Rasmus Hundsbæk Pedersen er seniorforsker på DIIS
Et veritabelt boom i elektricitet fra megadæmninger er undervejs i det østlige Afrika.
Mod slutningen af 2024 indviede Uganda det 600 megawatt store Karuma-projekt. Tidligere på året begyndte Tanzania produktionen fra sit Julius Nyerere-vandkraftværk. Sidstnævnte er på 2,1 gigawatt og vil mere end fordoble Tanzanias samlede kapacitet.
Læg dertil Etiopiens Grand Renaissance Dam, der begyndte at producere i 2022 og kan nå 5,2 gigawatt, når den er fuldt udbygget. Til sammenligning havde Danmarks havvindmølleparker en samlet produktion på godt 2,6 gigawatt i 2024. Flere store projekter er også på vej i Rwanda, Malawi og Mozambique, som The East African her beskriver.
Projekterne bidrager til at indfri politiske ambitioner om at udbygge elnettet og give adgang til flere mennesker, der i dag ikke har adgang til moderne energi. Med deres stabile produktion af energi, der kan justeres op og ned efter behov, kan de potentielt også muliggøre udbygningen af en mere variabel produktion af elektricitet fra sol og vind.
Men i sig selv løser disse mega-dæmninger ikke problemerne med forsyningssikkerhed i afrikanske energisystemer, og på kort sigt har de måske endda forværret dem. Det illustrerer udviklingen i Tanzania ganske godt. Da landets daværende autoritære præsident John Magufuli i 2017 og 2018 egenhændigt pressede beslutningen om at opføre Julius Nyerere-vandkraftværket igennem, var det ud fra ønsket om statslig storskalaproduktion af billig energi, der kunne bidrage til at accelerere landets sociale udvikling og industrialisering.
Men beslutningen var i modstrid med landets energiplanlægning, der længe havde sigtet mod at udvikle andre energikilder (hvilket jeg har skrevet mere om her) som supplement til den vandkraft, der i tørkeperioder med jævne mellemrum har ført til alvorlige energikriser.
I årene efter beslutningen om megadæmningen gik andre potentielle energiprojekter stort set i stå, herunder flere private sol- og vindprojekter. Da Tanzania i 2022-23 igen blev ramt af en tør periode, var resultatet forudsigeligt, nemlig en længere periode med knaphed og strømafbrydelser.
Trods løfter om det modsatte er der fortsat problemer med strømafbrydelser efter, at megakraftværket begyndte sin produktion. Det skyldes et stort efterslæb på vedligehold og udbygning af den grundlæggende el-infrastruktur.
Glemmer at spørge eksperterne
Problemerne med en ustabil energiforsyning på grund af manglende investeringer i den grundlæggende infrastruktur er ikke kun et tanzaniansk fænomen.
Det Internationale Energiagentur (IEA) anslår, at tab i energi-systemerne på det afrikanske kontinent i 2020 i gennemsnit udgjorde 15 procent af den producerede energi.
Politik spiller en væsentlig rolle. Eksempelvis har Etiopien, trods en ambitiøs udbygning af vandkraft, et efterslæb i investeringer i el-infrastrukturen, hvilket har bidraget til en ustabil energiforsyning.
Ligesom i Tanzania blev afgørende beslutninger om store dæmningsprojekter i landet truffet af en politisk elite ud fra et snævert fokus på at øge elproduktionen med henblik på at accelerere den økonomiske udvikling – men uden tilstrækkelig inddragelse af relevant teknisk ekspertise.
Projekterne viste sig i øvrigt også at blive væsentligt dyrere end forventet og har dermed bidrage til den gældskrise, Etiopien befinder sig i for tiden. En ny bog, Dams, Power, and the Politics of Ethiopia’s Renaissance, af Tom Lavers fra University of Manchester, analyserer sammenhængen mellem energi og politik i landet.
Det etiopiske vandkraftværk Grand Ethiopian Renaissance Dam på Den Blå Nil stod klar i 2023. Bemærk det store vandreservoir, der er skabt nedenfor dæmningen.
Hvis afrikanske lande skal leve op til Verdensmålet om at give alle borgere adgang til moderne og stabil energi samt til deres erklærede klimaambitioner, vil investeringerne alene i elnettet skulle femdobles til næsten 50 milliarder dollars årligt i 2030.
