Ved Sri Lankas seneste parlamentsvalg vandt United National Party (UNP) for første gang nogensinde ikke ét eneste sæde i valgkredsene. Siden selvstændigheden i 1948 havde partiet ellers haft et krampagtigt greb om magten, som det skiftevis har vundet fra og tabt til østatens andet store parti, Sri Lanka Freedom Party (SLPP).
Men i 2020 fik det engang så stolte parti kun lidt under en kvart million stemmer – fra en befolkning der i dag tæller omkring 22 millioner. Med lidt over to procent af de samlede stemmer tilkæmpede UNP sig alligevel et enkelt sæde gennem den såkaldte nationale liste, hvor 29 ud af de 225 pladser tildeles uden at skele til valgkredsene.
Og på dén yderlige taburet parkerede partilederen og pragmatikeren Ranil Wickremesinghe sig.
Den 71-årige advokat havde allerede på det tidspunkt beklædt Sri Lankas næsthøjeste embede som premierminister flere gange end nogen anden, regeret som de facto overhoved i tre år, styret sit parti med jernhånd i årtier og overlevet adskillige politiske skandaler og snigmordsforsøg. Men han havde aldrig været præsident.
Magtfuld familie hjælper Ranil frem
Ranil Wickremesinghe blev født i 1949. Hans far var advokat, mens moderen var datter af en aviskonge i Sri Lanka. Den ældre Wickremesinghe overtog senere svigerfarens medieimperium og fik betydelig indflydelse i srilankansk politik i 50’erne og 60’erne, typisk til fordel for UNP.
Ranil fulgte i faderens fodspor og studerede jura på eliteskolen Royal College, Colombo. Hans klassekammerater talte adskillige børn af prominente politikere, blandt andre Dinesh Gunawardena som nu er premierminister under Wickremesinghe.
”Han overtog simpelthen en stor del af sin fars netværk helt naturligt,” forklarer Mikkel Kaagaard, der er historiker og har skrevet bøger om Sri Lanka, ”og så har han altid været god til at vedligeholde de netværk. Hans store styrke er spillet bag kulissen.”
I 1973 fik Ranil sin advokateksamen, og samtidig begyndte hans politiske karriere at tage fart. Hans onkel J. R. Jayewardene var leder af Sri Lanka fra 1977 til 1989. Og da den 28-årige Wickremesinghe i 1977 vandt sit første sæde i parlamentet, gjorde onklen ham kort efter til den yngste minister i Sri Lankas historie.
Året efter fik J. R. Jayewardene vedtaget forfatningsændringer, der samlede mere magt hos præsidentembedet og gjorde det muligt for den siddende premierminister – på det tidspunkt Jayewardene selv – at overtage den nye titel som Executive President.
Siden har præsidenten i Sri Lanka haft beføjelser til at udnævne og afskedige ministre, også uden at konsultere premierministeren som ellers er kutyme. Det har Wickremesinghe selv lidt under ved flere lejligheder som premierminister.
Storebror Rajapaksa pantsætter fremtidens økonomi
De seneste år har tydeliggjort, hvor skadelige konsekvenser en præsident med for meget magt kan have på Sri Lanka.
Østaten er blevet ramt af flere uheldige og ulykkelige omstændigheder. Tørken i 2016-17 gik hårdt ud over fødevareproduktionen, og terrorangrebet i 2019, der kostede 267 mennesker livet, og corona-pandemien har lagt en alvorlig dæmper på landets turismeindustri. Inden pandemien stod turisme for at hive en ottendedel af Sri Lankas BNP i statskassen.
”Uanset hvor dygtige politikere, der havde siddet der, så havde vi nok oplevet en krise,” sagde Suthan Krishnarajan, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet, til Deadline den 16. juli.
”Den havde nok ikke været så hård, som den er nu, fordi det skyldes blandt andet meget inkompetent ledelse fra Rajapaksa-familien.”
(Foto: Tharaka Basnayaka/NurPhoto via Getty Images)
Dynastiet kom til magten i 2005, da storebror Mahinda Rajapaksa vandt en kneben sejr over Ranil Wickremesinghe i præsidentvalget. På det tidspunkt fyldte borgerkrigen mod de Tamilske Tigre stadig stort i offentligheden, og Mahinda Rajapaksa portrætterede sig selv som en stærk mand, der kunne afslutte den lange konflikt.
I 2009 lykkedes det ham at få nedkæmpet de sidste rester oprørere, men aktivister og menneskerettigheds-organisationer har siden anklaget den daværende præsident for flere krænkelser af menneskerettighederne – enkelte taler endda om folkemord på det tamilske mindretal i nogle regioner.
