‘Det Indiske Århundrede’: Er Indien ved at overhale Kina i verdens økonomiske kapløb?

I midten af april åbnede Apple under stor fanfare sin første indiske flagship-store i Mumbai. På samme tid pustede Elon Musik igen liv i rygterne om en længe ventet Tesla-‘giga-fabrik’ i det store sydasiatiske land. Og en måned tidligere kom det frem, at Foxconn, Apples taiwanesiske underleverandør, er ved at investere 200 millioner dollar (næsten 1,35 milliarder kroner) i at bygge en ny AirPod-fabrik i Indien.

Tech-giganten har også skruet gevaldigt op for iPhone-produktionen på indiske fabrikker, ligesom både Microsoft og Google har flyttet dele af deres forsyningskæder til landet. Flyfabrikanten Boeing er ved at bygge sit næststørste hovedkvarter uden for USA ved Bangalore.

Mens de store multinationale selskaber flokkes om Indien, kan en indisk kvinde lige nu være i gang med at skrive verdenshistorie på barselsgangen. Den seneste prognose fra FN’s Befolkningsfond, UNFPA, viser nemlig, at Indiens befolkning “omkring midten af 2023” vil tælle hele 1,4286 milliarder mennesker – og dermed overgå Kina med omkring 2,9 millioner. Det bliver første gang, siden FN i 1950 begyndte at skrive alverden i mandtal, at Riget i midten ikke troner over resten af verdens nationer på befolkningsstørrelse.

Begge begivenheder passer perfekt ind i premierminister Narendra Modis planer om at fravriste en anden prestigefuld, eller i hvert fald lukrativ, titel fra Xi Jinping. Han håber nemlig på at overhale Kina som ‘verdens fabrikshal’ og skabe massevis af nye arbejdspladser, der kan løfte millioner af indere ud af fattigdom.

Og mens verdens lande samler sig mere og mere i blokke om USA og Kina, baner stormagternes handelskrig og Modis geopolitisk linedans vejen for flere udenlandske investeringer i Indien.

Men to danske eksperter tror ikke på, at Indien overhaler Kina. I hvert fald ikke de næste hundrede år.

Indien vil kopiere Kinas vækstkurve fra Tiger-årene

Ideen om Indien som “det næste Kina” er ikke bare valgflæsk fra ekkokamrene i verdens største demokrati. Et hav af økonomer, medier og forretningsfolk (inklusive Jeff Bezos) har i årevis spået, at alt fra det næste årti til det næste århundrede står i Indiens tegn.

Det indiske håb går på at kopiere kinesernes væksteventyr mellem 1990’erne og 2010’erne. Her voksede det kinesiske bruttonationalprodukt (BNP) med omkring 10 procent årligt, efter Kina i 70’erne havde åbnet sin økonomi op for udenlandske investeringer og i 80’erne havde lokket store udenlandske firmaer til på favorable betingelser.

“Det er det, inderne håber at gentage,” siger Jørgen Dige Pedersen til Globalnyt. Han er lektor emeritus ved statskundskab på Aarhus Universitet og har i årtier forsket i Indiens politiske og økonomiske udvikling.

Kina havde – og har – i millionvis af både højt- og lavt-uddannede, der gjorde det attraktivt for virksomheder i et hav af industrier at få fremstillet deres produkter her. Kombinationen af både billig og mere specialiseret arbejdskraft trak særligt teknologi-virksomhedernes fabrikker til de kinesiske industriområder.

“Problemet for Indien er at skaffe beskæftigelse. Derfor er de selvfølgelig interesseret i at tiltrække investeringer, især hvis de er beskæftigelsestunge. Produktion af mobiltelefoner og andre gadgets er sådan noget, man regner med, der kan give beskæftigelse til dem, der om nogen trænger til beskæftigelse i Indien,” forklarer Jørgen Dige Pedersen.

