Bag om protesterne i Cuba, der overraskede regimet to uger inden nationaldag

gettyimages-1233952102
De regeringskritiske demonstrationer i Cuba blev mødt af støttedemonstrationer på tværs af kloden – her i Spanien, hvor demonstranter er samles foran den cubanske ambassade i Madrid den 12. juli.
Foto: Oscar Gonzalez/NurPhoto via Getty Images
Forfatter billede

25. juli 2021

Over tre dage markerer Cuba hvert år 26. juli; den dato, hvor cubanske oprørere ledet af Fidel Castro i 1953 angreb Moncada-kasernen, en militærbase i Santiago del Cuba. Angrebet blev startskuddet til en væbnet kamp, der fik navnet 26. juli-bevægelsen og som i 1965 gik sammen med Revolutionsrådet og Det Socialistiske Parti blev til Cubas kommunistiske parti, der i dag er det eneste tilladte politiske parti i landet.

I år forventes det, at regimet bruger 26. juli til at understrege, at de protester, der opstod blot to uger før nationaldagen, er blevet overvundet gennem moddemonstrationer og uden større indrømmelser fra præsidenten og lederen af det kommunistiske parti, Miguel Díaz-Canel. 

Díaz-Canel blev præsident i 2018 og overtog i april i år posten som leder af kommunistpartiet fra Raúl Castro, der blev valgt som præsident i 2008 efter broren Fidel Castro gik af på grund af sygdom. Da Fidel Castro døde i 2016, blev Raúl Castro tillige leder af kommunistpartiet.

Læs også: Podcast: Et Cuba uden en Castro: Hvad sker der nu?

Den udbredte utilfredshed med levevilkårene, der affødte demonstrationerne, har først og fremmest sin rod i en økonomisk krise, der som følge af blandt andet et corona-bestemt fald i turismen er yderligere skærpet. Årsagerne til såvel de økonomiske problemer og den udbredte utilfredshed er fortsat uløste.

Sjældne protester overrasker det cubanske styre
De regeringskritiske protester begyndte søndag den 11. juli og brød ud i San Antonio de los Baños i udkanten af Havana-området, da hundredvis af lokale beboere gik på gaden for at protestere mod gentagne strømafbrydelser og et fejlslagent vaccinationsprogram, som ikke har kunnet følge med den uventede stigning i antallet af Covid-19-tilfælde. 

De blev siden fulgt op af demonstrationer til støtte for regeringen såvel i hovedstaden Havana som i flere provinsbyer. Efter tre-fire dage med uro og protester, som affødte dramatiske overskrifter i verdenspressen, syntes situationen i Cuba igen at være rolig. Både protesterne og myndighedernes hårdhændede modsvar med fængslinger og tilbageholdelser lod til at være kulmineret, men tilbage står, at den økonomiske krise og levevilkårene for befolkningen har skabt en udbredt utilfredshed, der hurtigt kan udløse nye protester.

Det er svært at bedømme om protesterne alene er udtryk for social utilfredshed eller tillige er politisk vendt mod Cubas socialistiske styre. På videooptagelser kan man høre enkelte råb om ”frihed” og ”ned med diktaturet!” og slogans som libertad – patria y vida (frihed – fædreland og livet), der stammer fra en systemkritisk rapsang af en eksil-cubansk musikgruppe. Teksten lyder blandt andet: ”Ikke flere løgne, mit land ønsker frihed; ikke flere doktriner, nu skriger vi ikke ’fædreland eller døden’, men snarere ’fædreland og livet’” med tydelig reference til Fidel Castros ofte gentagne slogan ”fædreland eller døden” – patria o muerte.

Læs også: Cubas partitop er ikke glad for de nye rytmer

Demonstrationer mod regeringen er sjældne i Cuba, dels fordi uanmeldte og ikke-godkendte demonstrationer ikke er tilladte, og dels fordi potentielle deltagere derfor – antagelig med rette – frygter politiets indgriben mod oppositionelle demonstranter. Denne gang havde demonstrationerne et omfang uden historisk sidestykke. Vi skal helt tilbage til august 1994, hvor opstanden El Maleconazo – opkaldt efter Havanas kystpromenade – gennem demonstrationer, gadekampe og plyndringer rystede Cuba, der som følge af Sovjetunionens opløsning og deraf ophøret af det tætte sovjetisk-cubanske økonomiske samarbejde blev kastet ud i en dyb økonomisk krise. Fidel Castro opsøgte dengang demonstranterne i et forsøg på at skabe dialog og annoncerede siden, til stor overraskelse, at enhver frit kunne forlade østaten. I de følgende dage stævnede op imod 35.000 cubanere ud på blandt andet tømmerflåder med kurs mod Miami i USA.

