Afrikansk succeshistorie på randen af katastrofe

Det stolte etiopiske folk bryster sig ofte af at være et af de eneste afrikanske lande, som aldrig blev koloniseret, selvom det på et tidspunkt, fra 1936-1941, var besat af Mussolinis Italien. Det fremstår måske nok som et folk, men består i virkeligheden af en lang række forskellige etniske befolkningsgrupper bosat i hver deres region med et vist selvstyre og med deres egne regionale sikkerhedsstyrker.

Siden 80’erne har Etiopien gradvist ændret sit image fra at være et fattigt hungersnødsramt land til at blive en af verdens vækstøkonomier, som også har tiltrukket danske investeringer og ministerbesøg. Så længe den nuværende konflikt ikke er løst, er det dog tvivlsomt, om Etiopien kan opretholde de vækstrater, som de tidligere har præsteret

Etiopien er blevet sammenlignet med Jugoslavien – et kludetæppe af befolkningsgrupper, som bliver holdt sammen som nation af en stærk centralregering. Lad os inderligt håbe, at Etiopiens skæbne ikke ender lige så blodigt, som det skete i det tidligere Jugoslavien.

Dr. Abiy Ahmed som premierminister
Det begyndte ellers så godt. For tre år siden kom Etiopiens nye stærke mand, Dr. Abiy Ahmed, til magten og startede med at skabe håb og forventning blandt etiopierne om en lysere og mere velstående fremtid.

Det stod hurtigt klart, at Abiy havde visioner for et nyt og bedre Etiopien med bedre internationale relationer. Han afsluttede hurtigt konflikten med nabolandet Eritrea, som Etiopien efter en krig i 1998-2000 formelt blot havde våbenhvile med. En handling, som indbragte ham Nobels fredspris.

Den oprindelige konflikt har baggrund i uenighed om et landområde mellem de to lande, som begge gjorde krav på, men Etiopien har nu accepteret, at området ifølge en international aftale fra år 2000 tilhører Eritrea.

Ligesom sine forgængere i de seneste 28 år, tilhørte Abiy Ahmed partiet Ethiopian People’s Revolutionary Democratic Front (EPRDF), som var en koalition af partier, der primært repræsenterede Etiopiens fire største etniske regioner: Tigray, Amhara, Oromo og South.

Koalitionen har i lang tid formået at holde etniske spændinger i skak og har siddet på 99 pct. af alle pladser i parlamentet. Koalitionen har kunnet sidde på magten i så mange år, fordi uoverensstemmelser blandt de største befolkningsgrupper er blevet ordnet internt i koalitionen. I slutningen af 2019 blev EPRDF opløst af Abiy, og det nye Prosperity Party blev dannet som en koalition af en række af de tidligere grupper, som også var med i EPDF, plus en række andre etniske grupper, med undtagelse af repræsentanter for Tigray-regionen.

Tigrayerne var, selvom de er et mindretal i Etiopien, i spidsen for EPRDF i perioden fra 1989 til 2018 og regerede i den tid hårdhændet over Etiopiens andre mindretal. Officielt blev de inviteret med, men afslog at deltage, da de så deres tidligere dominans i EPRDF forsvinde i det nye parti.

Konflikten
I september 2020 besluttede regionalregeringen i Tigray-regionen at afholde lokalvalg til parlamentet. Valget blev kendt ulovligt af centralregeringen i hovedstaden, Addis Abeba, og set som et provokerende løsrivelsesforsøg. Efter kuldsejlede medieringsforsøg besluttede Etiopiens premierminister, dr. Abiy Ahmed, i november at indsætte hæren.

Etiopiens hær er en af de mest moderne og slagkraftige i regionen og deltager blandt andet i den Afrikanske Unions stabiliseringsstyrke i nabolandet Somalia og en række andre FN-missioner på kontinentet. Etiopien er af vesten i lang tid blevet set som et stabiliserende bolværk mod uro i regionen og især i forhold til islamisters dominans i Somalia og destabiliserende angreb andre steder i regionen. Specielt USA har været gavmilde i deres støtte til, hvad der kaldes sikkerhedssektoren – en støtte, som dog nu er sat på pause på grund af situationen i Tigray.

