“Det heldigste, man i dag kan være i Afghanistan, er en tilrejsende kvinde.”
Sådan skriver Åsne Seierstad i sin nye bog om Afghanistan, hvor det kan synes, at indfødte kvinder omvendt er noget af det uheldigste, man kan være. I hvert fald hvis man ønsker at gå i skole, have et job og sin frihed i behold.
I Afghanerne er Åsne Seierstad taget tilbage til Afghanistan 20 år efter hendes gennembrudsroman Boghandleren i Kabul. De to besøg falder sammen med Afghanistans mest dramatiske begivenheder i nyere tid – da Taliban blev sat fra magten i 2001, og da de tog den tilbage i 2021.
Men der er intet dramatisk over den 53-årige norske journalist, som hun sidder i sin pink striktrøje under matchende strikvest med benene trukket op under sig på Politikens Forlags grå sofa. Her, 5.000 kilometer fra de mennesker hun har brugt måneder med, og hvis skæbner hun har strikket et dystert portræt af Afghanistan sammen af, kan hun se Taliban stramme grebet yderligere om særligt kvindernes rettigheder.
Hvad betyder den ændring, når den er gemt væk inde i et hoved bag fire vægge i et hus
“Det er meget lidt, som har ændret sig. Store dele af befolkningen er jo Taliban. Så de er glade og har ikke udviklet sig i nogen særlig grad. Så er der den enorme gruppe af fattige, som hverken er det ene eller det andet. Nogen har utvivlsomt fået det bedre, fordi der ikke er krigshandlinger, men den store taber er middelklassen,” forklarer Åsne Seierstad.
“Men der er jo ingen store protester i gaderne. Så ja, middelklassen har ændret sig. De er blevet bedre uddannet og har smagt på friheden, men de er bange. Så hvad betyder den ændring, når den er gemt væk inde i et hoved bag fire vægge i et hus?” spørger hun og holder hænderne op som et bur om sit hoved.
En ung kvindes liv aflyses
Når Åsne Seierstad beskriver sig selv som heldig, er det fordi hun som vestlig kvinde har adgang til både mænd og kvinder i Afghanistan, samtidig med at hun – endnu – kan rejse frit omkring og ikke mindst forlade landet igen.
Hun er den, som begynder sit liv nu, og som føler, at hendes liv på en måde bliver aflyst
Afghanerne
Åsne Seierstad vender i sin nye bog tilbage til Afghanistan, 20 år efter at hun skrev den internationale bestseller Boghandleren i Kabul, og fortæller historien om dem, der flygtede, og dem, der blev tilbage.
Da Kabul faldt, og Taliban overtog magten i Afghanistan i august 2021, fik Jamila plads på det første fly til Norge. Samtidig indtog krigsherren Bashir hendes hjemby. En kvindelig studerende med kun et semester tilbage på universitetet blev sendt hjem. Der fik hun besked på at gifte sig med en ukendt mand.
I Afghanerne møder vi Jamila, som er selvproklameret islamisk feminist og flygtet til Norge. Vi møder bogens store scoop Taliban-krigeren Bashir, som Åsne Seierstad kommer helt tæt ind på livet af. Men som Åsne Seierstad siger, så er det egentlig 20-årige Ariana, det hele handler om. Hun er vokset op i et liberalt Kabul med muligheder for uddannelse, men pludseligt får hun taget alt fra sig, lige inden hun skulle have afsluttet sin uddannelse som jurist.
“Hun er den, som begynder sit liv nu, og som føler, at hendes liv på en måde bliver aflyst,” forklarer Åsne Seierstad. “Jeg lider med hende på en måde, jeg ikke gør med de andre.”
Det var ellers ikke meningen, at Ariana skulle med i bogen. Seierstad havde allerede fundet sine to hovedpersoner, Jamila og Bashir, som med hvert deres verdenssyn repræsenterer kamp om Afghanistans folkesjæl.
Åsne Seierstad mødte Ariana på et kursus i Afghanistan, hvor afghanske kvinder forsøgte at håndtere deres mentale traumer efter Talibans magtovertagelse og deres indskrænkede rettigheder med mindfulness og meditation. De skulle lukke øjnene og forestille sig at være på en strand.