Spontane eller dirigerede demonstrationer?
Et spørgsmål, der har svævet ubesvaret i luften, er, om protesterne, der ifølge BBC omfattede mere end 40 demonstrationer, var spontane eller snarere resultatet af en webkampagne igangsat fra udlandet. En spansk IT-analytiker, Julian Macías Tovar har ifølge den latinamerikanske multimedieplatform teleSUR optrevlet kampagnen, der med start den 10. juli på kort tid spredte tusindvis af tweets, som opfordrede til protest under hashtagget #SOSCuba.

Siden den cubanske revolution i 1959 satte en stopper for den amerikanske dominans, har USA forsøgt at genvinde fordums kontrol over Cuba – mest spektakulært med den mislykkede invasion i Svinebugten i 1961. Men selvom protesterne nok var tilskyndet af anticubanske kræfter i USA, visse eksilcubanere og oppositionelle i Cuba, har opfordringer til protester mod regeringen kun kunnet vække genklang i et sådant omfang denne gang på grund af en udbredt utilfredshed over levevilkårene blandt den almindelige befolkning.

Samme dag, som protesterne brød ud, spredte de sig hurtigt til store dele af øen takket være blandt andet sociale medier og internettet. Da demonstranter i byen Cárdenas, 120 kilometer øst for Havana, væltede en politibil, blev billeder heraf spredt på internettet og udlagt som et angreb på regering og myndigheder, der omvendt stemplede urolighederne som ”vandalisme”. I stedet for at omtale eller forholde sig til demonstranternes krav fokuserede de statslige medier i første omgang på de efterfølgende plyndringer af statsejede såkaldte dollarbutikker, som på en gang synes at være forjættede og forhadte. For mange cubanere er butikkerne den eneste mulighed for at købe basale fornødenheder, men til markant højere priser end i de almindelige statsbutikker, hvor varepriserne er subsidierede.

Præsident Díaz-Canel gik på gaden og søgte på direkte TV dialog med demonstranterne og udtrykte en vis forståelse for befolkningens frustrationer, men understregede samtidig, at protesterne var iscenesat fra Miami og Washington for at destabilisere Cuba og opfordrede befolkningen til at modstå og ”konfrontere alle provokationer”.

”Vi opfordrer alle revolutionære i landet, alle kommunister, til at gå på gaden overalt, hvor der er forsøg på at fremtvinge provokationer,” lød det fra præsidenten.

Som modtræk til de regeringsfjendtlige protester organiserede kommunistpartiet og især den kommunistiske ungdomsorganisation moddemonstrationer til støtte for styret, og fra onsdag den 14. juli marcherede tusinder i gaderne i Cubas større byer på initiativ af og til støtte for regering og kommunistpartiet. På videooptagelser formidlet af det statslige cubanske TV og håndholdte mobiloptagelser spredt via sociale medier på internettet synes pro-regeringsdemonstrationerne, ikke overraskende, at være markant større end de regeringskritiske demonstrationer de første dage. Og hvor de oppositionelle demonstrationer var præget af unge, deltog både unge og ældre i demonstrationerne til støtte for systemet.

FN-chef opfordrer til løsladelser og undersøgelse af dødsfald
Brugere på sociale medier transmitterede sideløbende optagelser af sikkerhedsstyrker, der tilbageholder, slår og bruger peberspray mod demonstranter. Menneskerettighedsorganisationen Cubalex, stiftet i 2010 i Cuba, men siden 2017 baseret i USA, rapporterede om i alt 148 anholdte i de første dage og siden op mod 200 anholdte. Kilder fra det eksil-cubanske miljø i Miami og Florida meldte om over 5.000 anholdte; det synes dog at være en bevidst overdrivelse for at tilskynde den amerikanske opinion til at kræve, at Biden-administrationen fordømte, ja endog invaderede Cuba.

