var historisk lav. Kun 27,7 procent af de stemmeberettigede tunesere valgte at stemme. Det er godt halvdelen af fremmødet i 2019, hvor 49 procent mødte op for at stemme ved første runde.

    Næst flest stemmer fik den fængslede Ayachi Zammel, som modtog 7,4 procent en uge efter at have modtaget sin dom på 12 års fængsel for angiveligt at have forfalsket dokumenter op til valget. Den tredje og sidste kandidat på stemmesedlen var Saieds tidligere allierede Zouhair Maghzaoui, der altså har vendt sig i mod præsidenten. ISIE diskvalificerede mere end ti kandidater før valget.

  • 1 uge siden

  • 15:07

    Palæstinenser får ‘alternativ nobelpris’ for kamp mod bosættelser

    Skrevet af Søren Steensig

    Den palæsinensiske aktivist Issa Amro har på vegne af organisationen Youth Against Settlements (YAS) modtaget en af de årlige Right Livelihood-priser. Organisationen, der er stiftet af den nu 44-årige Amro, arbejder for at forhindre opførelsen af flere israelske bosættelser på den besatte Vestbred, skriver den svensk-baserede fond bag fredsprisen.

    Issa Amro og resten af YAS får prisen for deres arbejde med at mobilisere palæstinensiske lokalsamfund til fredelig modstand mod de israelske bosættelser, som ifølge FN er ulovlige og bliver fordømt af en række lande, heriblandt Danmark. Alligevel bor næsten en halv million israelere nu i bosættelser på den besatte Vestbred under beskyttelse af det israelske militær.

    Amro er født og opvokset i Hebron, hvor omkring 1.000 israelere bor i bosættelser blandt 200.000 palæstinensere. Han er selv blevet tilbageholdt og tortureret flere gange af både de israelske og palæstinensiske myndigheder for sit ikke-voldelige modstandsarbejde, fortæller han til Right Livelihood.

    De årlige Right Livelihood Awards blev første gang uddelt i 1980 af den tyske videnskabsmand Jakob von Uexküll efter Nobelfonden afviste hans tilbud om at sponsorere to nye priser. Right Livelihood-prisen kaldes populært den ‘alternative nobelpris’.

  • 9:51

    Køn og nationalitet er nok til asyl i EU for afghanske kvinder

    Skrevet af Morten Scriver Andersen

    Køn og nationalitet er nu tilstrækkeligt til, at et EU-land kan give asyl til kvinder fra Afghanistan, hvor Taleban har indskrænket kvinders rettigheder kraftigt de seneste år. Det slår Den Europæiske Unions Domstol (ECJ) fast fredag i en principiel afgørelse over en sag i Østrig, skriver Reuters.

    Myndighederne i Østrig har nemlig afvist to afghanske kvinder, efter de ansøgte om asyl i 2015 og 2020. Kvinderne har begge klaget over afslaget og lagt sag an i den højeste østrigske forvaltningsdomstol, som igen anmodede om en afgørelse fra EU-domstolen.

    “Det er unødvendigt at fastslå, at der er en risiko for, at ansøgeren rent faktisk og specifikt vil blive udsat for forfølgelseshandlinger, hvis hun vender tilbage til sit oprindelsesland,” skriver ECJ i sin kendelse.

    Siden Taleban vendte tilbage til magten i 2021, har man slået hårdt ned på kvinders rettigheder, herunder at piger er forbudt at gå i skole og kvinder ikke længere må læse på universitetet.

    Senest har Taleban i august offentliggjorde et langt sæt af regler, der styrer moral i overensstemmelse med sharia, islamisk lov. Reglerne håndhæves af moralministeriet, og indbefatter blandt andet at kvinder skal dække deres ansigter til.

