Amnesty: USA kan have begået krigsforbrydelser i Somalia

reaper-drone
Et bevæbnet, ubemandet fly af typer Reaper fra det amerikanske luftvåben. Denne type fly bruges i angrebne i Somalia.
Foto: US Airforce (Public Domain)
Laurits Holdt

20. marts 2019

Amnesty International kritiserer det amerikanske militær for hemmelighedskræmmeri i forbindelse med angreb i Somalia og mere end antyder, at den manglende meddelsomhed kan dække over mulige krigsforbrydelser.

Menneskerettighedsorganisationen har netop udgivet rapporten The Hidden US War in Somalia (LINK), der beskriver hvordan 14 civile somaliere er blevet dræbt og otte såret i fem af de flere end 100 luftangreb som USA har foretaget gennem de seneste to år.

Angrebene, der er udført med både ubemandede og bemandede fly, er foretaget i regionen Nedre Shabelle, der for størstedelens vedkommende er kontrolleret af militsgruppen Al-Shabaab.

Al-Shabaab er en fundamentalistisk islamisk gruppe, der er årevis har bekæmpet den internationalt anerkendte regering i landet og som bl.a. vil indføre en streng version af sharia som landets lov.

Ifølge Amnesty benægter det amerikanske militær, at der er civile ofre blandt de dræbte under angrebene.

”Vores afsløringer modsiger det amerikanske militærs mantra om nul civile ofre i Somalia. Påstanden fremstår endnu mere fantasifuld, når man tænker på, at USA har tredoblet sine angreb i Somalia siden 2016 og gennemfører flere end i Libyen og Yemen tilsammen,” siger Brian Castner, der er seniorrådgiver for våben og militære operationer i Amnesty International.

Rapporten er skrevet på grundlag af flere end 150 interviews med øjenvidner, efterladte, flygtninge, eksperter og amerikanske militærfolk. Desuden har folkene bag rapporten analyseret satellitbilleder, bombefarmenter og billeder.

Det amerikanske militær siger selv, at det går ekstraordinært langt i forhold til at undgå at ramme civile og at det overholder krigens love.

Ordre fra præsidenten

USAs præsident Donald Trump udstedte i marts 2017 en ordre om, at hele det sydlige Somalia nu anses som et aktivt kampområde. Det betød at militæret skruede op for antallet af angreb mod Al-Shabaab og at en beslutning om at angribe kunne træffes hurtigere, fordi der ikke skulle bedes om tilladelse højt oppe i det militære hieraki.

Ifølge en unavngiven forhenværende general i det amerikanske militær, så betyder præsidentens ordre også, at kravene til beskyttelse af civile er blevet lempet. Generalen siger videre i rapporten, at ordren kan have udvidet listen over potentielle mål til at omfatte alle mænd i landsbyer, der anses for venligt stemt over for Al-Shabaab. Det vil i givet fald være i modstrid med international humanitær ret, hedder det i rapporten.

Hvis generalens ord står til troende, så har det amerikanske militær og Amnesty International meget forskellige opfattelser af, hvem der er civile. Det betyder i princippet, at de parter kan være enige om, hvem der er blevet dræbt i et givent angreb – men samtidig være uenige om de er civile eller Al-Shabaab-medlemmer eller tilhængere.

Fra marts til udgangen af 2017 angreb amerikanerne 34 gange – flere angreb end i perioden 2012 til 2016. I 2018 var der 47 angreb og indtil videre er der registreret 24 angreb i 2019, skiver Amnesty International i rapporten.

Det amerikanske militær har selv undersøgt angreben, som Amnesty siger har kostet 14 liv, og konklusionen er, at ingen civile er blevet dræbt. Altså en fuldstændig afvisning af Amnestys rapport.

Menneskerettighedsorganisationen står dog ved sin rapport, der kan ses her.