Af Lis Garval, U-landsnyt.dk
Hvad forventer man, når man kommer til Cairo for første gang? Når nyhederne fra Egypten kun fortæller om politisk uro, protester og sammenstød mellem aktivister og politi.
Jeg ved det ikke. Men at møde ”Paris ved Nilen”, opleve arkitektonisk smukke bygninger og grønne alleer i centrum, mærke pulsen på et hektisk gadeliv og se en soldat drikke te på toppen af sin tank på Tahrirpladsen – det havde jeg ikke ventet.
Jeg har haft en forrygende uge som turist i Cairo — havde pyraminderne, Det Egyptiske Museum, Citadellet med Muhammad Ali-moskeen, Museet for Islamisk Kunst, Den Hængende Kirke og den kælder i Abu Serga Kirken, hvor Josef og Maria med den lille Jesus skjulte sig,da de var på flugt fra Egypten stort set for mig selv.
Der var ingen kø foran Nefertiti og Tutankhamons guldmaske, og de kongelige mumier, med og uden paryk, kunne man se så længe man ville.
(Børnemuseet, hvor tableauer fra Egyptens historie er lavet af Lego-klodser, var lukket, men det havde ikke noget med præsident Morsis afsættelse at gøre).
Jeg måtte kun dele attraktionerne med mine tre medrejsende, der som jeg var på besøg hos gode danske venner og så en enkelt gruppe indere og en håndfuld journalister inviteret af det egyptiske turistministerium.
Demonstrationer så jeg kun i TV og læste om i aviserne. Og så meget lærte jeg, at der nok er konstante protester enten for eller imod den midlertidige regering og dens beslutninger, men de er af begrænset omfang og påvirker ikke nævneværdigt livet i byen.
Der er parkeret tanks på strategisk vigtige steder – bl.a. ved de store gader, der fører ind til Tahrir-pladsen, foran Højesteret og præsidentpladset.
Ved Tahrir-pladsen ligger der også ruller af pigtråd parat og et par af gaderne ind til pladsen er spærret med store cementblokke. Der har de ligget siden 25. januar revolutionen i 2011, da millioner og atter millioner af egyptere havde fået nok af præsident Mubaraks autokratiske og korrupte styre og krævede demokrati.
Men det er hverken soldater eller militær, man tænker på, når man færdes i Cairo. Og spiser man frokost i haven på det mondæne Mariott – et yndet sted for velhavende egyptere af begge køn – er det heller ikke ustabilitet eller økonomisk krise, der trænger sig på.
Et fungerende kaos
Cairo virker kaotisk, men der er orden i kaos. Hvor mærkeligt det end kan lyde, så er der en afslappet stemning – hvis man lige undtager de brede ringveje, der i 3. sals højde krydser sig gennem byen.
Cairo har omkring 19 millioner indbyggere og hvert år kommer der en lille million til. Det er en største by på det afrikanske kontinent, og det nok også den mest sammensatte – fascinerede og lidet charmerende på én gang.
Lidet charmerende, fordi affaldsdynger i hobetal skæmmer og forurener, fordi millioner er stuvet sammen i slumbebyggelser og fascinerende, fordi mylderet af mennesker fungerer, fordi cafeernes vandpiber bobler beroligende, guldet i basarens butikker glimter og minareternes kalden til bøn overdøver bilernes ihærdige brug af hornet.
Keops pyramiden – den største , den ældste og den mest berømte af Giza-pyramiderne – ligger som et storslået vartegn for Cairo. Det er nærsten uvirkeligt at forestille sig, at faroen Keops, der regerede fra 2589 til 2566 f.Kr. er begravet her.
Og ligerså uvirkeligt, at man får lov til at opleve Giza-pyramiderne næsten alene. Kun et par kameldrivere venter resigneret på de turister, der ikke kommer.
Det er fristende at følge i Carsten Niebuhrs fodspor og kravle op på pyramiderner, men uden videnskabeligt ærinde og turistpolitiet inden for synsvidde, modstås fristelsen.
Turistindustrien
Overalt i det centrale Cairo og ved de store turistattraktioner er der turistpoliti. Til fods og i biler. Helt åbenlyst har de ikke noget at lave. For der er ingen turister. De keder sig bravt og spørger venligt,om der er noget, de kan bistå med og følger gerne med på en aftentur i den gamle Khan el-Khalili-basar.
Med eller uden politi – man føler sig ikke utryg i byen. Fok er venlige, hjælpsomme og ikke så ihærdige for at gøre en handel, som man kunne vente, når deres store indtægtskilde – turisterne – er tørret ind.
Siden 25. januar 2011 revolutionen i Egypten, da det korrupte og undertrykkende Mubarak-styre faldt efter en omfattende folkelig protest, har det været op ad bakke for turistindustrien.
Det Muslimske Broderskab, der kom til magten ved det første demokratiske valg i Egypten i juni 2012, mistede hurtigt sin opbakning i befolkningen, da det udmærkede sig ved både ineffektivitet og korruption og tilmed fik vedtaget en islamistisk forfatning.