En af Indiens store fordele er, at landet har en talrig befolkning, der – ligesom i Kina – sikrer billig arbejdskraft til fabrikkerne. Mens inderne forsat bliver flere og flere indtil omkring 2060 ifølge den seneste UNFPA-prognose, begyndte antallet af kinesere allerede at skrumpe for en håndfuld år siden.

Indien har, på godt dansk, et window of opportunity for at hoppe ind, hvor de kinesiske industrier måske får mindre produktionsplads på verdensmarkedet

Stine Haakonsson, lektor ved CBS

Det kommer alt andet lige til at koste kineserne dyrt med flere udgifter til en stor ældre generation og en mindre ung generation til at tjene pengene.

“Kina får måske nogle økonomiske problemer med en dalende befolkningstilvækst. Og Indien er nødt til at slå mønt på den der med, at ‘nu er vi verdens største land’,” påpeger Jørgen Dige Pedersen.

Den analyse møder opbakning hos Stine Haakonsson, der er lektor ved CBS og har forsket i nye markeder, specielt i Asien.

“Indien har, på godt dansk, et window of opportunity for at hoppe ind, hvor de kinesiske industrier måske får mindre produktionsplads på verdensmarkedet,” medgiver Stine Haakonsson til Globalnyt.

Ifølge eksperten er Indien attraktivt at investere i, fordi landet råder over mange højtuddannede arbejdskræfter og allerede er langt fremme inden for flere sektorer.

“Jeg tror, det er i Indien, der bor allerflest ingeniører for eksempel. De har lidt ligesom Kina nogle industri-klynger, hvor der er mange virksomheder på det samme sted, og det giver nogle lokaliseringsfordele,” siger Stine Haakonsson.

Indien har altid haft vidtløftige geopolitiske ambitioner i kraft af landets størrelse, stolte historie og økonomiske udvikling. Men de seneste år er ambitionsniveauet eskaleret, fordi den kinesiske økonomi har set svagere – eller i hvert fald mindre stærk – ud efter corona, end den har gjort på noget tidspunkt siden årtusindeskiftet.

Flere økonomiske analyser har anslået, at kinesernes økonomi ikke vil vokse med mere end 3-4 procent de næste par år. Indiens derimod vil formentligt stige støt med seks procent om året.

“Det er rigtigt, at Indien vokser sandsynligvis lidt mere end resten af verden, bortset fra at Kina er ved at komme op i gear igen,” siger Jørgen Dige Pedersen med henvisning til, at flere økonomiske institutioner, heriblandt Verdensbanken, igen har opjusteret forventningerne betragteligt til den kinesiske vækst.

“Men det er jo ikke helt kinesiske vækstrater. Det havde inderne for 20 år siden, og de var allerede i gang med at gøre sig klar til at være den næste supermagt.”

Stormagternes handelskrig baner vejen for Modis charmeoffensiv

Sådan er det ikke helt gået, i hvert fald ikke endnu. Flere økonomiske analyser spår, at Indien vil være verdens tredje største økonomi efter USA og Kina i 2030. Nogle forudser endda, at inderne kan nuppe bronzemedaljen ved VM i penge allerede i 2027.

“Men der er ingen tvivl om, at Indien bliver vigtigere og vigtigere, også fordi mange lande, især amerikanerne, begynder at lægge mere vægt på Indien,” siger Jørgen Dige Pedersen.

Det passer inderne særdeles godt ifølge Jørgen Dige Pedersen, at den internationale diskussion begynder at handle mere om problemerne med at drive virksomhed i Kina.

En rapport fra 2022 viste, at der var 20 gange så mange erhvervsledere, som var bekymret for de politiske risici ved at drive virksomhed i Kina, end der var bekymringsfri kolleger. Næsten hver fjerde chef for en EU-virksomhed med investeringer i Kina overvejede samme år at flytte dem ud af Riget i midten, viste en rundspørge foretaget af EU’s handelskammer i Kina.