I løbet af sine ti år på præsidentposten satte Mahinda Rajapaksa også gang i store infrastruktur-projekter, hvortil han optog mange og dyre udenlandske lån, særligt hos Kina, Indien og USA. Fra 2005 til 2020 blev Sri Lankas udenlandsgæld femdoblet.
Lillebror Rajapaksa skaber historisk nedsmeltning
Fire år efter Mahinda Rajapaksa måtte afgive landet øverste post i 2015, vandt hans lillebror Gotabaya Rajapaksa embedet. Han overtog landets ledelse efter terrorangrebet og fik ansvaret for at styre landet gennem corona-krisen.
Gotabaya er siden blevet stærkt kritiseret for sine politiske dispositioner. Selvom landet var midt i både en global pandemi og en national gældskrise gav han skattelettelser. Da statskassen begyndte at føles lige lovlig let, printede nationalbanken flere penge. I april 2021 indførte præsidenten et forbud mod kunstgødning for at gøre Sri Lanka til den første økologiske landbrugsstat i verden, der igen tærede hårdt på landets høst og fødevareproduktion.
Så gik Putin ind i Ukraine, og korn og olie blev pludseligt meget dyrere for hele verden. I Sri Lanka blev prisstigningerne katastrofale, fordi udlandet nu ikke turde sælge dem helt basale fornødenheder som medicin, mad og benzin. De troede ikke længere på, landet kunne betale. Samtidig havde Gotabayas reformer fjernet en stor del af fødevaregrundlaget i landet, der nu hverken kunne producere eller importere nok mad.
I Sri Lanka stod folk i timelange køer for at købe brændstof. Hvis de stadig havde råd til det, efter priserne var eksploderet. Inflationen er steget til rekordhøje 54,6 procent i juli. Overalt i landet var der timelange strømafbrydelser, nogle af dem i mere end ti timer.
Krisen kradser, protesterne starter
I marts begyndte srilankanerne at protestere i de større byers gader, særligt hovedstaden Colombo. Den 9. april besatte demonstranterne Galle Face Green-plænen ned til stranden. De omdøbte den til GotaGo-landsbyen med henvisning til bevægelsens slogan ”Gota Go”, en opfordring til præsident Gotabaya om at trække sig.
Mandag den 9. maj forsøgte folkemængder at storme Temple Trees, premierministerens officielle residens i Colombo, og samtidig satte andre demonstranter ild til flere end 30 politikeres huse. Under urolighederne blev otte demonstranter slået ihjel.
For at bløde op for protesterne afsatte Gotabaya sin regering, men et par dage senere var hovedparten af de afsatte igen udpeget til et nyt kabinet. Storebror Mahinda måtte dog afgive sin post som premierminister, som Ranil Wickremesinghe stod klar til at overtage for sjette gang i sin karriere.
Ifølge Mikkel Kaagaard faldt valget på Wickremesinghe, fordi han havde opbygget gode relationer til vigtige samarbejdspartnere som Kina, Vesten og IMF, da han reelt ledede landet som premierminister fra 2001 til 2004. At udpege ham som premierminister igen signalerede samarbejdsvillighed overfor de sponsorer, der nu skulle overtales til at redde Sri Lankas økonomi.
”Han er vellidt i udlandet, særligt i Vesten. De ser ham – og har altid set ham – som en pragmatisk og midtsøgende politiker, en man godt kan samarbejde med,” forklarer historikeren.
Storm på paladset får Gotabaya til at liste af
En måned senere var demonstranternes tålmodighed opbrugt igen. Srilankanerne havde stadig voldsomt svært ved at købe basale forbrugsvarer, og ifølge en opgørelse fra World Food Programme spiste hele 86 procent af øens husholdninger færre måltider eller mindre nærende mad.
Præcis en måned efter første forsøg på at storme premierministerens residens lykkedes det vrede folkemængder at forcere politibarrikader og storme både Temple Trees samt præsidentpaladset i Colombo. Billeder af almindelige srilankanere i præsidentens stuer, på hans kontor og i hans swimmingpool bredte sig snart i alverdens medier og på internettet.
Både Gotabaya Rajapaksa og Ranil Wickremesinghe, som demonstranterne allerede på det tidspunkt havde mistet tålmodigheden med, var i forvejen flygtet fra de vrede folkemængder.
Få dage efter fløj præsident Gotabaya i ly af natten til Maldiverne og siden Singapore med sin familie, mens den nyudnævnte premierminister trådte til som midlertidig præsident. Den 20. juli vandt Wickremesinghe en hemmelig afstemning i parlamentet – og overtog dermed resten af Gotabayas præsidentperiode, der løber indtil 2024.
