Colombia kræver hundredvis af kunstskatte tilbage, som en dansker har samlet i Lyngby, skriver Politiken Online torsdag.
Den 54-årige mand blev i januar afsløret i at have gemt over 500 præcolombianske kunstgenstande i en lagerbygning. Siden har politiet samarbejdet med kunsteksperter for at få fastslået, om genstandene er ægte, historiske kunstværker. Og det er et par hundrede af dem i hvert fald, har en ekspert på besøg fra Colombia nu fastslået.
– Colombia har udpeget en stor del af kunstskattene som genstande, der stammer fra deres land. Og de har også oplyst til os, at kunstskattene er udført ulovligt fra Colombia, og at de vil kræve dem udleveret, siger vicekriminalkommissær Johnny Enevoldsen fra Lyngby Politi.
De 500 beslaglagte effekter stammer hovedsageligt fra Inka-riget fra år 100 til omkring 1400 og vurderes til omkring 10 mio. kr.