Selvom ’La Línea Naranja’ (den orange linje, red.) først officielt blev indviet ved et stort arrangement fredag, fik Bolivias præsident, Evo Morales, som den første passager, allerede en tur i tirsdags.
”Jeg er meget imponeret. Den orange linje er den mest moderne og længste kabelbane i verden. Kabinerne har wifi, og den har den eneste underjordiske station i verden. Det er et stort byggearbejde for vores Bolivia,” skrev den tilfredse præsident efterfølgende på Twitter.
De farverige kabiner i kabelnetværket i La Paz og El Alto svæver over hustage, veje, kirkegårde og med en imponerende udsigt ud over bjergene i op til 4000 meters højde, når de transporterer bolivianerne rundt i verdens højest beliggende hovedstad.
Den nye orange linje er verdens længste med sine 2,6 kilometer. Den kan transportere 6000 mennesker i timen i de 127 kabiner, der har gratis wifi, overvågningskameraer og solceller på taget.
Linjen forbinder bydelen Miraflores, hvor stadionet Hernando Siles ligger, med centrum af La Paz.
Mí Teleférico
Verdens mest omspændende kabelnetværk startede i 2012 og havde allerede to år efter de første tre linjer klar. Den røde, grønne og gule linje efter farverne i Bolivias flag. I 2017 er der så kommet to nye linjer, men udviklingen stopper ikke her.
Ifølge direktøren for selskabet ”Mi Teleférico” (”Min Svævebane”, red.), César Dockweiler, skal alle seks linjer (hvid, kaffe, lyseblå, lilla, sølv og guld) være i drift inden 2019. Tilsammen skal de kunne transportere 30 millioner passagerer om måneden. Det skriver den bolivianske avis Página Siete.
For indbyggerne i La Paz og El Alto er det nu blevet både billigere og hurtigere at bevæge sig rundt mellem byerne. En tur koster mellem tre og fem kroner afhængig af, hvor mange linjer man skal med.
Desuden er turen i svævebanerne med den flotte udsigt over byerne og til Illimanis sneklædte tinde i horisonten også en del mere behagelig, end det er at køre rundt i overfyldte minibusser på hullede veje, hvor der desuden ofte er blokader, som lammer jævnligt lammer trafikken.