Visa For Music
Africa Middle East Music Meeting
16.nov – 19.nov 2016
Rabat – Marokko
www.visaformusic.com
www.facebook.com/visaformusic
https://twitter.com/VisaForMusic
www.instagram.com/visaformusic/
Festivalens indledes officielt den første aften i nationalteatret i centrum af hovedstaden Rabat. Atmosfæren er formel og stiv med taler og taksigelser, og vi er alle sammen tvunget til at sidde pænt i lige rækker, men allerede under aftenens første koncert med Sekouba Bambino fra Guinea bliver det for meget for en gruppe vestafrikanske damer.
I salens venstre side rejser de sig og begynder begejstret at danse til musikken fra scenen. Samtlige pressefotografer nærmest overfalder den dansende gruppe kvinder – for her er der virkelig noget aktion, der vil tage sig godt ud på deres billeder.
De vestafrikanske kvinder bliver overgået i styrke og omfang to timer senere, da det jordanske rockband Jadal, som aftenens sidste band, går på scenen. Det viser sig, at de er meget populære blandt de tilstedeværende marokkanere, men helt ukendte for europæere og afrikanere syd for Sahara.
Salen er fuld, og ingen sidder længere ned, og stemningen når bristepunktet, inden det første nummer begynder. Derefter får vi arabisk rock, og så er festen endelig i fuld gang.
Jadals musikalske univers er en klassisk form for rockmusik, som vil virke genkendelig for vestlige ører. Ind imellem er der elementer af arabisk og mellemøstlig karakter, som vidner om bandets herkomst.
Festivalens scener
Visa For Music har i alt tre forskellige scener. Den ene er nationalteatret med en lidt formel atmosfære, mens de to andre scener er langt mere uformelle. De ligger begge to i biografen La Renaissance; den ene er placeret i en større sal i underetagen, mens den anden indtager caféen på første sal.
Mange af koncerterne i Café Renaissance er intime og eksperimenterende. Et godt eksempel er en fusion mellem punk og ørkenblues, der er opstået i samarbejdet mellem den franske punkrock gruppe Cheveu og Saharas Jimi Hendrix, Doueh.
Cheveu og Doueh mødte hinanden under et kunstnerophold i Dakhla, Vestsahara, fusionen er en symfonisk og nærmest mediterende punk, som flyder uforsonligt lavt over Saharas sandørken. Der findes desværre ikke nogen tilgængelige optagelser af deres samarbejde, men man kan lytte til Cheveu og Doueh hver for sig og gøre sig sine egne forestillinger.
Punk er normalt ikke det første, man kommer i tanke om, når det handler om afrikansk musik, men ikke desto mindre var der flere andre eksempler i den ende af den musikalske skala under Visa For Music. For eksempel The Dizzy Brains fra Madagaskar, hvis forsanger er en lille, tynd og ranglet fyr, der optræder i bar overkrop. Et øjeblik kunne man blive i tvivl om en ung Iggy Pop var genopstået fra Det Indiske Ocean.
I slutningen af koncerten var Eddy Andrianarisoa nær ved at kollapse på scenen af udmattelse, men alligevel gav The Dizzy Brains tre ekstranumre for at sætte et ordentligt punktum.
Skæringspunktet mellem forskellige kontinenter
Marokko ligger i det ene hjørne af det afrikanske kontinent. Det betyder, at vi ikke alene er tæt på den arabiske verden og Mellemøsten, men også har Europa lige på den anden side af Middelhavet. I festivalens program er der mange eksempler på, at vi befinder os i skæringspunktet mellem Mellemøsten, Europa og Afrika. For eksempel er der flere koncerter, som indeholder flamenco musik. Selvom flamencoens arnested er Andalusien i Sydspanien, har den rejst gennem hele Nordafrika og kan faktisk spores helt til det nordlige Indien. Det er en sand migrationsmusik.
Her på grænsefladen mellem Europa og Afrika fungerer flamencoen som en formidler mellem områder af verden, der ellers opfattes som forskellige og adskilte.
Den danske flamencoguitarist Jens Viggo Fjord skriver i sin bog "Flamenco – Poesi & Passion", at flamencoen begynder med et skrig. Det betyder, at der er fokus på sangen og sangerens stemme. Sangene handler oftest om tabt og ulykkelig kærlighed. Oprindeligt var flamencoen kun sang, men den har udviklet sig til at omfatte en række forskellige instrumenter og dans – man kan tale fire centrale elementer i flamenco: Stemmens skrig, hændernes klap, føddernes tramp og guitarens gråd.
I de seneste årtier har flamencoen blandet sig med andre genrer – især jazz. Her er forbindelsen oplagt, fordi begge genrer bygger på en stor grad af improvisation, og tilsammen skaber de en mere moderne og lettere tilgængelig form for flamenco. Et godt eksempel er Alaa Zouiten, som optrådte på Visa For Music.
Her høres det smukke instrument ”hænderne” tydeligt i baggrunden, og guitaren er ligeledes markant tilstede.
Alaa Zouiten er født i Casablanca i Marokko, men er uddannet i Tyskland. Han kommer musikalsk set fra jazz’en og har derfra bevæget sig i retning af flamenco.
En noget mere traditionel form for flamenco kunne opleves i koncerten med Ali Khattah. Han er en egyptisk musiker, der meget tidligt i sit liv blev draget imod flamenco og kombinerer den med en orientalsk-arabisk musiktradition.
Månedens klimaks for mange unge marokkanere
Festivalen i Rabat slutter lørdag aften med en eksplosion af en koncert med det algeriske band Labess. Allerede en time før koncerten begynder, er nationalteatret stuvende fyldt med unge marokkanske kvinder og mænd, og lydniveauet stiger kraftigt for at kulminere, da bandet kommer på scenen. Forsanger og frontfigur Nedjim Bouizzoul sætter sig midt på scenen og slår første tone an, men inden han når at åbne munden, synger publikum sangen som et simultant kor. Han holder inde og opfordrer publikum til at fortsætte – hele det marokkanske publikum kan tilsyneladende alle bandets sange udenad. Labess spiller en formidabel og veloplagt koncert, som varer flere timer.
Globalnyts deltagelse i festivalen Visa For Music i Rabat i Marokko blev gennemført med støtte fra Timbuktu Fonden.
