Lederen af militærstyret i Burkina Faso holdt sit ord, da han lovede at overgive magten til en civil regering. Nu er en erfaren diplomat blevet udpeget til at lede det vestafrikanske Sahel- land indtil der skal afholdes valg om et år.
Tidlige udenrigsminister og FN-ambassadør Michel Kafando (72) er blevet udpeget som præsident for Burkina Faso – mere om ham på http://en.wikipedia.org/wiki/Michel_Kafando
Det skete efter forhandlinger søndag, hvor et panel af religiøse, militære, politiske, civile og traditionelle ledere skulle vælge mellem fire kandidater, der var i spil til posten. Det skriver BBC mandag.
Landet blev i 27 år ledet af præsident Blaise Compaore, der tog magten ved et militærkup i 1987. I de forløbne år har han vunder fire præsidentvalg og hver gang har der været mistanke om snyd. Tidligere på efteråret annoncerede han, at han ville søge at ændre landets grundlov, så han kunne stille op til endnu en præsidentperiode.
Det blev for meget for mange burkinere og det medførte store protester i gaderne i hovedstaden Ouagadougou. Myndighederne mistede hurtigt kontrollen med situationen, hvorefter præsidenten forlod landet den 31. oktober.
Forskellige grene af landets væbnede styrker erklærede næsten i munden på hinanden, at deres mand nu havde magten men det blev præsidentgarden, der endte med at have den.
Garden indsatte sin næstkommanderende, oberstløjtnant Isaac Zida, der straks blev mødt af krav fra omverdenen, ikke mindst den Afrikanske Union, om at overlevere magten til en civil regering eller eller blive mål for sanktioner.
For at få den fulde kontrol med landet forsøgte Zida at suspendere grundloven men det medførte massive protester og lørdag annoncerede han så at grundloven igen var gældende.
Den nye præsident skal nu finde en premierminister og udpege sin regering. Ifølge aftalen må han ikke stille op til valget, der skal afholdes i november 2015.
Se også http://www.un.org/apps/news/story.asp?NewsID=49362#.VGsvBmV1T4s