  • 2 uger siden

  • 10:59

    Dobbelt så mange som først antaget dræbt i massakre i Burkina Faso

    Skrevet af Sven Johannesen

    En ny vurdering fra franske myndigheder opjusterer det formodede dødstal fra den massakre, der i august ramte den lille by Barsalogho i Burkina Faso. Her dræbte militante islamister fra militsen Jama’at Nusrat al-Islam wal-Muslimin ifølge vurderingen flere end 600 civile, mens regeringsstyrker, der skulle forsvare landsbyen, flygtede. Det er dobbelt så mange ofre end oprindeligt antaget.

    Det skriver CNN.

    Burkina Faso er ramt af stigende udfordringer fra kriminelle grupperinger og islamistiske oprørsgrupper. Selvom landets militærstyre har erstattet landets vestlige samarbejdspartnere med russiske, har det ikke ført til øget sikkerhed i landet.

  • 2 uger siden

  • 14:17

    FN’s generalsekretær er ikke længere velkommen i Israel

    Skrevet af Søren Steensig

    FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, kan ikke længere få adgang til Israel, lyder det ifølge BBC i en pressemeddelelse fra den israelske udenrigsminister, Israel Katz. Her beskyldes den portugisiske generalsekretær også for at være “anti-Israel” og “støtte terrorister”.

    Indrejseforbuddet er en reaktion på Guterres’ manglende fordømmelse af Irans raketangreb mod Israel. Efter præstestyret tirsdag affyrede 180 missiler mod Israel som reaktion på israelernes tidligere angreb mod Hizbollah i Libanon, fordømte generalsekretæren “udbredelsen af konflikten i Mellemøsten med eskalation efter eskalation” på det sociale medie X.

    Men det var ikke nok for israelerne, der mener, han utvetydigt burde have fordømt Irans angreb. I pressemeddelelsen lyder det, at Guterres fra krigens begyndelse har kritiseret Israel uforholdsmæssigt hårdt.

  • 2 uger siden

  • 9:46

    Værste oversvømmelser i 20 år koster 200 mennesker livet i Nepal

    Skrevet af Morten Scriver Andersen

    I weekenden ramte den værste monsunregn i to årtier Nepals hoved Kathmandu og de omkringliggende dale. De medfølgende oversvømmelser har indtil videre taget mere end 200 menneskeliv med sig.

    Ifølge The Guardian er hele kvarterer, broer og veje skyllet væk. Særligt Bagmati-floden, som løber gennem byen, er svulmet mere end to meter op over det niveau, der anses for sikkert.

    Ifølge de nepalesiske myndigheder er yderligere mindst 30 mennesker stadig savnet, mens 4.000 mennesker er blevet reddet ved hjælp af helikoptere, motorbåde og skibe. Redningsarbejdet pågår stadig.

    Oversvømmelserne har desuden fordrevet flere tusind mennesker fra deres hjem, og hundredvis er blev efterladt uden adgang til strøm og drikkevand. Skaderne på vejene er så omfattende, at alle hovedruter ud af Kathmandu er spærrede, mens byens skoler er lukket i de næste tre dage.

  • 2 uger siden

  • 13:16

    Mærsk har sejlet mineudstyr til Wagner-gruppen i Sudan

    Skrevet af Søren Steensig

    To gange efter Ukraine-krigens udbrud har den danske shipping-gigant fragtet kemikalier til mineselskabet Al Solag Mining i Sudan, der er et skuffeselskab for det sanktionerede Wagner-firma Meroe Gold. Det fremgår af data fra den amerikanske ngo C4ADS, som Danwatch har fået indsigt i.

    Logbøgerne viser, at skibet MAERSK PATRAS i december 2022 og juni 2023 fragtede forsendelser af blandt andet kemikaliet natriumcyanid fra tre kinesiske leverandører til Al Solag Mining i Port Sudan. Kemikaliet bruges til udvinding af guld.

    Al Solag Mining var dengang ikke sanktioneret, men er siden blevet det. Moderselskabet Meroe Mining har dog været sanktioneret siden 2020 af USA, ligesom firmaet blev det af EU og Storbritannien i februar 2023 for at sælge illegalt guld og medvirke til Wagner-gruppens destabilisering af den internationale orden.

