Den danske regering bør benytte mødet med repræsentanten for Colombias regering til at kritisere alle de overgreb på menneskerettighederne, som finder sted i det sydamerikanske land, mener Amnesty Internationals danske afdeling.
Regeringshæren, de paramilitære grupper såvel som guerillaen, herunder FARC, er alle ansvarlige for overgreb, hedder det i en udtalelse til pressen tirsdag.
– Det er ikke nok kun at kritisere kidnapninger og drab begået af guerillagruppen FARC. Den danske regering bør benytte mødet med repræsentanten for Colombias regering til også at tage afstand fra de mange overgreb, der begås af regeringshæren og de paramilitære grupper i landet”, fremføres det i udtalelsen fra Amnesty Danmark.
Udtalelsen kommer på baggrund af reaktionerne fra Colombias regering på foreningen “Oprør”s støtte til guerillagruppen FARC.
– Guerillaen, herunder FARC, de paramilitære støttet af hæren og sikkerhedsstyrkerne viser komplet mangel på respekt for menneskerettighederne. Det kommer bl.a. til udtryk gennem drab på forsvarsløse civile, overgreb på menneskeretsaktivister og kidnapninger. Både den colombianske regering og guerillaen, herunder FARC, bør stoppe overgrebene og gå ind i reelle fredsforhandlinger. Ligesom alle parter i konflikten skal kritiseres for overgreb, så er det også vigtigt, at alle parter inddrages i en fredsløsning, anfører Amnesty International.
Amnesty International opfordrer alle, der beskæftiger sig med udviklingen i Colombia, til at tage afstand fra de menneskeretsovergreb, som såvel regeringen som guerillaen begår.
Amnesty opfordrer videre den danske regering til at følge op på kritikken af den colombianske regering på et møde om fred i Colombia, som bl.a. EU-landene deltager i den 9. november.
Seneste rapport om Colombia:
www.amnesty.org/library/Index/ENGAMR230402004
Yderligere oplysninger hos pressechef Stig Nielsen, Amnesty International, tlf. 33 45 65 65