AIDS-fondet: Danmark skal fordoble bidraget til den Globale Fond

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

I et åbent brev beder AIDS-fondet udviklingsministeren om at fordoble det danske bidrag til den Globale Fond til bekæmpelse af HIV, tuberkolose og malaria. Det vil bringe os op på siden af Norge og Sverige.

Den Globale Fond finansieres af en række stater og private donorer. Med faste intervaller holder fonden såkaldte genopfyldnings-runder, hvor donorerne lover finansiering for en tre-årig periode. Tiden er nu kommet til den fjerde genopfyldnings-runde, der skal sikre fonden midler til perioden 2014-2016.

AIDS-fondet mener, at Danmark bør hæve sit nuværende bidrag på 145 milloner kroner til 300 millioner kroner om året i den kommende periode.

Læs det åbne brev herunder.

København 14. maj 2013

Kære Christian Friis Bach

Vi skriver til dig i anledning af, at den Globale Fond til bekæmpelse af hiv, tuberkulose og malaria netop har lanceret sin fjerde genopfyldnings-runde. Siden fondens oprettelse i 2002 har den stået bag meget bemærkelsesværdige resultater – et faktum, som du selv understregede på et debatmøde om dansk udviklingsbistand den 3. september 2012.

Det ér nogle af verdens bedste nyheder, at den Globale Fond siden sin begyndelse har finansieret hiv- medicin til 4,2 millioner mennesker. Mennesker, som sandsynligvis ikke ville have overlevet uden den solidariske håndsrækning fra borgere over hele verden, og som derfor kan fortsætte deres produktive og raske liv med hiv-virus under kontrol og med en langt lavere smitsomhed.

Også på andre områder har fonden excelleret: 9,7 millioner mennesker har modtaget TB-medicin, 310 millioner insekticid-behandlede net blevet distribueret, og udbredelsen af malaria er nær udryddelse i flere områder.

Vi har chancen for endegyldigt at knække de tre epidemier, hvis vi investerer de nødvendige midler nu. Venter vi, bliver flere mennesker smittet og dør unødvendigt, og omkostningerne vokser sig større.

Den Globale Fond er efter en gennemgribende reformproces og en revision af sin funding-model bedre gearet end nogensinde til at løfte opgaven sammen med regeringer i berørte lande – regeringer, som over en bred kam øger deres egenfinansiering til indsatsen. Den Globale Fond beder sine donorer om 15 milliarder dollars til indsatsen i 2014-2016. USAs præsident er parat til at lægge de 5 milliarder dollars, under forudsætning af, at de resterende donorer kan samle 10 milliarder.

AIDS-Fondet mener, at Danmark bør øge sit bidrag til den Globale Fond til 300 millioner kroner om året i perioden 2014-2016. Det svarer til en rund fordobling af det nuværende bidrag, som i 2011 blev sat ned til 145 millioner kroner, trods at Danmark på en officiel donorkonference i 2010 forpligtede sig til at bidrage med 175 millioner kroner per år – en reduktion, som du i dit svar på vores henvendelse i oktober lovede at have i tankerne i forbindelse med den nye donor-runde i år.

Med et beløb på 300 millioner kroner om året vil Danmark lægge sig tætter op ad Norge og Sverige, som hidtil har støttet den Globale Fonds arbejde med op til 1,5-2 procent af deres samlede udviklingsbistand. Vi henviser også til anbefalingerne i Danidas review af den danske hiv/aids-indsats fra maj 2011, hvor en øget støtte til fonden anbefales samt til Danidas ambition om at øge det multilaterale samarbejde generelt.

I sidste ende handler det om, hvorvidt vi ville være generationen, som havde muligheden for at stoppe disse epidemier, men som ikke gjorde det. Eller om vi vil gøre det arbejde færdigt, som vi er påbegyndt, et arbejde som er udtryk for en hidtil uset global solidaritet – at redde mennesker i de fattigste lande fra at dø af sygdomme, som vi kan forebygge og behandle, og dermed bane vej for udvikling og vækst.

Vi ser frem til dit svar.

Med venlig hilsen

Henriette Laursen Direktør

Læs mere om den Globale Fond til bekæmpelse af HIV, tuberkolose og malaria: http://www.theglobalfund.org/en/

og den fjerde genopfyldningsrunde:
http://www.theglobalfund.org/en/donors/replenishment/fourth/