I byen Half Assini, som er den vigtigste by i den vestghanesiske Jomoro-provins, klemmer vi os først på morgenen ind i et par slidstærke firehjulstrækkere og drøner snart fra landsby til landsby. Valgkampen er i fuld gang, og Globalnyt har hægtet sig på den uafhængige præsidentkandidat Samia Nkrumahs, kampagne.
Om få dage vil det blive opgjort, at hendes konkurrent John Mahama fra partiet NDC bliver Ghanas nye præsident. Men her i valgkampens slutspurt er håbet stadig lysegrønt på Vestghanas bumlede grusveje, hvor Samia Nkrumah er på en sidste fisketur efter stemmer.
Dagens mål er en række isolerede landsbysamfund, som de færreste i hovedstaden, Accra, kan stave til. Hvor ligger landbyerne, og hvilke sprog snakker man der? Bybørnenes spørgsmål skyldes måske uvidenhed, eller også er Jomoro-regionen bare uendeligt langt fra hovedstadens bevidsthed.
Men i modsætning til navnene på dagens destinationer så er efternavnet på dagens hovedperson, Samia Nkrumah, kendt langt ud over Ghanas grænser.
I år 2000 foretog BBC en afstemning blandt sine afrikanske BBC-lyttere. Spørgsmålet var: Hvem er årtusindets største afrikaner?
Vinderen blev Kwame Nkrumah, Samias far.
En skygge af sig selv
Da Kwame Nkrumah i 1957 sparkede de britiske kolonister hjem til Storbritannien og hejste Ghanas farver øverst i flagstangen, havde han meget andet end blot sit eget land i tankerne:
”Vores uafhængighed er meningsløs, medmindre den er forbundet med den samlede befrielse af det afrikanske kontinent,” sagde Nkrumah i mytiske vendinger på aftenen for Ghanas selvstændighed.
Nkrumahs panafrikanske projekt hvilede på et socialistisk fundament og idéen om ét forenet Afrika. Uafhængigheden blev ifølge Nkrumah først endelig opnået, når Afrika løsrev sig fra udplyndringen af kontinentets naturressourcer og konkurrerede ligeværdigt i verdensøkonomien.
I dag er Kwame Nkrumah for længst gået bort, men på et kontinent, hvor etniske skillelinjer, nationalisme og politisk polarisering i skrivende stund hæmmer kontinental samhørighed, bliver Nkrumahismen af mange stadig set som en glimtende ledestjerne.
Gennem tiden har mange ghanesiske politikere forsøgt at koble sig på den første præsidents politiske arv. De fleste dog uden held. Nkrumahs Convention People’s Party (CPP) er i dag en skygge af sig selv.
Men i år vil Kwame Nkrumahs 64-årige datter bringe sit efternavn tilbage i solen. Én gang for alle vil Samia Nkrumah gøre faderens idealer til virkelighed, hive sværdet ud af stenen og ære den første præsidents minde.
Samia Nkrumah stiller op som selvstændig kandidat til parlamentsvalget i sin faders føderegion, Jomoro. Og hun har inviteret Globalnyt med på valgkampagnen:
”Jeg lovede min familie at opretholde vores faders arv. Må Gud give jer visdom til at gøre det rigtige,” siger Samia Nkrumah til en større gruppe vælgere under et af dagens seks landsbybesøg.
Et alternativ til topartisystemet
Foruden Samia Nkrumah består hendes valgkampagne af 20-30 unge mænd og enkelte kvinder. De er selv dukket op, ingen har rekrutteret dem. Incitamenterne for at følge Samia Nkrumah i hælene er givetvis forskellige, men en særlig afsmag over for Ghanas topartisystem går igen i mine snakke med valgkampagnens delegerede.
National Patriotic Party (NPP) og National Democratic Congress (NDC) har skiftevis delt magten i Ghana i de seneste 32 år. Ifølge Verdensbanken lever cirka hver tredje ghaneser i fattigdom. Mange giver NPP og NDC skylden.
Det samme gør Kwasi Sylvester og Yaro Salifu, som begge har fulgt Samia Nkrumah siden 2020.
”NPP og NDC ved, at hvis Samia kommer til magten, så bliver hun der for evigt. De er bange for hende,” lyder deres analyse.
Jomoro er et distrikt på størrelse med Fyn, og områdets godt 130.000 indbyggere er spredt ud på lange kyststrækninger og i dybe skove.
15.000 potentielle vælgere bor sågar på den anden side af Tano-floden i nabolandet Elfenbenskysten. Landegrænser, som stadig er usynlige for mange, har skåret samfund midt over. Mange har ghanesisk stemmeret, selvom de officielt bor i Elfenbenskysten.
Vi krydser Tanos grumsede vand i en gigantisk kano med påhængsmotor og entrerer det fransktalende terræn med smil på læben og tørt tøj. Fransk er blot ét af de mange sprog, der fylder i den høje luftfugtighed, og Samia Nkrumahs budskaber oversættes ikke sjældent til fire forskellige sprog i den samme forsamling.
Ved hvert landsbybesøg er proceduren den samme. Når høvdingen har fået sin flaske whisky, og der er uddelt sodavand til folkemasserne, fortæller Samia Nkrumah om sine fire mærkesager:
Hun vil tilbyde uddannelsesstipendier til ungdommen, genindføre særlige låneordninger og introducere relevante erhvervsskoler i området.