Læs også: Store virksomheder kan ikke længere ignorere de geopolitiske spændinger

Kineserne har de seneste år indført sanktioner mod flere udenlandske firmaer, angiveligt som straf for deres hjemlandes politiske ugerninger mod regeringen i Beijing. Efter Australiens regering talte for en uafhængig undersøgelse af oprindelsen af Covid-19, indførte kommunistregeringen straftold på australsk vin. Det fik australsk vineksport til Kina – det største eksportmarked for australske vinproducenter – til at falde med 96 procent.

Indiens regering slår direkte på faren ved at være i Kina i et autoritært system, hvor man ikke kan regne ud, hvordan forholdene bliver fremover

Jørgen Dige Pedersen

Samtidig har amerikanerne eskaleret handelskrigen med kineserne ved at indføre en række restriktioner. USA har eksempelvis lukket ned for eksporten af de mest avancerede computerchips til kineserne – og angiveligt fået Japan og Holland, de to andre førende producenter inden for milliard-industrien, til at gøre det samme. Biden-regeringen har også udlovet støttepakker til produktionen af el-biler, bare ikke til køretøjer samlet i Kina eller med kinesiske komponenter. Det fik både hårde ord og trusler med på vejen fra Kina.

“Indiens regering slår direkte på faren ved at være i Kina i et autoritært system, hvor man ikke kan regne ud, hvordan forholdene bliver fremover,” fortæller Jørgen Dige Pedersen. “Der vil Indien være bedre, siger de, fordi det er mere demokratisk. Man har et bedre retssystem og sådan nogle ting. Men det har i mange år været en ambition for inderne.”

Inderne har i årtier og under flere forskellige ledere forsøgt at hive udenlandske investeringer til landet. Typisk forsøger inderne at lokke med mindre bureaukrati, bedre infrastruktur og færre afgifter, fortæller Jørgen Dige Pedersen. Under nuværende premierminister Narendra Modi, der ifølge Dige Pedersen har været en af de bedste ledere til at lokke udlandet til Indien, hedder sloganet “Make in India”.

“Det interessante ved den sprogbrug er, at det inviterer virksomheder til at komme og lave deres ting i Indien. Tidligere hed sloganet ”Made in India”, hvor man satsede på, at varerne skulle produceres af indiske virksomheder. Nu er man mere eksplicit interesseret i at tiltrække internationale virksomheder,” siger Jørgen Dige Pedersen.

Men Stine Haakonsson køber ikke helt fortællingen om, at de geopolitiske spændinger og handelskrigen mellem Kina og USA driver verdens største virksomheder lige i armene på Modi og Indien.

“De 10 største danske virksomheder i Kina siger alle i en rundspørge, vi har lavet, at de forudser flere investeringer i Kina. De går ligesom kontra på den her nervøsitet og har også investeret mere i Kina under corona,” fortæller CBS-lektoren.

“De kan se vigtigheden af at være til stede for at opretholde de relationer, de har. For ligesom at være der og bibeholder deres gode relation til kineserne, når der skal prioriteres mellem kunder.”

Fabrikkerne flytter tættere på Indiens marked

Stine Haakonsson mener ikke, at inderne kommer til at overhale kineserne på produktionsfronten og overtage arbejdspladserne fra deres fabrikker. Det er nemlig slet ikke et kapløb, kineserne er særligt interesseret i at løbe med i, forklarer lektoren.

“Kineserne er kommet videre i deres socioøkonomiske udvikling. De er ikke længere interesseret i at være ‘verdens fabrik’. De vil være verdens vidensøkonomi, så kinesiske aktører rykker længere op i værdikæden, hvor der er mere værditilførsel,” siger Stine Haakonsson.

Hun ser heller ikke kampen for vækst og udvikling som et nulsumsspil, hvor indernes økonomiske fremgang sker på kinesernes bekostning, tværtimod.

“Jeg tænker ikke, at den ene produktion går ned, og den anden går op. Jeg tror bare, der er et større marked i sigte,” vurderer Haakonsson.