Efter timen præsenterede Ariana sig for Åsne Seierstad på flydende engelsk. Hun havde hørt, at den norske journalist var ved at skrive en bog.
“Så Ariana tvinger sig ligesom ind på mig og siger ‘hør på mig, se på mig, hjælp mig’. Hun er en virkelig stærk repræsentant for sin generation og for unge kvinder. Og så måtte jeg finde plads til hende. Men som bogen skred frem opdagede jeg jo, at det var hende det egentlig handlede om.”
Krigskorrespondent ved et tilfælde
Krig har spillet en stor rolle i Åsne Seierstads journalistiske virke. Udover Afghanistan blev hun kendt i Danmark, da hun i TV-Avisen rapporterede fra Irakkrigen. Inden det havde hun været i Kosovo, da Jugoslavien slog sprækker.
Det er ikke så meget konflikten, jeg er interesseret i. Men når der sker store verdensomspændende begivenheder, så vil jeg gerne beskrive historien as it happens
Men det var som ung, fattig freelancejournalist baseret i Rusland, at hun ved et tilfælde prøvede kræfter som krigskorrespondent, da Rusland invaderede Tjetjenien første gang i 1994.
“Jeg er jo egentlig ikke en særlig konfliktfyldt person. Jeg er faktisk ret konfliktsky. Det er ikke så meget konflikten, jeg er interesseret i. Men når der sker store verdensomspændende begivenheder, så vil jeg gerne beskrive historien as it happens,” fortæller hun.
“Jeg havde aldrig hørt om Taliban før den 11. september.”
Vil ikke være en pariastat
Virkeligheden har på mange måder fortsat den udvikling, Åsne Seierstads skitserer. Skridt for skridt indskrænkes kvinders muligheder og frihed. På det seneste er det blevet forbudt for NGO’er at have kvindelige ansatte, og det er ikke længere muligt for kvinder at tage adgangsprøve til private universiteter.
Men de nye angreb på kvindernes rettigheder har også splittet ledelsen i Taliban. I februar gik den magtfulde indenrigsminister Sirajuddin Haqqani som en af styrets egne for første gang ud og kritiserede Taliban-styret i Kandahar for, at situationen i landet er “uudholdelig”. Haqqani bliver i Åsne Seierstads bog flere gange beskrevet som en af landets mest blodige figurer, ikke mindst på grund af hans centrale rolle i Talibans systematiske brug af selvmordsbombere.
Seierstad mener, at Haqqani frem for alt er en stor manipulator. Så hun giver ikke meget for hans nyvundne kampgejst på vegne af den afghanske befolkning.
“Jeg vælger at tro, at han også er kynisk og strategisk nok til at ønske kvinders tilstedeværelse i Afghanistan, for han vil ikke være en pariastat. Han er ambitiøs, han er optaget af penge og magt, og han vil kunne rejse frit til Abu Dhabi, Dubai og Mekka med hovedet højt hævet.”
Forandringer kan kun komme fra Taliban selv
I det hele taget mener forfatteren, at det eneste sted, store forandringer kan komme fra i Afghanistan, er fra Taliban selv. Ifølge Seierstad er det en stor fejl, at stort set alle lande har lukketderes ambassader i landet.
“Vi burde aldrig have forladt Afghanistan. Sådan er diplomati, og det er ikke nogen straf for Taliban, at vi ikke er der. Det havde jo i stedet været en støtte for de sårbare afghanere, hvis ambassaderne faktisk var der,” siger hun.
I Afghanerne kritiserer hun Bonn-aftalen om Afghanistans regering, som blev underskrevet i 2001. Her havde ingen inviteret Taliban, da magten skulle deles. Og det virkede heller ikke dengang.
Der er ikke en løsning, som ikke involverer Taliban. De eneste, der kan ændre noget, er Taliban selv
“Det er klart, at det ikke var et levedygtigt system, som der blev lagt op til dengang, hvor alt der lugtede af Taliban skulle holdes ude. Så var der ikke nogen anden mulighed for dem, som ønskede magt end at bruge våben,” mener Åsne Seierstad.