Egypterne protesterede igen. De var utilfredse, og ifølge de statslige medier medier var der igen millioner på gaderne.
Kulminationen var den 3. juni i år, da omfattende protester ikke bare på Tahrir-pladsen men i alle større byer krævede præsident Morsis afgang. Militæret greb ind – som så mange gange tidligere i Egyptens historie – Morsi blev fængslet og en midlertidig regering er der igen millioner, der forlangte tableret.
Vil lokke turisterne tilbage
Det danske udenrigsministerium, som dets søsterorganisationer i de fleste andre europæiske, USA og Japan har gennem lang tid frarådet deres statsborgere at rejse til Egypten. Det er stadig for farligt, for usikkert i hvert fald når det gælder Cairo.
De populære feriemål Hugrada og Sharm el Sheik blev relativt hurtigt anset for sikre, men turisterne er endnu ikke kommet tilbage.
Den egyptiske turistminister Hisham Zanzou gør det bedste han har lært for at sætter turbo på turistindustrien. Han har, ifølge aviserne, holdt talrige møder med rejsebureauerne og inviteret journalister fra 23 lande til at besøge Egypten for med egne øjne at se, at alt er godt.
Egypt Air forsøger sig også med nye ruter fra mellemøstlige destinationer, så Egypten ikke er så afghængig af turister fra Europa. 70 pct. af Egyptens turister kommer fra Europa.
”Det vil blive bedre til februar”, siger han til dagbladet Daily News. ”Om Gud vil”.
Turistinbdustrien leverede i 2010 12,5 mia. egyptiske pund til statskassen, hvilket er 11.3 pct. af landets udviklingsbudget. Til sammenligning var indtægten fra Suez-kanalen 4,5 mia.egyptiske pund.
Dertil kommer, at 4 millioner egyptere er ansatte i turistindustrien og en lang række virksomheder producerer til den.
Kort sagt skal turistindustrien på fode, hvis Egypten skal ud af landets nuværende økonomiske krise.
Mange af de store skibe, der plejer at sejle med turister mellem Luxor oig Aswan, ligger nu i Cairo, hvor de er hotelskibe, restauranter og udflugtsbåde for egyptere. På den måde prøver de at overleve.
Men til februar – Inshallah.
Nasser og Café Riche
Indtil turisterne vender tilbage – hvad de forhåbentligt gør for egypternes skyld – kan man føle sig som VIP-gæst i Cairo.
Når man kommer ind på den navnkundige Café Riche i Talat Harb-gaden bliver man en del af Egyptens nyere historie.
Der sidder et par enkelte mænd med en kop tyrkisk kaffe, men underetagen er tom. Den åbnes nu også kun ved specielle lejligheder. For det var her i cafeens underetage, at den unge officer Gamal Nasser med andre sammensvorne i 1952 planlagde kuppert mod kong Farouk og den efterfølgende revolution. Alt står som dengang.
Den 83-årige tjener Mohammed Hussein Sadak fra Nubien bekræfter værdigt, at han også serverede for Nasser og viser, hvordan flaskevæggen bag baren kan skubbes til side og åbne for en flugtvej.
(Han fortæller ikke, at det var på Café Riche, at kong Farouk mødte den 17-årige Narriman Sadek, som han giftede sig med.)
Nobelpristager Mahfouz
Café Riche blev senere tilholdssted for en intellektuel elite, hvis billeder pryder væggene. Blandt dem er et stort fotografi af nobelpristageren i litteratur Naguib Mahfouz, der uden tvivl har fundet inspiration her til romanen ”Karnak Café”, der fortæller om revolutionære personer. Det var også he,r han i 1960’érne holdt litterære aftener.
Cafeens storhedstid er åbenlyst forbi, men der skulle have været fyldt af aktivister, da de havde slået lejr på den nærliggende Tahrir-plads og gennemførte 25.januar-revolutionen.
Café Groppi , der ligger skråt over for Cafe Riche, og som var stedet i 1920`erne, da Cairo var verdenskendt som ”Paris on the ved Nilen”, er også en skygge af sig selv. Kun et par gæster og en enkelt kage på disken.
Det gælder også Kirshas lille kaffehus i blindgyden Midaq. Det er udødeliggjort i Mahfouz’s bog ”Midag Alley”, men det er i en sørgelig forfatning og kun en enkelt vandpiberyger sidder på en stol ved døren. 1-salen er lukket, og der er træplader, hvor der skulle være vinduer
Alligevel smager Kirshas tyrkiske kaffe bedre end noget andet, jeg har fået i Cairo. Meget bedre end i det Khan el-Khalilis velbesøgte cafe Fishawy, et tilholdssted for de unge og smarte, hvor skopudserne ikke får meget at lave og musikken drøner.
Om man vælger pyramider, moskeer, kirker, basarer eller går i Mahfouz’s fodspor, Cairo har det hele. Jeg faldt for Kirshas kaffehus
Læs også ” Egypterne er ligeglade med demokrati”.