Præsident Wickremesinghe slår hurtigt og hårdt
Første punkt på dagsordenen for den nye præsident var at rydde demonstranterne fra GotaGo-plænen. Folkemængden, som havde opholdt sig på plænen i mere end tre måneder, havde i forvejen indvilget i at forlade pladsen frivilligt. Men i de tidlige timer af 22. juli rykkede både militær og politi alligevel ind og smed hårdhændet demonstranterne væk. Mere end 50 blev såret – heriblandt advokater og journalister – og ni blev anholdt.
Dr. Mahendran Thiruvarangan er seniorlektor i engelsk ved Jaffna Universitet og har forsket i nationalisme og demokrati. Han mener, at præsidentens brutale første ordre kan tolkes som et forsøg på at demonstrere og konsolidere hans nyvundne magt.
”Jeg tror, han ville fremvise sin magt. Det kan også være for at afskrække. Han viste, at han vil bruge vold til at undertrykke protester. Det er meget foruroligende og en stor trussel mod demokratiet, da det viser præsidenten er intolerant og autoritær.”
Den srilankanske akademiker understreger, at vold ikke er nyt i Wickremesinghes politiske arsenal, selvom han i Vesten ofte bliver portrætteret som en skarp økonomisk hjerne og god diplomat.
“Han har et kompliceret omdømme. Han har tidligere indtaget liberale positioner. Måske det var hans måde at narre folket og de liberalt indstillede. Han var en central figur i bevægelsen mod Mahinda Rajapaksa i 2015. Men han bliver også anklaget for at lede en torturlejr i Batalanda under optøjerne i Syden,” påpeger Dr. Thiruvarangan med henvisning til nedkæmpelsen af et kommunistisk oprør i 80’erne.
For Wickremesinghe kan det have særlig betydning at tilkæmpe sig et image som en kontant leder. I sin tid som de facto leder af landet, indledte han lange – og i sidste ende forfejlede – fredsforhandlinger med de Tamilske Tigre.
”Det har skadet befolkningens opfattelse af ham. Folk følte, at han havde givet våbenhviler og goodwill uden at få noget igen. Det blev set som svagt,” fortæller Mikkel Kaagaard.
Ifølge historikeren har den srilankanske befolkning typisk set Wickremesinghe som en lidt kedelig karakter:
”Han har ikke helt den personlighed, der for alvor kan samle en forsamling, som især Mahinda Rajapaksa har haft. Der er han lidt mere en bureaukratisk type.”
Magtelitens turbulente forhold
Netop Wickremesinghes forhold til Rajapaksa-klanen er et af hovedpunkterne for de demonstranter, der råber på den nye præsidents afgang i Sri Lankas gader. Der er ikke så mange af dem tilbage, men ifølge Dr. Thiruvarangan kan det meget vel bare være en pause før endnu en opblussen, som efter optøjerne i maj.
“Nogle ønsker at give Wickremesinghe en chance for at udrette noget, finde nogle løsninger. Men jeg tror ikke, han har ret lang tid til at løse krisen. Han er ikke valgt af folket, og han er stadig meget upopulær,” siger den srilankanske lektor.
Demonstranterne ser Ranil som en fortsættelse af Rajapaksa-dynastiet. Han er nemlig valgt af et parlament, hvor Rajapaksa-støtterne i SLPP stadig har flertal. Andet punkt på Præsident Wickremesinghes dagsorden var da også at udnævne Dinesh Gunawardena til premierminister. Han er både Wickremesinghes gamle klassekammerat og en loyal støtte for Rajapaksa-dynastiet.
Forholdet mellem Wickremesinghe og Rajapaksaerne, særligt Mahinda, er mildest talt kompliceret. Siden midten af halvfemserne har Ranil ledet UNP, mens Rajapaksaerne har styret SLPP siden starten af 00’erne. Når Wickremesinghe har været i regering som premierminister, har Mahinda været oppositionsleder og vice versa. Og deres forhold har både forhindret og forårsaget forfatningskriser i Sri Lanka.
Mahinda Rajapaksas gennemførte i sin regeringstid som præsident flere forfatningsændringer, der gjorde præsidentembedet endnu mere magtfuldt. Forud for valget i 2015 forsøgte han endda at gøre det muligt at opnå en tredje periode på posten, da han snart var ved vejs ende for de to tilladte.
Efter han tabte valget, skulle Mahinda Rajapaksa ifølge avisen The Colombo Telegrah have forsøgt at igangsætte et militærkup sammen med Gotabaya, der på det tidspunkt var forsvarsminister. Da andre embedsmænd og militærfolk nægtede, var det Ranil Wickremesinghe, der besøgte den autoritære præsident i privaten og overtalte ham til at opgive kupforsøget. Rajapaksaerne og de involverede embedsmænd nægter alle at have kendskab til et kupforsøg.