“Sådan er det også i dag. Der er ikke en løsning, som ikke involverer Taliban. De eneste, der kan ændre noget, er Taliban selv. Og de vil ligesom Haqqani være interesseret i at rejse frit i særligt den muslimske verden.”
I hus med Taliban
Under arbejdet med Afghanerne har Åsne Seierstad været i Afghanistan over tre længere besøg, hvor hun som en nutidshistoriker samler vidnesbyrd ind i endnu en brydningstid. Meget af tiden er gået med bogens store scoop – talibaneren, faren, og terroristen Bashir, der har været kommandant for 2.000 krigere.
Havde Seierstad mødt Bashir inden talibans magtovertagelse, havde han med al sandsynlighed kidnappet hende, som han joker med. I stedet inviterede han hende overraskende åbent ind i sit hus, hvor hans koner fortæller om jihad og griner af, at den 4-årige datter har fået pisk af koranlæreren for ikke at sidde stille.
“Jeg er mest optaget af at få mest mulig information om det, der sker og skete. Jeg er der jo ikke for at reformere en familie eller redde nogen,” siger hun.
Hør podcast: “Allah er over alt, bare ikke i Afghanistan”
“Men Bashir var intelligent. Han var meget belæst i jihadistisk islam, og han spurgte enormt meget ind til mit projekt, hvorfor jeg ville skrive en bog om ham, og om jeg havde noget imod muslimer. Men så åbnede han også helt op for sig selv og sit hjem. I hvert fald om de ting, han gerne ville tale om. Han taler jo ikke konkret om alle sine forbrydelser, og om hvem han har bortført. Og det kan nok handle om, at krigen ikke nødvendigvis er ovre.”
Ikke altid krig i Afghanistan
En ting som man bliver lykkeligt mindet om i Afghanerne er, at der ikke altid har været krig i landet. Således graver Åsne Seierstad den 40-årige fredsperiode frem under Kong Zahir Shah fra 1933 til 1973, ligesom hun fortæller om det progressive regentpar, dronning Soraya Tarzi og kong Amanullah Khan, som regerede i en kort men spektakulær periode fra 1925 og tre år frem til deres henrettelse. Under Soraya og Amanullah blev burkaen forbudt, og magthaverne udholdte ikke bare synet af kjoler . Dronning Soraya gik selv i dem.
Der har ikke altid bare været krig. Der har været uro og fattigdom, men det er Sovjetunionens indmarch, der er starten på den store tragedie, som USA og Vesten også spiller en rolle i
“De sidste 40 år har været med forfærdelig krig, men inden det havde Afghanistan 40-50 år med fred og måske ikke en rivende udvikling, men der var et folk med et udviklet mindset. Så ideerne er ikke vores. Der har altid været kulturkamp og modkræfter i Afghanistan,” forklarer Åsne Seierstad. Og det har været vigtigt for hende at fortælle med sin bog.
“Det historiske billede, vi har, kan godt blive lidt uretfærdigt mod Afghanistan. Der har ikke altid bare været krig. Der har været uro og fattigdom, men det er Sovjetunionens indmarch, der er starten på den store tragedie, som USA og Vesten også spiller en rolle i.”
Håb for Ariana
For nu har Taliban vundet i magten Afghanistan. Og Ariana, hvis lidelser Åsne Seierstad bærer med sig videre, forvist til at leve i et landt med ikke bare en politisk krise, men hvor befolkningen også sulter, mangler arbejde og har svært ved at holde kulden fra døren. Alt imens det meste af verden vender landet ryggen.
Selvom en hel ungdomsgeneration er vokset op med et mere liberalt styre og mulighed for uddannelse, er Åsne Seierstad ikke sikker på, at det efterlader Afghanistan med bedre kort på hånden end for 20 år siden.
“Der er håb for Ariana, for der er altid håb for et menneske. Men er der håb for Afghanistan som sådan? Sandsynligvis ikke. Jeg kan ikke lide at sige det. Men så igen, der kan også ske meget på 20 år. Hvem havde set krigen i Ukraine komme og alt, hvad den har ført med sig?”