Både hun og Jørgen Dige Pedersen slår adskillige streger under, at de næsten 1,5 milliarder indere ikke kun gør landet interessant som fabrikshal, men i høj grad også som et nyt marked at sælge varer til.

“Der er en stor udvikling i Indien lige nu med en voksende middelklasse, som selvfølgelig også er et interessant marked at flytte i nærheden af. Og det ser vi meget efter corona, at nedlukningen har accelereret den her regionaliseringsproces, hvor virksomhederne prøver at placere produktionen tættere på markedet,” fortæller Stine Haakonsson.

Og det nye marked er ifølge eksperten moden til investeringer fra netop tech-giganterne som Apple, Microsoft og Google.

“Det kan man se de fleste steder, hvor der er sket hurtige økonomiske udviklinger med emerging markets. Smartphones er noget af det første, folk begynder at købe. Først ser man McDonald’s og Coca-Cola, og så kommer telefoner, biler, modetøj og Lego-klodser,” siger Stine Haakonsson.

I sidste kvartal af 2022 lykkedes det for første gang Apple at toppe markedet for smartphones i Indien. Over hele året solgte Apple omkring syv millioner telefoner i Indien, hvilket var 16 procent flere end året før, mens resten af smartphone-markedet gik ni procent tilbage.

Man skal være klar over, at Indien ikke er en hurtigløber

Jørgen Dige Pedersen

“Problemet er bare,” pointerer Jørgen Dige Pedersen, “at nok er Indien et stort marked, men det er altså også et fattigt marked. Selvom der er en stor middelklasse, og det er mange mennesker, så er der en udbredt fattigdom i Indien, som gør, at Indien også er begrænset som marked.”

Han påpeger, at gennemsnitsindkomsten I Indien kun er omkring en femtedel af den kinesiske. Belært af erfaringerne fra årtiers forskning advarer lektor emeritussen om, at “man skal være lidt skeptisk over for ideen om eksplosiv udvikling i Indien.”

“Det kommer ikke lige pludseligt til at gå hurtigt som med de Asiatiske Tigre. Der er Indien simpelthen for stort, og også for kompliceret,” lyder vurderingen fra Jørgen Dige Pedersen.

“Man skal være klar over, at Indien ikke er en hurtigløber.”

Indiens demokrati er ikke en økonomisk forhindring

I Kina har kommunistpartiet været i stand til at styre og regulere økonomien ved at udlove hjælpepakker og regulere dele af industrien særdeles hurtigt og effektivt. Men sådan en ‘et-parti-kapitalisme’ er utænkelig i verdens største demokrati.

Økonomer og kommentatorer anser typisk Indiens demokrati som et af blylodderne i landets økonomiske hurtigløbersko. Men den opfattelse deler Jørgen Dige Pedersen ikke:

“Det er i min vurdering forkert, når kritikere siger, at demokratiet er noget bøvl, og det står i vejen for de hurtige beslutninger, man kan træffe i et autoritært styre. Det kan man heller ikke i Kina. Det meget forskelligt, hvordan initiativer fra Beijing slår igennem i de enkelte regioner i Kina. Men forskellen er meget større i Indien,” siger Jørgen Dige Pedersen.

Han medgiver, at demokrati naturligvis er mere kompliceret end autoritære styreformer, særligt i Indien, hvor retssystemet eksempelvis er ekstremt overbebyrdet. Men han ser snarere demokratiet som en styrke for inderne, også på den økonomiske front, som de selv påpeger i deres bejlen til udenlandske investorer.

“Så længe man kan få det til at fungere demokratisk, så er det faktisk demokratiet, der holder Indien sammen,” vurderer Jørgen Dige Pedersen.

Selvom Modis BJP-regering ifølge Jørgen Dige Pedersen (og et hav af andre kritikere og eksperter) er godt i gang med at undergrave demokratiet – for eksempel ved at begrænse ytringsfriheden, politisere domstolene og fængsle oppositionspolitikere – vil det alligevel være meget svært at demontere det fuldstændigt.