    Allerede i juli 2022 var det dog offentligt kendt, at de to selskaber var forbundne, ligesom Mærsk-forsendelserne ifølge Danwatchs oplysninger blev bestilt fra en russisk adresse. Maersk afviser over for Danwatch at have gjort noget forkert, men understreger, at firmaet hele tiden holder sig opdaterede på nye sanktioner.

  • 3 uger siden

  • 12:58

    Ny ekspertgruppe skal styrke Danmarks rolle i global sundhed

    Skrevet af Sven Johannesen

    Den nystartede Alliance for Global Sundhed præsenterer en international gruppe af forskere, der skal rådgive Danmark om landets internationale sundhedsindsats.

    Det skriver Alliance for Global Sundhed i en pressemeddelelse, som også forklarer at:

    “Klimaforandringerne, væbnede konflikter, økonomisk og politisk ustabilitet og de lange spor fra covid-19-pandemien lægger allerede i dag et voldsomt pres på sundhedssystemer i hele verden, særligt i det globale syd. Samtidig er der et betydeligt finansieringsgab til globale sundhedsindsatser. Det er i dette krydsfelt, at Danmark har mulighed for at spille en fremtrædende rolle i at fremme den globale sundhed.”

    De kommende måneder skal arbejdgruppen blive enige om en række anbefalinger, som den vil præsentere i begyndelsen af december,

  • 12:23

    EU vil stoppe kinesisk WTO-sag

    Skrevet af Ingeborg Buch Jensen

    Europa-Kommissionen forsøger at få bremset Verdenshandelsorganisationen (WTO) i at undersøge EU’s mejeristøtte, hvilket ellers er blevet efterspurgt af den kinesiske regering.

    Det er første gang, at Kommissionen så tidligt anker en forespørgsel fra et andet medlemsland, hvilket ifølge South China Morning Post kan betyde, at EU ønsker at stoppe undersøgelsen, inden en politisk følsom industri kan risikere at få tilføjet straftold.

    Anken er den seneste udvikling i en strammere handelsretorik mellem EU og Kina, som ifølge det kinesiske nyhedsmedie er startet med EU’s ønske om at tøjle, hvad det opfatter som markedsforvrængende statsstøtte i flere kinesiske industrier.

    Konkret omfatter WTO-sagen en antistatsstøtte-forespørgsel fra Kinas handelsministerium i august, som har til formål at undersøge en række mælke-, fløde- og osteprodukter, der falder under EU’s fælles landbrugspolitik.

    Forespørgslen retter sig også mod nationale støtteprogrammer i adskillige EU-medlemslande, og den bliver betragtet som gengældelse mod EU’s nylige antistatsstøtte-forespørgsel i WTO om elektriske køretøjer produceret i Kina.

    Europa-Kommissionen skriver selv i en pressemeddelelse, at EU’s landbrugsstøtte stemmer overens med internationale regler, og at Kinas forespørgsel er baseret på tvivlsomme påstande og utilstrækkeligt bevismateriale.

  • 3 uger siden

  • 11:38

    Oppostionen i DR Congo kræver løsladelse af politiske fanger

    Skrevet af Hedi Nermin Aziz

    Hundredvis af mennesker demonstrerede onsdag foran højesteretten i Kinshasa, hovedstaden i Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo) og krævede løsladelsen af politiske fanger, herunder landets tre mest fremtrædende oppositionsfigurer.

    Efter demonstrationen afleverede repræsentanter fra oppositionspartierne en erklæring til justitsministeren, hvori de anklager præsident Felix Tshisekedi for at forsøge at “undertrykke oppositionen” og “tie kritiske stemmer”. Det skriver Africa News.

    Der er tale om oppositionsfigurerne Jean-Marc Kabund, Mike Mukebayi og Seth Kikuni. Kabund og Mukebayi blev arresteret sidste år for at have “fornærmet statsoverhovedet” og “spredt falske rygter”. Kikuni blev arresteret tidligere på måneden for “opfordring til civil ulydighed”, og han er i øjeblikket tilbageholdt af landets efterretningstjeneste.

