Serie: Verdensfattigdom i Afrika
Verdensbankens rapport ”Accelerating Poverty Reduction in Africa” (2019) handler om fattigdomsbekæmpelse og kortlægger årsagerne til fattigdommen i Afrika.
Denne artikel er en del af en serie skrevet af Knud Vilby med udgangspunkt i rapporten:
1. 135 millioner flere fattige afrikanere på 25 år
2. Alt for mange afrikanske kvinder får alt for mange børn og føder alt for tidligt
3. De forbandede naturressourcer
4. Sats på småbønderne i fattigdomsbekæmpelse
5. Børnefattigdom giver dårlige muligheder livet igennem
6. Vesten skabte Afrikas klimaændringer. Afrikansk vækst kan øge dem
7. De fattigste betaler for meget i skat. De rigeste betaler ingenting
8. Udviklingsbistanden pr. afrikaner falder trods voksende behov
9. Fødslerne og landbruget i fokus i kampen mod Afrikas fattigdom
Der bliver 30 millioner flere afrikanere hvert år i Afrika syd for Sahara. Hvert eneste år vokser befolkningstallet i gennemsnit med 2,7 procent.
Men der er store forskelle fra land til land. I Sydafrika er væksten kun 1,3 procent om året. Mens den i ørkenlandet Niger er på 3,8 procent.
Nigers demografiske historie viser, hvor hurtigt det kan gå. Ifølge FN-organisationen UNFPA havde Niger i 1969 4,4 millioner indbyggere, eller nogenlunde det samme som Danmark. I 2019 opgøres indbyggertallet til mere end 23 millioner. En fortsat vækst på 3,8 procent årligt vil betyde en fordobling af folketallet på kun 18 år. Altså 46 millioner i 2037, hvis ikke fødselstallene falder.
Fertiliteten i et land angiver, hvor mange levendefødte børn en kvinde i gennemsnit får i løbet af den fødedygtige alder. I 1969 var fertiliteten i Niger 7,6. I 2019 var den kun faldet til 7.1.
I Sydafrika var fertiliteten 5,7 i 1969, men den var helt nede på 2,4 i 2019. I nabolandet Botswana var der i tilsvarende periode et fald i fertiliteten fra 6,7 til 2,6.
Og i det kystløse Rwanda er fertiliteten i samme periode faldet fra 8,2 til 3,7. Men på grund af den tidligere meget høje fertilitet er der rigtigt mange helt unge i Rwanda. Derfor vokser befolkningstallet stadig med 2,5 procent om året. Gradvist vil væksten falde.
Rwanda havde i 1969 kun omkring 3½ million indbyggere. Trods et folkemord, som i 1994 førte til hundredtusinder af dræbte, er Rwandas befolkningstal i 2019 på næsten 13 millioner mennesker.
Befolkningsboom kræver økonomisk vækst
Tallene understreger det gigantiske drama, der udfolder sig i Afrika i disse år. Det er et drama, som fører til, at kontinentet på relativt få år fordobler sit befolkningstal. Det er også et drama, som fører til eksterne og interne flygtninge, fordi der ikke kan skabes jobs i takt med, at børn bliver voksne og kommer ud på jobmarkedet.
I Europa er det efterhånden almindeligt med årlige økonomiske vækstrater på en enkelt procent – lidt mindre eller lidt mere. I Afrika skal væksten i økonomi være mindst 2,7 procent om året, hvis man blot skal have det samme at deles om. Men så er man i øvrigt ret dårlige til at dele. Uligheden er i mange lande enorm.
Og mange mennesker står udenfor: Udenfor den formelle økonomi, udenfor det formelle arbejdsmarked og stort set uden uddannelsesmuligheder.
På plussiden fremhæves, at Afrika måske er klodens mest dynamiske kontinent, fordi det så klart er kontinentet med den yngste gennemsnitsalder i befolkningen. Og dynamikken mærkes i mange lande i en utrolig energi og i unge menneskers vilje og evne til at finde veje frem, hvor de fleste andre ville opgive. Men det er også en energi, der kan slå over i frustration. Og en energi som i øvrigt i mange lande fører til migration eller egentlig flugt, når det omkringliggende samfund ikke giver fremtidsmuligheder.
Forskellen på Afrika og Asien
Næsten alle verdens samfund har over tid gennemlevet en udvikling med stærkt faldende fertilitet. I traditionelle landbosamfund fik kvinderne næsten alle mange børn, men børnedødeligheden var ofte høj. Man taler om en demografisk transition eller overgangsperiode, og det typiske billede er, at i takt med økonomisk og social udvikling, samt faldende børnedødelighed, falder antallet af fødsler pr. kvinde.