“En af de ting, BJP alligevel er nødt til at respektere, er valghandlingerne. Der er ikke ret meget bøvl i Indien, når et valg er afholdt, og valgkommissionen kommer ud og fortæller, hvem der har vundet. Så Modi skal stadig huske på, at han skal sørge for at blive valgt næste gang,” siger Jørgen Dige Pedersen.

Han understreger, at Modi aldrig har været ude i decideret valgsvindel, selvom hans “ufine metoder” ifølge eksperten bliver stadigt mere hårdhændede og åbenlyse.

“Regeringen vil frygtelig gerne homogenisere Indien, lidt á la Kina, og så være dem der sidder og bestemmer. Det er der ingen tvivl om. Men det bliver svært for dem på den lange bane, og de kommer til at skabe mange konflikter, eller de skaber allerede mange konflikter,” siger Jørgen Dige Pedersen og henviser til Kashmir-provinsen.

“Det interessante ved demokratiet i Indien er ikke, om det bliver en hindring for økonomien. Der er masser af bøvl og bureaukrati i Indien, men det svære er de forskelligheder, der er rundt omkring i Indien. Og som selvfølgelig kommer til udtryk gennem demokratiet. Der er simpelthen forskellige interesser i forskellige delstater,” pointerer Indien-kenderen.

Indiens udvikling kommer ikke ‘Ko-bæltets’ fattige til gode

Indien består af 28 relativt autonome delstater og otte unionsterritorier, der er under centralregeringens ledelse. Særligt de sydlige og vestlige delstater har allerede gang i industrialiseringen. Her er uddannelsesniveau, infrastruktur og levestandard i gennemsnit højere end de nordlige, centrale og østlige områder.

“Mange udenlandske virksomheder etablerer sig omkring områder ved Madras og Bangalore i Sydindien, fordi der i forvejen er mange virksomheder. Det er også dernede, man vil producere smartphones,” påpeger Jørgen Dige Pedersen.

Men hvis Indien for alvor skal sætte skub i landets udvikling, kræver det ifølge Dige Pedersen, at de fattigere stater i det såkaldte ‘Ko-bælte’ får gang i industrialiseringen. Det er her, der bor millioner af fattige og lavt-uddannede indere, der mangler arbejde. Og her en økonomisk udvikling virkelig kan hive millioner af mennesker ud af fattigdom.

“Det er klart, at det vil være en fordel, hvis man får sat nogle af de fattigere områder i gang med en økonomisk selvforstærkende udvikling. Men det kommer altså ikke til at ske lige med det samme eller over en kort årrække,” siger Jørgen Dige Pedersen.

I december 2022 lå Indiens arbejdsløshed på rekordhøje otte procent. I marts 2023 var den faldet til 7,8 procent. Samtidig er kun omkring hver anden inder en del af arbejdsstyrken, lidt over halvdelen af befolkningen i den arbejdsdygtige alder er hverken i formelt arbejde eller på jagt efter et. Særligt de indiske kvinder har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet – i 2021 var færre end hver femte af Indiens kvinder i arbejde.

I de syv stater i Ko-bæltet – Bihar, Madhya Pradesh, Rajasthan, Haryana, Jharkhand, Chhattisgarh og Uttar Pradesh – lå arbejdsløsheden i september 2022 i gennemsnit på 10,75 procent ifølge tal fra tænketanken Centre for Monitoring Indian Economy. Her er mange fortsat ansat – ofte på uformelle kontrakter – i landbruget, som området er opkaldt efter.

“Men de beskæftigelsestunge industrier har haft vanskeligt ved for alvor at rykke ved den meget store indiske arbejdsløshed,” siger Jørgen Dige Pedersen.

Den helt store forhindring for at hive mere produktion til Indien og gøre Ko-bæltet til verdens næste fabrikshal er ifølge Dige Pedersen, at inderne ikke er særligt gode til den type industri.

