Når udenrigsminister Kristian Jensen (V) sammen med Kongehuset og flere danske virksomheder i næste uge lander i Jakarta som en del af Danmarks første officielle statsbesøg i Indonesien, bør han udtrykke bekymring over Indonesiens chokerende stigning i brug af henrettelser.
Det mener Amnesty International, som i en ny rapport offentliggjort torsdag kan dokumentere, at flere af fangerne på Indonesiens dødsgang er dømt efter dybt uretfærdige retssager, hvor de ikke har haft adgang til advokatbistand, ikke har haft nødvendig tolkebistand, eller hvor tilståelser fremtvunget med vold er blevet brugt imod dem i retten.
”Samtidig med, at Danmark udvikler sit samarbejde med Indonesien, er statsbesøget en vigtig lejlighed for udenrigsministeren til at udtrykke bekymring over problemerne i retssystemet og over for sine indonesiske kollegaer tage afstand fra det seneste års henrettelser”, siger Trine Christensen, vicegeneralsekretær i Amnesty Danmark, i en pressemeddelelse.
Over 100 venter på dødsgangen
Efter i flere år at have afstået fra at gennemføre dødsstrafsdomme er
henrettelserne i Indonesien taget kraftigt til under præsident Joko Widodo, der ved sin indsættelse for et år siden erklærede kamp mod narkokriminalitet.Alene i 2015 er 14 mennesker henrettet for narkokriminalitet, til trods for at dødsstraf for narkokriminalitet strider mod international ret. 12 af de henrettede var udlændinge. Mere end 100 mennesker venter fortsat på dødsgangen.
”Indonesien afstumpede u-vending i brugen af henrettelser har allerede betydet døden for 14 mennesker, til trods for klare beviser for at de ikke fik en fair rettergang. Regeringen hævder, at den nøje følger international ret, men vores undersøgelser viser, at retssystemet er fyldt med fejl”, siger Josef Benedict, Amnesty Internationals direktør for Sydøstasien.
Amnestys nye rapport præsenteres på et pressemøde i Jakarta kl. 09 dansk tid den 15. oktober. Et eksemplar er desuden sendt til det danske udenrigsministerium forud for statsbesøget i Indonesien den 21. til den 24. oktober.