    Både Kabund og Mukebayi er indespærret i DR Congos berygtede og største fængsel, der oprindeligt er bygget til 1.500 indsatte, men som nu rummer over 12.000 fanger, hvoraf langt de fleste stadig venter på komme for retten. Tidligere i denne måned resulterede et forsøg på at flygte fra fængslet i 129 dødsfald.

    Læs også: Mindst 129 døde efter flugtforsøg fra congolesisk fængsel

  • 10:50

    Vold og kriminalitet breder sig i Cuba

    Skrevet af Laurits Holdt

    Beretninger om vold, røverier og drab bliver mere og mere almindelige på sociale medier og i uafhængige mediekanaler i Cuba. Det antyder, at udbredelsen og alvorligheden af kriminalitet er vokset i landet, skriver den spanske avis El País.

    Det er svært at få fat i statistikker på området, men blandt befolkningen er der en klar opfattelse af, at kriminaliteten vokser, siger den cubanske økonom Carmelo Mesa-Lago til avisen. Han støttes af en forsvarsadvokat, Nelson González, der har arbejdet i landets juridiske system i 30 år:

    ”Landet er ved at kollapse. Værdisystemer falder fra hinanden, og vi står over for en økonomisk krise, der påvirker alle dele af vores liv,” lyder det fra advokaten.

    Traditionelt er Cuba blevet opfattet som et meget sikkert land, ikke mindst på grund af landets velfærdssystem, og niveauet af kriminalitet har været blandt de allerlaveste i hele Syd- og Nordamerika. I disse år befinder landet sig i den værste økonomiske krise nogensinde, og det kan være en medvirkende faktor til den øgede kriminalitet – hvis den da er reel.

    For det mener myndighederne ikke, at den er. Herfra er beskeden, at der ikke er sket nogen stigning, men at udbredelsen af digitale platforme muligvis har gjort den eksisterende kriminalitet mere synlig og derfor skabt en følelse af, at der er mere af den, fortæller avisen.

  • 3 uger siden

  • 15:17

    To FN-medarbejdere dræbt i Libanon

    Skrevet af Ingeborg Buch Jensen

    FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, fortæller i en pressemeddelelse, at to medarbejdere blev dræbt under Israels bombardement d. 23. september. Medarbejderne var rengøringsmedarbejder Ali Basma og kontormedarbejder Dina Darwiche.

    Dina Darwiche og hendes yngste barn blev slået ihjel da deres hjem blev ramt af missiler. Hendes mand og ældste barn er indlagte på hospital i kritisk tilstand.  

    Ifølge BBC har Israel sagt, at militæret har bedt libanesiske borgere evakuere deres hjem og komme væk fra områder brugt af Hizbollah. Talspersoner hævder, at Israel har sigtet efter militære mål og beskylder Hizbollah for at gemme våben og raketter i hjem. Israel beskylder ligeledes Hizbollah for at bruge civile som menneskelige skjold.

    Israels premierminister Benjamin Netanyahu sagde tirsdag, at Israel vil fortsætte med at angribe Hizbollah.

    Over 550 mennesker blev mandag slået ihjel i Libanon. Ifølge landets sundhedsminister, Firass Abiad, var det tydeligt at størstedelen af de døde var civile ofre, inklusive mange kvinder og børn der mistede livet i deres hjem.

    De libanesiske myndigheder regner med, at mere end hundrede tusinde af libanesere er flygtet fra deres hjem.

  • 11:37

    Nu kan par af samme køn (snart) blive gift i Thailand

    Skrevet af Ingeborg Buch Jensen

    Tilbage i juni rapporterede vi, at Thailands senat havde vedtaget en ny ligestillingslov om ægteskaber for par af samme køn.

    Thailands konge, Maha Vajiralongkorn, har nu underskrevet loven, og par af samme køn kan dermed fra d. 22. januar 2025 blive lovligt gift. Det skriver Bangkok Post.