“Indien er ikke så stærke inden for egentlig fremstillingsvirksomhed, som man normalt vil udbygge, når befolkningen flytter fra by til land. Indien har masser af industri inden for computer- og softwarevirksomheder og sådan noget. Men det er jo ikke for de fattige på landet. De kan ikke lige smutte ind til storbyen og blive IT-ingeniører,” siger Jørgen Dige Pedersen.

‘Indiens Århundrede’ uden for Indien

Han frygter, at Indiens fortsatte udvikling bliver taget som politisk gidsel af Modi-regeringen. Modis politiske bagland kommer primært fra de hindu-talende og fattige stater.

“Regeringen vil selvfølgelig prioritere sit eget bagland, altså man belønner vennerne og ikke fjenderne. Men hindu-bæltet er også der, hvor mulighederne for at slå igennem med udenlandske investeringer er dårligst. Så det er et kompliceret spil,” vurderer Jørgen Dige Pedersen.

Han bruger delstaten Uttar Pradesh som eksempel. Med sine godt og vel 235 millioner indbyggere er den Indiens folkerigeste delstat (og i teorien verdens femte-folkerigeste land med en større befolkning end Brasilien). Her lever omkring hver tredje under fattigdomsgrænsen, og delstatens primære indtægtskilde er stadig landbruget. I 2022 lovede lokalregeringen at give rabat til investorer, der ville købe jord i delstaten.

“Man har ambitionen om at starte udviklingen her, men det er ikke altid nok til, at det bliver det næste vækstpunkt i Indien. Det bliver snarere nede sydpå, hvor industrien er i forvejen, og det er nemmere for udenlandske firmaer at gå ind,” siger Jørgen Dige Pedersen, og understreger:

“Der er ikke noget, der er fremmende for en god udvikling, som en god udvikling. Når udviklingen er startet, har den det med at blive selvforstærkende. Men der hvor fattigdommen er størst, er vanskeligheden også størst.”

Indiens udvikling kan ifølge Jørgen Dige Pedersen gå helt skævt, fordi delstaterne også selv kan forsøge at byde sig til over for udenlandske investorer, påpeger Jørgen Dige Pedersen.

“Hvis man skulle rette op på den skævhed, så er Indien simpelthen så stort, at det vil tage meget lang tid. Det er et meget langsigtet projekt, der ikke kommer til at ske i løbet af en kort årrække,” vurderer han.

Samtidig flyder uligheden også ud over Indiens grænser. De rige og veluddannede indere i Syd- og Vestindien får hurtigere råd til at give deres børn bedre uddannelser.

“Alle indiske politikere med respekt for sig selv har børn, der studerer i USA. De studerer sgu da ikke i Indien. Og de går efter at arbejde i udlandet,” forklarer Jørgen Dige Pedersen. “De interesserer sig for det og undersøger det, når de går på de her forskellige tekniske højskoler, orienterer de sig globalt,” fortæller Jørgen Dige Pedersen, og fortsætter:

“Frygten er, at det fattige Indien bliver ved med at være fattigt, og så kan der være en social løsrivelse hos de øverste lag af det indiske samfund, der er meget globalt orienteret.”

For nok er inderne verdensmestre i at producere ingeniører, men mange af dem, særligt de virkeligt dygtige, tager til udlandet for at arbejde. Både Microsoft og Google har indere helt i toppen af tech-giganternes hierarkier. Det er der meget stolthed over i Indien, fortæller Jørgen Dige Pedersen, men det kommer ikke umiddelbart landet til gode.

“Hvis næste århundrede bliver ’Indiens Århundrede’, så vil jeg tilføje, at det kan godt være, men det bliver uden for Indien. For på de områder, hvor inderne har fordele, der søger de til udlandet. Det betyder, at den indiske udvikling kommer til at foregå uden for Indien,” siger Jørgen Dige Pedersen.