I 2018 var de to magtmænds forhold tilsyneladende blevet noget mere bittert. Ved lokalvalgene det år tabte UNP under Wickremesinghes ledelse stort, mens Mahindas SLPP stormede frem. Det fik UNP til at træde ud af enhedsregeringen og flere UNP-parlamentarikere til at opfordre Ranil til at trække sig som premierminister og leder af partiet. Daværende præsident Maithripala Sirisena syntes det samme og indsatte Rajapaksa som premierminister i stedet for Wickremesinghe. Men Ranil ville ikke trække sig og kaldte beslutningen for forfatningsstridig, eftersom UNP stadig havde flertal i parlamentet.
Efterfølgende forsøgte præsidenten at opløse den lovgivende forsamling, hvilket Højesteret blokerede. Forfatningskrisen i 2018 varede i syv uger og kostede Sri Lankas økonomi dyrt, inden Højesteret dømte beslutningen forfatningsstridig og ugyldig.
Srilankansk politik handler om netværk
Ifølge Mikkel Wilther Kaagaard er det symptomatisk for det politiske klima i Sri Lanka, at der er hård kamp om posterne, men meget lidt at kæmpe om rent ideologisk og politisk.
”Der er ikke de store politiske forskelle mellem partierne,” fortalte han til Deadline den 16. juli, ”det er en kamp om nogle andre ting. Enten er man en del af hele det netværk, der er ved magten, eller også er man en del af det netværk, som ikke er ved magten. Det handler meget om at pleje politiske forbindelser og vennetjenester.”
Wickremesinghe er selv beskyldt for at have svindlet med offentlige midler i den såkaldte Obligationsskandale fra 2015, hvor insiderhandel i nationalbanken kostede Sri Lanka mere end elleve millioner dollars. Mistanken om den daværende premierministers indblanding kostede ham et mistillidsvotum i parlamentet, som han dog overlevede.
Ved det netop overståede præsidentvalg i parlamentet er der ligeledes mistanke om svindel i dele af befolkningen, fortæller Dr. Thiruvarangan. Der er ikke konkrete beviser, men dagen før valget havde 113 parlamentarikere – nok til et flertal – lovet at støtte oppositionskandidaten, der endte med ikke engang at stille op. Rygterne går på, at Rajapaksaerne har blandet sig på Wickremesinghes vegne.
“Der er en vis arrogance, der kendetegner det venskab. Det er et udtryk for en modvilje mod befolkningen, måske endda en foragt for folket,” mener Dr. Thiruvarangan.
”Rajapaksaerne tror sandsynligvis, at Wickremesinghe ikke vil tillade, at statsapparatet forsøger at stille dem til regnskab. Så deres venskab beskytter dem.”
I et åbent brev, som Dr. Mahendran Thiruvarangan også har underskrevet, opfordres præsident Wickremesinghe til at afholde nye parlaments- og præsidentvalg så hurtigt som muligt. Underskriverne påpeger, at den nyvalgte præsident på intet tidspunkt i forløbet er valgt af folket.
“Den brede offentlighed har mistet tilliden til store dele af den politiske elite. Nogle demonstranter krævede endda, at alle 225 parlamentsmedlemmer skulle gå af, fordi de alle har svigtet deres vælgere,” forklarer Dr. Thiruvarangan.
Wickremesinghe kommer ikke til at ændre systemet
Akademikeren mener, at præsidenten bliver nødt til at sikre demokratisk legitimitet, hvis befolkningen skal acceptere de politiske spareplaner, en eventuel hjælpepakke fra IMF eller andre kommer til at kræve.
Men han har ikke store forhåbninger. De politiske eliter bevarer status quo og hytter sit eget og hinanden skind, siger han.
”Uanset hvilket parti de tilhører, tror jeg, der er en stiltiende aftale blandt mange i den politiske klasse om at hjælpe hinanden. De udkæmper måske store kampe i offentligheden, men i privaten forhandler de internt med hinanden. Og de har brug for hinanden for at overleve.”
Dr. Thiruvarangan påpeger, at præsidentembedets magt endnu ikke er blevet indskrænket. En opinionsundersøgelse fra den srilankanske tænketankt Verite Research viser, at hele 70 procent af befolkningen synes, det eksekutive præsidentembede skal afskaffes. Wickremesinghe har flere gange lovet – og tilsyneladende forsøgt – at begrænse eller afskaffe den eksekutive præsidents magtbeføjelser.
Men Dr. Thiruvarangan tror, at det bare var spil for galleriet, og at den evige premierminister hele tiden har luret på at overtage den magtfulde præsidentpost, som hans onkel indførte.
“Jeg tror ikke, han vil afskaffe den eksekutive præsidentpost. Hvis han stillede op til parlamentsvalg lige nu, er jeg ikke sikker på, han ville få nok stemmer. Så hans bedste chance for at beholde magten er at sidde resten af Gotabaya Rajapaksas periode ud,” siger Dr. Thiruvarangan.
