Knud Vilby
Knud Vilby (født 1942) er journalist, forfatter og ind imellem udviklingskonsulent. Han har i mere end 35 år beskæftiget sig med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent.
Han har arbejdet på Danmarks Radio, været chefredaktør på Information, formand for Den Danske Unesco Nationalkommission og Mellemfolkeligt Samvirke samt for Dansk Forfatterforening. Han var i en periode ligeledes medlem af Danidas styrelse og har også været formand for IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs.
Nogle bliver kaldt økonomiske migranter, og det er de måske teknisk set. Men en del havde et rimeligt liv som arbejdskraft i Libyen, indtil systemet brød sammen. Det var ikke med deres gode vilje, de blev tvunget til flugt.
Der er givetvis også andre afrikanere, der har krav på asyl, for eksempel flygtninge fra Sydsudan.
Men er der derudover et generelt Afrika-problem, som handler om, at millioner af mennesker søger væk fra Afrika alene på grund af den dramatiske befolkningstilvækst?
Det enkle og ikke særligt ophidsende svar er naturligvis, at det også afhænger af en masse andre ting, og herunder af hvilke økonomiske muligheder, det er for den enkelte afrikaner, der hvor han og hun fødes og vokser op.
Det er ingen ny problemstilling, men det virker som om, der i dag er lidt flere, der er parate til at høre efter. I den udviklingspolitik, der nu er under nedskæring, har man længe haft fokus på vilkårene i Afrika. Man har vidst at en af Afrikas helt store udfordringer er at skabe jobs til millioner og atter millioner af nye unge mennesker.
Nu hvor Venstre igen har statsministerposten, kan der være grund til at genlæse den Afrika-strategi, der blev vedtaget, da vi senest havde en Venstre-statsminister.
Det var i 2007. Statsministeren hed Anders Fogh Rasmussen, og det var Per Stig Møller (Kons) og Ulla Tørnæs (V), der passede udenrigsministeriet.
Afrika-strategien fra 2007
Afrika-strategien hed ”Danmark i Afrika – et kontinent på vej” (PDF, 44 sider), og i en af faktaboxene står der, at ”Afrikas unge mangler beskæftigelse og uddannelsesmuligheder: Mere end halvdelen af Afrikas befolkning er i dag under 18 år, og i modsætning til andre dele af verden vil ungdomsårgangene fortsætte med at vokse i de kommende årtier. I dag (altså 2007) er der 156 millioner unge mellem 15 og 24 år. I 2030 vil der være 267 millioner. I de næste 20 år vil der blive behov for 10-15 millioner nye job om året alene for at beskæftige de mange unge, der kommer ud på arbejdsmarkedet.”
Strategien var befriende klar om, hvad der kan ske, hvis Afrikas unge ikke har et rimeligt perspektiv for fremtiden.
Der står således, at ”en større indsats for børn og unge i Afrika og for bedre beskæftigelsesmuligheder er ikke blot en indsats mod fattigdom, men også en indsats mod radikalisering, ufred og illegal migration.”
Radikalisering, ufred og illegal migration er perspektivet, hvis der ikke gøres en tilstrækkelig indsats.
Først og fremmest af afrikanske regeringer og erhvervsfolk, men også af det internationale samfund og donorerne. En konsekvens af den rette indsats vil i øvrigt være gradvist faldende fødselstal. Men det tager tid, lang tid.
Regeringen vil ”sætte internationalt fokus på ungdom og beskæftigelse i Afrika som et tema for de forstærkede udviklingsindsatser i Afrika”, stod der i 2007.
Det blev fastslået, at Afrikas ungdom er en vigtig ressource, der kan bane vej for fremskridt.
”Det skal udnyttes, men det kræver fokus på børn og unges vilkår, rettigheder og muligheder, og her er uddannelse, specielt uddannelse af piger og kvinder, helt centralt”.
Der blev (naturligvis) sagt meget om en øget erhvervsrettet indsats og der blev bebudet øget programbistand til erhvervs- og landbrugssektoren.
Har vi fulgt løfterne?
Det kunne være interessant at få et seriøst bud på i hvilken udstrækning, Danmark har fulgt løfterne fra 2007-strategien. Der er jo skiftet statsminister og regering flere gange siden, men mig bekendt er der ingen, der har taget afstand fra løftet om at have mere fokus på beskæftigelse og ungdom.
Er det reflekteret i den konkrete bistand? Når jeg – uden at tjekke bistandsprogrammerne systematisk og uden de årsberetninger, der er afskaffede – ser tilbage på årene siden 2007, så har der øget fokus på nogle erhvervsindsatser, og herunder på samspillet mellem offentlige og private institutioner (Public-Private Partnership), men i øvrigt?
Jeg har ikke noget klart billede af et særligt ungdomsfokus eller af en dramatisk øget uddannelsesindsats. Det er i hvert fald ikke sket indenfor programbistanden.
Kom problemerne i forkøbet
Lige nu snakker vi af naturlige grunde nødhjælp og behovet for en stærkere humanitær indsats i nærområder.
Men den halvgamle strategi understreger om noget, at skal man komme store nye problemer i forkøbet, så handler det om et meget langt og et meget sejt træk. Metoden med at skifte fokus og anbefalinger hvert andet eller tredje år duer i hvert fald ikke.
Jeg ved ikke, om den nye udenrigspolitiske super-udreder, den danske ambassadør i Indien, også skal beskæftige sig med dansk udenrigspolitiks betydning for at Afrikas unge får et rimeligt perspektiv for fremtiden. Men jeg håber det. For det handler om indsatser af betydning for ”radikalisering, ufred og illegal migration”.
VK-regeringen var dengang meget klar: ”Hvis ikke der bliver skabt tilstrækkelige rammebetingelser for de mange børn og unge, er der risiko for, at deres energi bliver ledt i en negativ retning. De skal have et rimeligt perspektiv for fremtiden”.