IEA beskriver da også en stabil infrastruktur som den manglende brik i det store puslespil, som adgang til pålidelig og bæredygtig energi i Afrika udgør.
Derfor er det vigtigt, at der ikke bliver investeret snævert i enkeltstående prestigeprojekter, men i energisystemerne i deres helhed med udgangspunkt i grundige analyser og langsigtet planlægning. Ansvaret ligger ikke kun hos de afrikanske beslutningstagere, men også hos udviklingsbistandsdonorerne.
Hvis målet er mere stabile elforsyninger, er det nødvendigt at afveje forskellige hensyn mod hinanden. Her er nogle eksempler:
Store vandkraftværker kan som nævnt bidrage med billig energi og være et godt supplement til varierende produktion fra sol og vind. Men mange steder vil klimaforandringerne gøre vandkraft mindre pålidelig end tidligere. Der er endvidere bekymring over dæmningernes sociale og miljømæssige konsekvenser, herunder udledninger af den skadelige klimagas metan fra ophobet organisk materiale i de dertilhørende reservoirer.
Vedvarende energi er blevet billigere – bare ikke i Afrika
Naturgas er en anden vigtig kilde til stabilisering af elnettene, og IEA anser også fortsat gas som en vigtig komponent i den industriudvikling, som mange afrikanske lande ønsker. Men investeringer i gas flugter ikke med principperne om zero-carbon, som blandt andre Danmark af klimahensyn har været bannerfører for.
I de rette doser kan sol og vind bidrage til at diversificere og stabilisere energiforsyningerne. Internationalt er priserne på disse energiformer blevet mere konkurrencedygtige, men det gælder ikke nødvendigvis i samme grad i Afrika. Det skyldes især projekternes høje etableringsomkostninger, der i kombination med relativt høje renter i afrikanske sammenhænge fordyrer denne type energiprojekter, som tænketanken Energy For Growth her beskriver det.
En del afrikanske beslutningstagere vil derfor skulle vælge mellem bæredygtige, men relativt dyre, sol- og vindprojekter og eksempelvis politisk populære investeringer i udbygning af adgangen til elnettet for flere mennesker.
Ud fra en samfundsøkonomisk betragtning mener nogle, at det kan være bedre med en langsommere udbygning af adgangen til energi for fattige mennesker, der knap har råd til at betale for den, til fordel for at investere i en mere stabil forsyning.
Et studie fra 2019 anslår, at omkostningerne til nødgeneratorer og dertilhørende brændstof i nogle lande er større end det, der bliver brugt på vedligeholdelse af elnettet.
Et studie fra 2019 anslår, at omkostningerne til nødgeneratorer og dertilhørende brændstof i nogle lande er større end det, der bliver brugt på vedligeholdelse af elnettet. Det er en unødvendig omkostning for de virksomheder, der er grundlaget for økonomisk vækst. Strøm fra generatorerne er selvsagt også voldsomt forurenende.
Hvordan de forskellige hensyn bliver afvejet mod hinanden afhænger af, hvilke naturressourcer et land har til rådighed, dets sociale og økonomiske udvikling samt dets beslutningstageres ideologiske præferencer. Udfaldet vil være forskelligt fra land til land. Adgangen til international finansiering spiller også fortsat en væsentlig rolle.
En lavthængende frugt i puslespillet om at fremme stabil, billig og bæredygtig energi i Afrika er etableringen af handel med elektricitet regionalt. Det er baggrunden for, at særligt udviklingsbankerne investerer i forbindelser på tværs af landgrænser i for eksempel Østafrika. En ustabil forsyning i Tanzanias nordlige regioner søges nu klaret ved at købe elektricitet fra etiopisk vandkraft via Kenya.
For en tanzaniansk befolkning, der var blevet lovet rigelig energi fra Julius Nyerere-vandkraftværket, er det et paradoks. Men ud fra økonomiske og klima- og forsyningsmæssige betragtninger kan det godt give mening.
Tanzania forbereder sig i øvrigt også på at eksportere elektricitet til det sydlige Afrika via Zambia, når forbindelsen dertil står færdig. Men ligesom de store vandkraftværker ikke i sig selv løser udfordringer med forsyningssikkerhed, kan regional handel ikke erstatte de grundlæggende investeringer i de nationale elnet.
