Regeringen afsætter to millioner kr. til akut nødhjælp til de fordrevne i Irak. Pengene går til Dansk Flygtningehjælp, som igangsætter en akut nødhjælpsindsats for at sikre mad og vand til nogle af de mange civile, som er flygtet fra kampene.
Fødevarepakker, vand og frisk brød vil allerede søndag og mandag morgen blive uddelt til 1.000 familier i flygtningetransitlejre, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse søndag aften.
Op mod halvanden million er fordrevet i Irak, siden militante gruppers angreb begyndte i december sidste år.
Den seneste eskalering af volden i det nordlige Irak har yderligere forværret situationen, og hundredtusinder af civile er blevet det direkte mål for angreb.
Dansk Flygtningehjælp er tilstede i Irak, herunder i det kurdiske selvstyreområde, der modtager fordrevne fra andre dele af Irak.
Danmark har med søndagens bidrag i alt i ydet 30 mio. kr. til humanitære indsatser i Irak i år.
Den samlede nødhjælpsindsats koordineres gennem FNs Emergency Directors Group, som Dansk Flygtningehjælp er en del af. Organisationen deltog fredag i en hasteindkaldt FN konference om udvidelse af nødhjælpskapaciteten i Irak.
Minister så selv, hvor slemt det står til
Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) siger:
”Danmark var et af de første lande i verden til af bidrage med nødhjælp i Irak, da vi før sommerferien gav 20 mio. kr. til fordrevne. Den voldsomme eskalering af konflikten kræver nu, at hele det internationale samfund sætter ind – det handler om at redde helt uskyldige menneskers liv”.
“Jeg så selv under mit besøg i en flygtningelejr i Erbil i juni, hvor slemt det stod til allerede dengang. Siden da har situationen i Irak udviklet sig dramatisk og med de nye angreb i Ninewa provinsen i det nordlige Irak er hundredtusinder uskyldige irakere blevet direkte mål for volden”.
“Derfor reagerer vi nu med en akut indsats og viser vores solidaritet med ofrene for ISILs brutale fremfærd.”
Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, supplerer:
”Danmark har en lang historie for at yde et bidrag i verdens humanitære kriser, og det er yderst positivt, at Danida har været i stand til at mobilisere nødvendige ressourcer med kort varsel”.
“Med støtten fra Danida, og i tæt koordinering med FN, begynder vi nu en akut indsats, der skal redde liv på jorden”.
Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) lægger til:
“Situationen i Irak er dybt tragisk. Hundredetusinder af irakere er drevet på flugt som følge af ISILs barbariske overgreb, som både er rettet mod minoriteter og mod muslimer, der ikke deler ISILs ekstremistiske ideologi”.
“Det er meget afgørende at det internationale samfund handler hurtigt for at afværge en humanitær katastrofe”.