En 36-årig mand døde under et sammenstød mellem politi og demonstranter tirsdag den 13. juli, da “organiserede grupper bestående af antisociale og kriminelle elementer” nærmede sig en politistation i en forstad til Havana angiveligt for at angribe stationen, skriver det statsejede cubanske nyhedsbureau, som nyhedsbureauet Reuters citerer. 

Fem dage efter demonstrationerne brød ud, opfordrede FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Michelle Bachelet, den cubanske regering til straks at løslade de mere end 100 anholdte demonstranter og tilbageholdte journalister. Hun opfordrede også til en uafhængig og transparent undersøgelse af dødsfaldet og opfordrede myndighederne til at genetablere adgangen til internettet, der var blevet lukket i forbindelse med protesterne.

Coronakrisen har forværret Cubas økonomiske problemer
Siden den gradvise åbning i 2015 er adgang til internettet nu næsten landsdækkende, og er – sammen med udbredelse af mobiltelefoner – den vigtigste årsag til, at de tilsyneladende få, spontane protester hurtigt kunne spredes til hele øen, hvilket flere iagttagere også har påpeget.

Samtidig har kontrollen over internettet også været afgørende for myndighedernes mulighed for at stoppe protester. Allerede på førstedagen lukkede myndighederne kortvarigt ned for adgangen til internettet, og senere varede det såkaldte ”internet blackout” flere døgn. Ifølge Ritzau og AFP blev internetadgangen delvist genetableret efter tre dage, mens sociale medier som Facebook og Twitter var blokerede i yderligere nogle dage.

Mens netadgangen kan forklare protesternes omfang, skal årsagen til protesterne findes et andet sted. Her peger BBC på coronakrisen og den økonomiske situation.

Sidste år lykkedes det de cubanske sundhedsmyndighederne at holde Covid-19 under kontrol gennem isolation og karantæne af smittede og ved at lukke ned for udenlandsk turisme uagtet de store økonomiske konsekvenser. Cuba havde en markant lavere smitte end de fleste andre latinamerikanske lande og var endda i stand til at sende flere end 3.000 læger og sygeplejersker til over 30 lande – også europæiske – for at hjælpe med at bekæmpe Covid-19 i pandemiens første år.

I de seneste uger er smittetallene i Cuba imidlertid nærmest eksploderet. Det er svært at sammenligne corona-tal fra et land med tallene fra et andet land, men med en befolkning på 11 millioner – cirka det dobbelte af Danmarks – forlød det officielle tal alene for søndag den 11. juli 6.750 smittetilfælde og 31 døde. Omkring 6.000 nye smittede per døgn har på det seneste været normalen. Alene de første tre uger af juli tegner sig for 100.000 af de i alt 300.000 smittede i Cuba, siden det første tilfælde blev registreret for 16 måneder siden. Dertil kommer, at blot 19 procent af befolkningen er fuldt vaccinerede. De mange smittede og de efterfølgende dødsfald har bragt mange sundhedscentre tæt på sammenbrud.

Det stigende antal smittede skyldes utvivlsomt, at man – tilskyndet af behovet for udenlandsk valuta – lukkede op for blandt andet russiske turister, hvilket har medført en kraftig smittestigning.

De udeblevne turister er den vigtigste grund til at landets økonomiminister tidligere i år måtte oplyse, at Cubas økonomi havde oplevet et fald på ikke mindre end 11 procent i 2020, det største økonomiske tilbageslag siden begyndelsen af 1990’erne, hvor Sovjetunionens kollaps fik meget alvorlige følger for den cubanske økonomi. Udover den svigtende turisme har en dårlig sukkerhøst og følgende fald i eksporten yderligere mindsket tilgang af udenlandsk valuta. 

Sammen med stigende priser på fødevarer globalt betyder Cubas reducerede udenlandske valutareserver dårligere mulighed for import, der kan afværge blandt andet fødevaremangel og imødekomme den udbredte utilfredshed med levevilkårene. 

