Ibrahim El-Khatib er medlem af Integrationsrådet i Høje-Taastrup Kommune og har i mange år arbejdet i den danske ngo-branche.
Våbenhvilen i Gaza er nu en realitet. Efter næsten halvandet år med bombardementer og blokader begynder folk at bevæge sig ud på gaderne for at samle stumperne af deres liv. Erfaring viser, at nogle nødhjælpsorganisationer på et tidspunkt, når de kan få tilladelse til at komme ind i Gaza vil sende deres øverste chefer til området for at ’følge situationen’, overvåge indsatsen og – ikke mindst – tage billeder foran ruiner. Vi har set det før, for eksempel da nogle af dem drog til Syrien via Libanon lige efter regimets fald.
Privatfoto
Men spørgsmålet er, om disse besøg reelt gavner de nødlidende. Når en nødhjælpschef flyver til en krigs- eller katastrofezone, koster det enorme summer i flybilletter, hoteller og sikkerhed. Disse penge kunne i stedet være brugt på den direkte hjælp, som folk i Gaza og andre steder desperat har brug for.
Jeg har selv arbejdet som udsendt delegat og har set, hvordan nødhjælp kan redde liv, men også hvordan ressourcer bliver brugt ineffektivt. Hver en krone, der bruges på administration, rejseudgifter og PR, er en krone, der kunne være gået til basal nødhjælp. Når vi ved, at en flybillet til disse steder kan koste mange tusinde kroner, og at et ophold i en krigszone ofte indebærer dyre sikkerhedsforanstaltninger, må vi spørge os selv: Er det virkelig den bedste anvendelse af midlerne? For det samme beløb kunne flere lokale hjælpearbejdere ansættes i månedsvis. Der kunne købes medicin, tæpper og mad til familier, der har mistet alt.
Selvfølgelig er det vigtigt, at organisationernes øverste chefer har overblik og indsigt i situationen. Men vi lever i en tid, hvor videokonferencer, lokale rapporteringer og digitale overvågningsværktøjer kan give et langt mere præcist billede af en humanitær krise end et kortvarigt besøg fra en chef, der sjældent sætter sine ben i felten i mere end et par dage.
De vigtigste aktører
De vigtigste aktører i nødhjælpsarbejdet er de faste og lokalt ansatte, som cheferne burde have mere tillid til; de kender befolkningen, sproget og de faktiske behov. De arbejder under ekstremt farlige forhold og har ofte langt større indsigt i krisens realiteter end en topchef, der kommer forbi på en hurtig rundrejse.
Nogle vil hævde, at synlige besøg fra organisationernes øverste chef kan skabe politisk opmærksomhed og sikre flere midler. Men hvis vi mener det alvorligt, når vi siger, at hver en krone tæller, så bør vi også bruge dem der, hvor de gør mest gavn. Nødhjælp handler ikke om symbolik, dagbøger og fotomuligheder – det handler om konkret hjælp.
Jeg synes derfor, at det er på tide at gentænke den måde, vi organiserer humanitær indsats på. Hvis nødhjælpscheferne virkelig vil gøre en forskel, så skulle de lade pengene blive i felten i stedet for at bruge dem på ’dyre’ besøg. For i sidste ende er det ikke deres tilstedeværelse, der redder liv – det er mad, medicin og beskyttelse til dem, der har mistet alt.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i debatsektionen, så skriv endelig på kontakt@globalnyt.dk