For det fjerde er hun – i tråd med faderens tanker om socialistisk funderet industrialisering – i fuld gang med at bygge en fabrik, der skal producere kokosolie og skabe arbejdspladser.
Noget for noget
Det er dog ikke Samia Nkrumahs mærkesager, der bliver spurgt ind til, når valgkampagnen rammer landsbyerne. I stedet spørger folk, om vi ikke nok kan uddele flere T-shirts med Samia Nkrumahs kontrafej? At jeg er journalist og ikke en del af valgkampagnen synes ligegyldigt. Jeg må da for dælen kunne skaffe en T-shirt.
Det er almen kendt, at Ghanas politiske partier overdynger vælgerne med materielle goder dagene før et valg. Og alle vil have en bid af kagen.
Det er almen kendt, at Ghanas politiske partier overdynger vælgerne med materielle goder dagene før et valg. Og alle vil have en bid af kagen.
Penge er ikke det eneste sprog, men det er godt nok et stærkt et af slagsen. I den akademiske Afrika-litteratur har man i årtier snakket om neopatrimonialisme. Lånere (politikere) køber sig loyalitet hos klienter (civile vælgere), som tilbagebetaler i stemmeboksen. Det vestlige Ghana er et levende eksempel.
Og nu er høvdingen i Ankasa frustreret. I det, der bedst kan betegnes som et logistisk mareridt, har vi glemt at informere ham om vores ankomst. Det er ikke godt. Stemningen er under middel, og først da Samia Nkrumah lover at donere et sæt fodboldtøj og en bold til landsbyen, bløder han en smule op.
I den næste landsby har Samia Nkrumah doneret sække med cement til et kirkebyggeri. Andetsteds har hun købt skolebøger. Vi passerer en mellemstor gennemkørselsby, hvor hendes politiske modkandidat, Paul Essien, har bygget et butikscenter. Han har tilmed fået sit navn indgraveret i facaden. Så kan folk huske, hvem de skal stemme på.
Også hjemme i Samia Nkrumahs hus er riften om monetær assistance stor. Dagligstuen er et sammensurium af mennesker, der spørger om hjælp, holder sig til, hænger ud. Atmosfæren er venskabelig og let, men Samia Nkrumahs telefon er rødglødende. Alle vil lige høre hende om noget.
For fattige til valgsejr
Dagen før valget er optimismen stor. Samia Nkrumahs valgsang brager ud af skrattende højttalere på Half Assinis hovedgade. Selv børnene synger med.
Serie: Afrikas unge fremtid
Afrika har klodens yngste befolkning – og de ældste ledere. Men hvad drømmer Afrikas ungdom om? Hvilke udfordringer og muligheder møder den? Og hvordan går det med det danske ønske om at møde afrikanerne i øjenhøjde? Det undersøger Buster Kirchner i de kommende måneder.
På valgdagen dør optimismen dog hurtigt ud. Som resultaterne tikker ind, står det nemlig klart, at Samia Nkrumah lider et stort valgnederlag. Hun kommer ikke i parlamentet i denne omgang.
Vinderen, John Mahama, er et særdeles velkendt navn i ghanesisk politik. Fra 2012-2017 var han Ghanas præsident. I den periode voksede Ghanas statsgæld fra 49 procent af BNP til over 70 procent. Nu har han lovet at fikse Ghanas økonomi, der ifølge analytikere befinder sig i sin største krise nogensinde.
Ifølge Samia Nkrumah skyldes nederlaget, at Ghanas dominerende partier havde adgang til flere ressourcer end hende:
”Vi ønskede at give vælgerne i Jomoro en kandidat, der prioriterede udvikling og befolkningens langsigtede behov frem for partipolitik. Men jeg må sande, at jeg som uafhængig kandidat havde adgang til langt færre ressourcer end kandidaterne fra de to hovedpartier. Det arbejde, vores valgkampagne brugte måneder på, blev annulleret af hovedpartierne på få timer. Da Jomoro i høj grad er et øde og underudviklet landdistrikt, er befolkningen særligt sårbare over for penges indflydelse i valget,” siger hun.
Valgnederlaget er Samia Nkrumahs tredje på stribe, og det synes derfor rimeligt at spørge, om hun er i tråd med Jomoros borgeres behov.
Hun snakker hverken nzema eller andre af områdets etniske sprog, og omtrent 90 procent af Ghanas befolkning er født efter Kwame Nkrumahs fald fra magten. At associere sig med landsfaderens ideologi ræsonnerer ikke nødvendigvis med de mange frustrerede og arbejdsløse unge.
Under alle omstændigheder vil efternavnet Nkrumah være fraværende i Ghanas parlament de kommende fire år.
Men det betyder dog ikke, understreger Samia Nkrumah, at hun stopper med at kæmpe for faderens arv:
”Vi har vores fond, Kwame Nkrumah Pan-African Centre, hvor vi vil fortsætte med at fostre Nkrumahs arv gennem formidling, uddannelsesinitiativer og udviklingsprojekter i Jomoro-distriktet,” lyder det stålsat. Hun tilføjer:
“Jeg er dog nødt til at reflektere over, om valgpolitik er en effektiv måde at ære hans arv, men jeg er ikke i tvivl om, at der i Ghana stadig er behov for Nkrumahs ideer og værdier, og jeg vil – som hans datter og panafrikaner – fortsætte med at advokere for hans sag.”