Sådan er det også i Afrika. Det gennemsnitlige antal fødsler pr. kvinde er faldet fra omkring 7 i 1960 til 5 i 2015. Men i samme periode faldt antallet af børnefødsler pr. kvinde i Østasien fra knapt 6 til under 2.
En historisk frygt for overbefolkning i Asien forsvandt (næsten) i løbet af et par generationer. Til gengæld er frygten vokset i forhold til Afrika. For selv om mange afrikanske lande stadig er relativt tyndt befolkede, sluger befolkningstilvæksten al den økonomiske vækst, der er, og ofte mere til.
Alene at følge med i udbygningen af skole- og sundhedssystemer er for nogle lande en umulig opgave. Derfor vokser fattigdom og ulighed også i mange lande.
Forklaringen på, at fertiliteten falder meget langsommere i Afrika end i Asien, har også med fattigdommen at gøre. De sociale og økonomiske fremskridt har været mindre i Afrika. Og middelklassen, der typisk får færre børn, udgør en mindre andel i det enkelte land i Afrika end i Asien
Ifølge Verdensbankens nye rapport ”Accelerating poverty reduction in Africa” får fattige kvinder i Afrika typisk det første barn tidligere end kvinder i mere velstående familier, og i gennemsnit får de mindst dobbelt så mange børn, som de mere velstående (og veluddannede) kvinder.
Øget fertilitet betyder øget fattigdom
Kvinderne får typisk flere børn, end de selv har lyst til. Ifølge samme rapport føder afrikanske kvinder i gennemsnit to børn flere, end de selv ønsker, mens problemet med uønskede fødsler statistisk set næsten er forsvundet udenfor Afrika. Det uopfyldte behov for adgang til familieplanlægning er langt større i Afrika end på andre kontinenter.
Jo dårligere uddannelse en pige eller kvinde får, og jo tidligere hun får det første barn, des flere fødsler når hun også at få i løbet af hele hendes fødedygtige alder.
Millioner af afrikanske piger tvinges til alt for tidlige fødsler. I lande som Tchad og Mali og Niger er omkring to tredjedele af alle kvinder gift, inden de er 18 år gamle og måske op mod en tredjedel, inden de er fyldt 15. Det er samtidig lande, hvor kvinder i gennemsnit stadig føder 6-7 børn. (En senere artikel beskæftiger sig med samspillet mellem pigers sundhed, uddannelse og fertiliteten).
I vurderingen af udviklingen i befolkningstal og fertilitet bruger man begrebet ”fertility transition”, forstået som den overgangsperiode et samfund gennemlever fra meget høje børnetal og stor befolkningstilvækst frem mod lave børnetal og et stabilt befolkningsniveau.
Opgørelserne for Afrika viser, at kun fem lande (herunder Botswana og Sydafrika) har afsluttet denne overgangsperiode og er nede på fødselstal på mindre end tre pr. kvinde i gennemsnit. De fem lande repræsenterer kun seks procent af den samlede befolkning i Afrika syd for Sahara.
I den modsatte ende er der syv lande med godt 18 procent af Afrikas befolkning, som knapt er kommet i gang med transitionen, der betegnes som ”meget langsom eller spirende”. Det er Angola, Burundi, Tchad, Den Demokratiske Republik Congo, Mali, Niger og Somalia.
I 12 lande med 44 procent eller næsten halvdelen af befolkningen i Afrika syd for Sahara er transitionen langsom og usikker. I disse lande er fødselstallet pr. kvinde stadig mellem fem og seks børn. Gruppen af lande omfatter blandt andet traditionelle danske samarbejdslande som Tanzania, Uganda, Zambia, Mozambique og Malawi.
I lande, der rummer over 60 procent af Afrikas befolkning, går det altså slet ikke eller meget langsomt med at få bragt fertiliteten ned. Og alle økonomiske tal peger i retning af, at det betyder øget fattigdom.
For en del år siden viste en økonomisk analyse, at i det gamle danske samarbejdsland Tanzania krævede det reelt en økonomisk vækst på omkring syv procent årligt, hvis man for alvor skulle reducere fattigdommen. Så høj økonomisk vækst havde Tanzania i nogle år, men det er meget langt fra det normale.
Dette er den anden af ni artikler i serien om Verdensfattigdom i Afrika.