    Loven giver adoptions- og arverettigheder til par af samme køn, og er udarbejdet med neutrale alternativer til kønnede begreber som ”ægtemænd” og ”hustruer”.  

    Ifølge menneskerettighedseksperten Vitit Muntarbhon er der tale om en omfattende ligestillingslov, som indskriver rettigheder i omkring 70 sektioner i landets civil- og kommercielle lovbøger. Den juridiske anerkendelse af LGBTQ+ personer er dog ikke fuldkommen, og der mangler fortsat ændringer i nogle ansættelses- og velfærdslove.  

    LGBTQ+ aktivister glæder sig over vedtagelsen, og grundlæggeren af Bangkok pride planlægger et fælles bryllup for over tusind par af samme køn i hovedstaden.

    Thailand er det første land i Sydøstasien, der anerkender ægteskaber for par af samme køn, og det tredje land i Asien efter Taiwan og Nepal.

  • 3 uger siden

  • 13:42

    Multikrise i Honduras             

    Skrevet af Ingeborg Buch Jensen

    Honduras er ramt af en usynlig multikrise. I 2023 var landet ifølge Relief Web det land i verden som modtog mindst funding, samtidig med at næsten en tredjedel af befolkningen behøver humanitær bistand, og et voksende antal af borgere er tvunget til at flytte eller flygte ud af landet.

    Der er fire medvirkende årsager Honduras’ krise:

    Den første faktor er udbredte trusler mod landets befolkning i form af afpresning, bandekriminalitet og vold. Organiseret kriminalitet er en trussel for mange borgere, og begrænser deres bevægelighed. Der bliver i gennemsnit slået 256 mennesker ihjel om måneden i Honduras, hvilket er mindre end tidligere år.

    Den anden faktor er, at tusindvis af sårbare migranter årligt krydser Honduras på deres rejse mod USA. Sidste år krydsede mere end 6.000 mennesker dagligt Honduras’ grænser, og mere end en halv million migranter med 110 forskellige nationaliteter blev registreret i landet. Det presser landets systemer og humanitære organisationer.

    Læs også: Øjenvidneberetning fra Darien Gap: “Der ligger mange døde mennesker. Vi måtte holde børnene for øjnene.”

    Den tredje faktor er sårbarhed overfor klimaskabte kriser som oversvømmelser, jordskred og mangel på mad. Over én million mennesker lever i risikoområder, men det tal kan stige i fremtiden på grund af klimaforandringer.

    Den sidste faktor er stor ulighed og fattigdom. 60 procent af Honduras´ befolkning lever for under 5,5 amerikanske dollars (37 kroner) om dagen, og flere end to millioner indbyggere har ikke sikker adgang til mad.

  • 12:23

    En stadig større andel afrikanere får afslag på Schengen-visum

    Det bliver stadig sværere for afrikanere at komme legalt til Europa. Fra 2014 til 2022 er andelen af afrikanere, der får afvist deres ansøgning om et Schengen-visum, steget fra 18 til 30 procent. Tal, der ligger pænt over gennemsnittet for afslag, der var på fem procent i 2014 og 17,5 procent i 2022.

    Det skriver det sydafrikanske medie Mail & Guardian.

    Schengen er navnet på et fælles europæisk samarbejde mellem 26 lande, hvor adgang til et enkelt land, automatisk giver adgang til samarbejdets øvrige lande.

    Syv af de ti lande, der i 2022 modtog flest afslag på et visum til Schengen-området, er afrikanske. Ifølge Mail & Guardian skyldes langt de fleste afslag, at myndigheder i de europæiske lande udtrykker tvivl om, hvorvidt ansøgere reelt vil vende tilbage til deres hjemlande efter ankomsten til Europa.


    Læs Globalnyts artikel om, hvordan danske myndigheder afviser palæstinensiske unge.

