Det var med i USAs planer, men ikke i EUs: Mennesker i Mellemøsten vil gerne have demokrati, skriver Berlingske Tidende indledningsvis i sin ledende artikel torsdag og fortsætter:
NÅR Mellemøsten genlyder af råb om demokrati og for første gang i årtier synes at være inde en udvikling, der peger væk fra stadig mere vold, diktatur og formørkelse, er det ret simpelt at fastslå den ydre årsag. Den hedder USA.
Tilsvarende ukompliceret er det desværre at pege på den verdensdel, der i forhold til sine demokratiske idealer, sine humanitære ambitioner og sin materielle formåen har absolut mindst at være stolt af i Mellemøsten. Den hedder Europa.
Fra Libyen i vest til Afghanistan i øst er despoter på tilbagetog. I Irak er gennemført noget ellers uset i den arabiske verden: et frit og demokratisk valg. I både Jordan og Saudi-Arabien er der tegn på spinkle demokratiske tøbrud. I Egypten taler magthaverne nu om demokratisk valg af næste præsident.
I regionens mest sprængfarlige hjørne, Israel og de palæstinensiske områder, er de faktorer, der udgør nødvendige forudsætninger for enhver varig fred, mere synlige end i lange, lange tider.
Og i Libanon har en tilsyneladende ægte folkelig og vestlig-demokratisk inspireret rejsning på få dage gjort besættelsesmagten Syrien blød i knæene. Syriens diktator, Bashar al-Assad, optræder pludselig med en ydmyghed, man ellers ikke har forbundet med hans og faderens regime.
Det er endnu for tidligt at tale om Mellemøstens 1989. Det demokratiske forår i den plagede verdensdel er endnu alt for vaklende og spredt, til at man kan tale om en inerti, der ikke kan vendes. Mellemøsten er international hovedleverandør af nyheder, der skuffer alle gode kræfter i verdenssamfundet.
Ikke desto mindre skal man have en meget negativ dagsorden for at afvise, at der for tiden opbygges et enestående positivt momentum i Mellemøsten.
Man kan ikke give den amerikanske præsident George W. Bush æren for, at Mellemøstens folk sukker efter politisk frihed og materiel fremgang.
Men man kan give ham og hans administration æren for at have anerkendt og insisteret på, at det netop forholder sig sådan – nemlig at muslimer i Mellemøsten som mennesker alle andre steder ønsker at leve uden diktatorer og åndelig undertrykkelse.
Bushs strategi for at kræve demokrati overalt er blevet latterliggjort og kaldt uintelligent på højeste steder i Europa. Irak-invasionen er især blevet lagt for had som det militære eksempel på, at vestlig sikkerhedspolitik kan og bør forenes med krav om udbredelsen af politisk frihed og borgerrettigheder.
EU har til sammenligning spillet en lidet glorværdig rolle. Eller værre: Europæiske regeringer har med deres politik på mange punkter forsinket en positiv vending i Mellemøsten.
Det er på høje tid, at EU begynder at gøre op med sin fodslæbende, uddaterede holdning til Mellemøsten specielt og generelt til hele spørgsmålet om Vestens ret og pligt til at arbejde for demokratiets udbredelse, slutter Berlingske.
Lederen stod i Berlingske Tidende torsdag den 3. marts 2005.