Tigray-provinsen styres af Tigray People’s Liberation Front (TPLF), som er en magtfuld politisk og militær bevægelse, hvis rødder går over 100 år tilbage, og som tidligere har været i spidsen for den nationale samlingskoalition EPRDF. En stor del af TPLF’s militære personel har tidligere været integreret og tjent i regeringshæren og har således både en god militæruddannelse bag sig samt decideret kamperfaring fra mange af hærens operationer.

Tigray-operationen blev igangsat den 17. november 2020 med en massiv offensiv mod regionshovedstaden, Mekele, hvor også lokalparlamentet havde sæde. TPLF valgte en strategisk tilbagetrækning til bjergrige områder i provinsen, og byen blev hurtigt erobret. Efter to-tre uger blev operationen erklæret for afsluttet, og ifølge regeringen var oprørerne nedkæmpet, og der var kun lidt ”oprydning” tilbage. Det var dog på ingen måde rigtigt. Seks måneder efter indrømmer regeringen nu, at de kæmper på mindst otte fronter i Tigray.

Da offensiven startede, blev der hurtigt etableret en nedlukning og et kommunikationsblackout som gjorde, at både mobil- og internettet blev slukket, og satellittelefoner er generelt forbudt i Etiopien, medmindre man har specialtilladelse. Tigray blev lukket for indrejse for både lokale og udlændinge. Det vil sige ingen medier eller journalister til at rapportere, hvad der sker og begrænsede muligheder for lokalbefolkningen for at sende informationer ud til omverdenen. Flere udenlandske medier beskriver situationen som ”a war without photos”.

Som følge af den dårlige adgang er det svært at få verificerede tal ud om situationen, men ifølge FN kan der være op til en million internt fordreven i regionen og over to millioner, som er afhængige af humanitær hjælp – hjælp, som har meget svært ved at komme frem. Flygtninge har svært ved at komme ud af Tigray. Der er kun kommet ca. 60.000 til Sudan og kun nogle få tusinder til naboregionerne i Etiopien. Situationen minder lidt om Biafra-krisen for 50 år siden, som var den første tv-transmitterede hungersnød, verden var vidne til.

Der siver kun langsomt information ud om, hvad der foregår i Tigray. Der berettes via BBC om systematiske overgreb på civile, deriblandt voldtægt og overgreb på kvinder og børn. Skoler bliver besat af regeringshæren og bliver brugt som lokale baser og til indkvartering af soldater, og kun få hospitaler og klinikker fungerer. Dette har resulteret i en G7-erklæring som fordømmer drab på civile, systematisk brug af voldtægt og bombning af internt fordrevne i Tigray og flygtninge fra Eritrea

I januar begyndte flere videoer at florere på de sociale medier, som viser henrettelsen af 30 ubevæbnede civile udført af bevæbnede mænd i uniform. Både France24 og Bellingcat har analyseret videoerne og lokaliseret, hvor i Tigray overgrebene fandt sted, samt hvem der stod bag. Deres analyse er baseret på den talte amhariske accent, typer af udstyr og våben og de uniformer, soldaterne bar på videoerne; og konklusionen er, at det var soldater fra regeringshæren, som stod bag.

FN’s menneskerettighedschef, Michelle Bachelet, har bedt Etiopien om uhindret adgang til Tigray for at kunne monitorere situationen og foretage en uafhængig vurdering af beviserne. Dr. Abiy bekræfter, at der har fundet krigsforbrydelser sted og at de skyldige vil blive straffet, dog uden at nævne hvem der specifikt står bag.

Da regeringen igangsatte offensiven i Tigray, accepterede den også samtidig, at den tidligere hovedfjende, Eritrea, sendte tropper og materiel ind i provinsen for at medvirke til nedkæmpningen af TPLF. Det er dog indtil for nylig blevet benægtet af regeringen, men nu bekræfter man aftalen i et tweet, samtidig med at man henstiller til, at alle eritreanske tropper forlader Etiopien. Der spekuleres i, om det bare er en skinmanøvre for at tage toppen af presset fra verdenssamfundet. Det er tvivlsomt, om regeringshæren kan udfylde det vakuum, som en tilbagetrækning vil skabe, og som sandsynligvis som vil resultere i, at TPLF vil generobre en række landområder.

Der er ingen udsigt til, at konflikten stopper. Begge parter er opsatte på at fortsætte kampen, og med TPLF’s guerilla-taktik med udgangspunkt i de bjergrige områder, bliver de næsten umulige at nedkæmpe. Samtidig forskanser regeringshæren sig i de større byer og har ingen planer om at forlade dem igen.

