Budskab i anledning af Dansens dag

Forfatter billede

Koreografen Lin Hwai-min fra Taiwan – snart den første ikke-vestelige modtager af American Dance Festival Award – har skrevet årets officielle internationale budskab til Dansens dag.

Lin Hwai-min er stifter af Cloud Gate Dance Theatre of Taiwan (1973) og Cloud Gate 2 (1999), som han er kunstnerisk leder af i dag. Endvidere er han grundlægger af danseafdelingen på Taipei National University of the Arts (1983).

Han betragtes som en nytænkende, innovativ koreograf, der rangerer på højde med William Forsythe, George Balanchine og Birgit Cullberg. Derfor modtager han i juli 2013 den prestigefyldte pris ”Samuel H. Scripps / American Dance Festival Award” for sin livslange præstation. Han vil hermed være den første modtager af denne pris, som ikke har sin base i enten USA eller Europa.

Lin Hwai-mins budskab
Der står skrevet i det store forord til “The Book of Songs”, en antologi af kinesiske digte fra det 10. til det 7. århundrede f.Kr.:

“Følelserne røres og tager form af ord.
Hvis ord ikke er nok, taler vi i suk.
Hvis suk ikke er nok, synger vi dem.
Hvis sang ikke er nok, så ubevidst
danser vores hænder dem, og vores fødder trykker på dem.”

Dans er et kraftfuldt udtryk.
Den taler til jorden og himlen.
Den taler om vores glæde, vores frygt og vores ønsker.
Dans taler om det uhåndgribelige, men afslører en persons sindstilstand og et folks temperament og karakter.

Som mange kulturer i verden danser det oprindelige folk i Taiwan i cirkler.
Deres forfædre troede, at ondskab ville blive holdt ude af cirklen.
Med hinanden i hænderne deler de varmen mellem hinanden og bevæger sig i sammenhængende impulser.
Dans bringer mennesker sammen.

Og dans sker ved forsvindingspunktet.
Bevægelser forsvinder, efterhånden som de opstår.
Dans findes kun i dette korte øjeblik.
Det er dyrebart. Det er en metafor for selve livet.

I denne digitale tidsalder tager billeder af bevægelser millioner af former.
De er fascinerende.
Men de kan aldrig erstatte dans, fordi billeder trækker ikke vejret.
Dans er en hyldest til livet.

Kom, sluk for dit tv, luk din computer, og kom og dans.
Udtryk dig selv gennem det guddommelige og værdige instrument, som vores krop er.
Kom og dans og slut dig til menneskerne i bølgerne af impulser.
Grib det dyrebare og flygtige øjeblik.
Kom og fejr livet med dans.

Dansen dag 2013
Hvert år 29. april er Dansens Dag, hvor dansen bliver fejret i hele verden.

Også i Danmark samler Dansens Dag alle slags dans for at fejre kunstformen.

Dansens Dag sætter spot på dansens universelle evne til at krydse alle politiske, kulturelle og etniske grænser og forene folk i fred og venskab gennem et fælles sprog: DANS!