Blokaden er det springende punkt
Men først og fremmest er den økonomiske krise langvarig og skyldes primært USA’s økonomiske sanktioner mod Cuba, der har varet mere end 60 år og er den historisk længste handelsembargo mod noget land. Blokaden, som sanktionerne kaldes i Cuba, blev iværksat i 1961, knap to år efter at Batista-regimet var styrtet, og den cubanske regering havde gennemført nationaliseringer af blandt andet amerikansk ejede olieraffinaderier. I 1962 blev embargoen udvidet til at omfatte næsten al eksport med det formål at knække den cubanske økonomi, så cubanerne ville rejse sig mod Castros revolutionære regering.

Gennem årene er blokaden løbende strammet – som den eneste lempede Obama den – af amerikanske præsidenter, og FN har opgjort, at blokaden har kostet landet mindst 130 milliarder dollars gennem årene. Alene i 2020 er Cubas tab og ekstraudgifter på grund af blokaden beregnet til 5,5 milliarder dollars – svarende til knap 100 millioner kroner hvert døgn.

Siden 1992 har FN’s Generalforsamling hvert år vedtaget en resolution, der fordømmer embargoen og erklærer den i strid med FN-pagten og folkeretten. Israel er det eneste land, der rutinemæssigt har sluttet op bag USA ved at stemme imod resolutionen. I 2020 blev afstemningen aflyst på grund af Covid-19-pandemien, men i år fandt den sted så nyligt som den 23. juni, og Generalforsamlingen vedtog, at USA’s økonomiske blokade mod Cuba skulle ophøre. 184 medlemslande stemte for; USA og Israel stemte imod, mens Colombia, Ukraine og Brasilien undlod at stemme.

USA’s udenrigsminister Mike Pompeo annoncerede få dage før magtoverdragelsen fra Trump til Biden, at USA igen ville sætte Cuba på listen over stater, som ”sponsorerer terrorisme”. USA fjernede ellers Cuba fra denne liste i 2015 efter tilnærmelser og forhandlinger mellem de to nabolande i Barack Obamas regeringstid. Sammen med yderligere 243 restriktioner omgjorde Trump-administrationen derved i sidste time den sidste reelle forbedring i forholdet mellem de to lande. Sidst Cuba befandt sig på listen, betød det, at USA anlagde retssager mod europæiske banker og investorer og idømte dem milliardbøder for at handle med Cuba. Med Joe Bidens som præsident ventede mange iagttagere, at USA ville genoptage Barack Obamas mere imødekommende politik over for Cuba. Det er imidlertid ikke sket, og Cuba syntes indtil de seneste protester ikke at have særlig høj prioritet i Bidens udenrigspolitik.

Hvad nu, Cuba?
Mens de regeringskritiske protester ebbede ud og gaderne i Cubas byer blev overtaget af regeringsvenlige demonstranter, fortsatte eksil-cubanere deres demonstrationer i Miami. Realpolitisk synes det usandsynligt, at Biden-regeringen trods eksilcubanernes krav vil gribe til yderligere magtmidler end den årelange økonomiske blokade mod Cuba.

Selvom protesterne er ebbet ud for denne gang, rapporterer vestlige journalister om fortsat omfattende utilfredshed over levevilkårene blandt cubanerne. Regeringen forsøgte at imødekomme den ved onsdag den 14. juli at ophæve told på importerede fødevarer og medicin og komme med – mere vage – løfter om forbedret mad- og elforsyning. Ophævelsen betyder, at privatpersoner, der rejser fra USA til Cuba medbringende mangelvarer især fødevarer, medicin og hygiejneartikler, nu fritages for importtold, men det markante fald i flytrafikken på grund af Covid-19 gør, at ophævelsen næppe vil spille en rolle, da mængden af importerede varer ikke kan imødekomme behovet.

Måske vil præsident Díaz-Canel – sekunderet på podiet i Havana af sin forgænger, den nu ellers pensionerede Raul Castro – under fejringen af årsdagen for angrebet på Moncada-kasernen mandag den 26. juli ikke kun opfordre til fortsat folkelig opslutning om den cubanske revolution, men måske også løfte sløret for, hvordan generationsskiftet både i kommunistpartiet og bredere i befolkningen vil forløbe.

De seneste protester synes at vise, at de ældre i højere grad end de unge midt i en økonomisk krise med afsavn og dårlige levevilkår husker og værdsætter den cubanske revolutions landvindinger, mens de unge med deres digitale adgang til omverdenen håber på et reelt generationsskifte i cubansk politik.

Tue Magnussen er cand.mag.