Befolkningen i Etiopien støtter langt hen ad vejen offensiven i Tigray, som de ser som en oprørsk provins, der skal sættes på plads og måske som en hævn over tidligere tiders undertrykkelse udført af tigrayanske ledere i den tidligere regering. Samtidig er der en række andre befolkningsgrupper, som også ønsker øget selvstyre, og som også har deres egne væbnede styrker. Det er blandt andet derfor, Abiy slår så hårdt ned i Tigray – man frygter simpelthen en dominoeffekt, som kan føre til landets opløsning.

Dæmningen og naboerne
De fleste kender nok Nilen som egyptisk, men rent faktisk består Nilen af to floder – den blå og den hvide Nil, som flyder sammen i Sudans hovedstad, Khartoum. Den fortsætter derfra nordpå gennem Egypten og ud i Middelhavet. I ly af Egyptens og Sudans politiske uroligheder og det arabiske forår, har Etiopien i stilhed opført et af Afrikas største infrastrukturprojekter i form af en dæmning, som kaldes the Grand Ethiopian Renaissance Dam.

Den skal opdæmme vandet i den blå Nil med henblik på at kunne producere bæredygtig elektricitet. Før projektet kan producere elektricitet, skal der opdæmmes milliarder af kubikmeter vand i et reservoir. Vand, som så ikke kan flyde ud i Nilen og dermed vil begrænse vandmængden i Nilen betydeligt. Både Egypten og Sudan er yderst utilfredse med Etiopiens planer og vil gerne have, at opfyldningen af reservoiret sker over en meget lang periode, så deres økonomi og landbrug ikke bliver helt så meget berørt.

Etiopien vil på den anden side gerne fylde reservoiret så hurtigt som muligt for at komme i gang med el-produktionen. Situationen har skubbet de tre lande ud i en større diplomatisk krise med Den Afrikanske Union og Den Demokratiske Republik Congo som mæglere. Men forhandlingerne er fastlåst og fører ingen vegne. Både det egyptiske og sudanesiske militær rasler med sablen, og der rapporteres om, at der forberedes et luftangreb på dæmningen, så vandet igen kan flyde frit. Etiopierne frygter et angreb, da det er næsten umuligt at beskytte dæmningen. Der skal bare én bombe til for at skabe et hul, som det vil tage måneder at reparere.

Oven i eller måske på grund af af dæmningskonflikten udnyttede Sudan, at de etiopiske styrker i slutningen af 2020 var optaget i Tigray. Sudaneserne rykkede ind i et grænseområde, som begge lande gør krav på, men som officielt har været underlagt Etiopien på baggrund af en tidligere fredsaftale.

Efter lidt kampe frem og tilbage og endnu en fordrivelse af befolkningen i området, generobrede etiopiske styrker området. Etiopien har nedtonet konflikten, da landet prioriterer at få løst dæmningskonflikten, som har et meget mere eksplosivt konfliktpotentiale. Ikke mindst nu hvor Egypten og Sudan har fundet sammen i en alliance mod Etiopien.

Truende katastrofe
Etiopien står over for en giftig cocktail både indenlands og i forhold til omverdenen. Fra at være en feteret nobelprismodtager er dr. Abiys’ stjernestatus for kraftig nedadgående internationalt på grund af dæmningskonflikten og konflikten i Tigray. Indadtil nyder han bred opbakning fra befolkningen i spørgsmålet om Tigray, men sidder samtidig på en eksplosiv krudttønde af etniske stridigheder, som truer med at splitte landet.

De store tabere er civilbefolkningen i Tigray, som på egen krop oplever grove overgreb og fordrivelser. Hvis ikke konflikten stopper og der for alvor bliver åbnet op for en storstilet humanitær indsats, samtidig med at donorer bakker op, står vi over for en sultkatastrofe, som ikke er set i Etiopien siden 1984.

Dengang var alle danskere chokerede over livebilleder af børn med opsvulmede maver og fluer i øjnene, samtidig med at de sang med på Nanna Lüders Jensens hjælpesang ”Giv en hånd til Afrika”.

Christer Lænkholm er senior humanitær rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp. 

“Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.”.

“POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.”