  • 3 uger siden

  • 14:06

    Drama ved åbning af FN’s Topmøde for Fremtiden

    Skrevet af Kirsten Larsen

    Indtil sidste sekund var der ikke mange, der var sikre på om det ville blive en succes eller fiasko, Topmødet for Fremtiden i FN. Rusland prøvede sammen med et par andre autoritære lande at smide grus i maskineriet og blokere for de aftaler, som skulle vedtages søndag morgen, og som er blevet betegnet som afgørende vigtige for FN’s arbejde de næste mange år.

    Pagten for Fremtiden blev vedtaget. Men det store flertal på FN’s Generalforsamling måtte ud i de yderste krinkelkroge af systemets regler og procedurer for at kunne erklære det for afgjort.

    Pagten for Fremtiden og dens to vedhæftede aftaler om fremtidige generationer og ny teknologi har til formål at genoplive medlemslandenes engagement i det internationale samarbejde, og styrke FN’s evner til at varetage sin del af opgaven. Alt sammen for at mindske kriserne i verden.

    Topmødet for fremtiden slutter mandag – i øvrigt med statsminister Mette Frederiksen på talerlisten omkring midnatstid i Danmark. Derefter går den traditionelle politiske debat ved generalforsamlingens åbning i gang.

  • 12:12

    Sri Lankas nye venstreorienterede præsident er taget i ed

    Skrevet af Søren Steensig

    Efter et af de tætteste præsidentvalg i østatens historie er 55-årige Anura Kumara Dissanayake nu officielt Sri Lankas næste præsident. Ved en ceremoni tidligere i dag gentog han valgkampens løfter om at kæmpe for demokratiet, mod korruption og passe på landets fattigste i efterdønningerne af en stor økonomisk krise, skriver BBC.

    Lørdagens valg var det første siden 1982, der gik ud i anden optællingsrunde. Og her viste Dissanayakes godt og vel 5,7 millioner stemmer sig at være nok. Hans sejr ses af flere eksperter som et opgør med den klassiske magtelite i Sri Lanka, der de seneste årtier har været domineret af klientilisme og familiedynastier.

    Efter flere årtier med Rajapaksa-brødrene som præsidenter faldt landet i 2022 ned i en dyb økonomisk krise, som endte med store protester og Gotabaya Rajapaksas tilbagetrædelse. Siden har østaten indgået en aftale med Den Internationale Valutafond (IMF), men de offentlige besparelser har ramt særligt de fattigste af landets godt og vel 22 millioner indbyggere hårdt.

    Læs også vores portræt af den nu afgående præsident og 2022-krisen: Comeback-kongen: Sri Lankas nye præsident er samme gamle magtelite

    Ved edsceremonien lovede Dissanayake at gøre livet lettere for netop de fattigste. I et tidligere interview fortalte den nye præsident, der i daglig tale går under hans initialet, AKD, også, at han regner med at opløse parlamentet og udskrive nyt generalvalg.

  • 4 uger siden

  • 14:52

    Sydkoreansk kimchi-krise

    Skrevet af Ingeborg Buch Jensen

    I Sydkorea er prisen på kål steget på grund af rekordhøje temperaturer. Et kålhoved koster nu 9.338 won (46,7 kroner) – en stigning på 69,1 procent sammenlignet med sidste år ifølge Sydkoreas fødevareagentur. Det skriver The Straits Times.

    Hovedingrediensen i kimchi er den type kål vi på dansk kalder kinakål. Kimchi er en kendt fermenteret ret, som mange sydkoreanere spiser dagligt.

    Eksperter siger at stigende sommertemperaturer skaber usikkerhed om forsyningen af specielt højlandskål, som trives bedre i koldere klimaer. Derudover påvirker klimaforandringer jordkvaliteten, så der kommer flere jordbårne sygdomme og rødderne rådner.  Det rapporteres også, at frøene ikke kan overleve varmen.

    I september etablerede Sydkorea et researchinstitut til at undersøge forsyningsusikkerheden for kål. Det advarer om, at landbrugsområder til sommerkultivering af kål kan forsvinde inden 2090, hvis udviklingen fortsætter.

