Colombias udenrigsminister Jaime Bermudéz takkede torsdag det danske justitsvæsen for dommen over Fighters and Lovers, der blev afsagt i Østre Landsret.
– Den er væsentlig for Colombia, fordi den jurdisk slår fast, at man ikke lovligt kan støtte terrorgrupper som FARC, sagde han til det spanske dagblad El País.
Colombias regering anmodede i 2007 de danske myndigheder om at straffe dem, der finansierer FARC, fordi det ”forhindrer det internationale samfund i at bekæmpe terrorismen”.
Mens byretten i København sidste år frikendte aktivisterne fra Fighters and Lovers, idømte Østre Landsret torsdag 2 af dem 6 måneders ubetinget fængsel, mens de øvrige fik betingede straffe og en frikendtes.
Fighters and Lovers har solgt solidaritets T-shirts til fordel for den colombianske oprørsbevægelse FARC og “Folkefronten til Palæstinas Befrielse” (PFLP). Begge er på EUs liste over terrororganisationer og anklages for drab på civile.
Efter domsafsigelsen kommenterede Ulrik Kohl, en af de 2, der fik en dom på ubetinget fængsel, at ”det er en trist dag for demokratiet”, mens Michael Scholardt, ligeledes idømt 6 måneders fængsel sagde, at ”staten kriminaliserer solidaritetsarbejdet”.
Samtidig er der mulighed for, at lignende sager nu kommer for retten. Bl.a. støttede Foreningen Oprør i 2004 palæstinensiske PFLP og FARC med hver 50.000 kr. Her er der allerede rejst tiltale, men sagen har ventet på afgørelsen om Fighters and Lovers (se også www.opror.net/article.php3?id_article=55).
– De sager må vi vurdere på ny. Set lyset af, hvad der er faldet af dom i dag (torsdag, red.), så er det ret selvfølgeligt noget, vi skal til at efterforske, siger anklager Lone Damgaard fra Københavns Politi ifølge Berlingske Tidende fredag.
Læs også telegrammet http://u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=15869&mode=Nyhed