    I 2024 har Sydkorea haft den højeste målte sommertemperatur nogensinde – næsten to grader højere end den gennemsnitlige temperatur i andre år.

  • 14:10

    Et glimt af håb i Haiti

    Skrevet af Laurits Holdt

    Regeringen i Haiti har givet et nyt valgråd mandat til at arrangere valg i februar 2026. Hvis planen holder, bliver det første gang i ti år, at indbyggerne i den caribiske stat får lov til at stemme ved et valg.

    Rådet skal bestå af ni medlemmer, hvoraf syv allerede er blevet udpeget, skriver BBC. Blandt medlemmerne finder man repræsentanter for forskning, medier, fagbevægelsen og religiøse grupper.

    Der har ikke været valg i Haiti siden 2016. Her blev Jovenel Moïse valgt som præsident for en femårig periode. Han blev myrdet i sit hjem i 2021. Gerningsmændene var en gruppe colombianske lejesoldater, men det er uklart, hvem der reelt stod bag.

    Drabet kastede landet ud i endnu dybere kaos end det i forvejen befandt sig i. Og det siger ikke så lidt, for landet – der er det fattigste i Amerika-Caribien-regionen – blev i 2010 ramt af et jordskælv, som ødelagde store dele af infrastrukturen og kostede flere end 200.000 mennesker livet.

    Magten blev herefter overtaget af Ariel Henry, som netop var blevet udpeget til premierminister, men ikke godkendt af parlamentet. Under et udlandsbesøg blev han kuppet, og i stedet blev der nedsat et råd, som skulle varetage præsidentposten, og det udpegede den tidligere FN-medarbejder Garry Conille til premierminister.

    Som det er tilfældet med flere andre lande i regionen, strømmer illegale våben ind fra USA, hvilket er medvirkende til, at kriminelle ofte er tungt bevæbnede. Det betyder, at det i forvejen underfinansierede politi har svært ved at hamle op med banderne. I dag fungerer banderne som militser, og store dele af hovedstaden Port-au-Prince kontrolleres i dag af banderne.

    FN’s Sikkerhedsråd har givet mandat til, at der kan indsættes en international styrke for at skabe fred i landet, og Kenya meldte sig til at stå i spidsen for styrken. Men indtil videre er der kun ankommet 600 politifolk fra Kenya og en mindre gruppe fra Jamaica.

  • 4 uger siden

  • 15:10

    Tørke får to afrikanske lande til at slagte næsten 300 elefanter

    Skrevet af Søren Steensig

    I Zimbabwe skal jægere efter planen have lov at skyde 200 elefanter, mens jagten på 700 vilde dyr, herunder 83 elefanter, allerede er gået i gang i Namibia. Tørke har udraderet meget af livsgrundlaget for de store pattedyr i flere reservater, og derfor skal bestanden nu reduceres, mens kødet skal gå til landets fattigste, rapporterer nyhedsbureauet AP.

    Dyrene skal kun aflives i områder, hvor bestanden er blevet for stor til at være bæredygtig, fortæller Tinashe Farawo, der er talsperson for myndighederne i Zimbabwe. Det gælder blandt andet nationalparken Hwange i landets tørre vestlige del.

    Her bor omkring 45.000 elefanter, men på grund af den særligt hårde tørke fra El Niño-vejrfænomenet kan området kun brødføde omkring 15.000 af de store snabeldyr. I december meddelte nationalparken, at 100 elefanter var døde på grund af madmangel. Planen er, ligesom i Namibia, at tørre kødet fra landjordens største pattedyr og sende det til lokalsamfund, hvor mennesker også er hårdt ramt af tørken.

    En fuldvoksen hun-elefant af den afrikanske savanne-art, som lever i Zimbabwe, vejer normalt mellem 2,5 og 3,5 ton. Det giver i gennemsnit omkring 1.800 kg kød pr. slagtet dyr.