10 konflikter at holde øje med i 2021

gettyimages-488226322
Præsident Trumps embedsperiode vil kaste lange skygger.
Foto: Tom Pennington/Getty Images
Kirsten Larsen

17. januar 2021

År 2020 er historie, men rædselsåret kaster lange skygger over 2021 og vil påvirke verdens fred og sikkerhed langt ind i fremtiden.

“Med coronapandemien og klimaforandringernes voksende påvirkning, Trump-administrationens  brændte jords politik efter valget af Joe Biden, Armeniens og Aserbajdsjans krig om Nagorno-Karabakh, og en dødelig konflikt i Etiopiens Tigray-region har det været et begivenhedsrigt år,” skrev Robert Maley lige før nytår, da International Crisis Group, som han er leder af, offentliggjorde listen.

Listen kom ud lidt senere, end den plejer. Alligevel nåede Robert Maley i sin indledning at slå fast, at USA blev sparet for det værste, selvom “USA – polariseret, uden tillid til sine institutioner, stærkt bevæbnet, splittet socialt og etnisk og ledet af en hæmningsløst splittende præsident – kom tættere på en ukontrollerbar politisk krise, end det tidligere har været.”

De lange skygger
USA er ikke sat på listen, men præsident Donald Trumps seneste ageren ude i verden bliver af Maley fremhævet som noget af det, der kommer til at kaste lange skygger.

Trump har ifølge chefen for Crisis Group gjort alt for at hæmme sin efterfølgers bevægelsesfrihed. Han har hældt sanktioner ud over Iran for at forhindre Biden i at genoplive atomaftalen. Han har anerkendt Marokkos overherredømme over Vestsahara som betaling for, at Marokko normaliserede forholdet til Israel. Han har i huj og hast trukket militær tilbage fra Somalia, Afghanistan og Irak – det er sket meget brat, uden at have koordineret eller rådført med lokale parter – og dermed bliver det, der kunne være en fornuftig politik, ødelagt.

“Der er alle mulige grunde til at forbedre forholdet mellem Israel og de arabiske lande – det er ikke forsvarligt at gøre det uden hensyn til internationale spilleregler. Der er alle mulige grunde til at slutte USA’s indblanding i krige ude i verden – der er ingen grund til at gøre det på en måde, der hæmmer præsidentens efterfølger,” hedder det i præsentationen af listen over 10 konflikter at holde øje med.

Globalnyt kan tilføje, at USA siden har stemplet Yemens houthi-oprørere som terrorister, kategoriseret Cuba som sponsor af terror og lempet begrænsningerne for kontakt mellem USA’s og Taiwans embedsfolk – noget der vil genere Kina. Robert Maley frygter, at Trumps embedsperiode har efterladt verden med et syn på USA som en uforudsigelig og utroværdig gigant, der mopper sine allierede og river internationale aftaler i stykker. Joe Biden kan gøre sit bedste, men han kan ikke udradere den internationale bevidsthed om, at USA valgte Trump, at noget lignende kan ske igen, og at der til hver en tid er højst fire år til næste valg.

Den 7. januar offentliggjorde Crisis Group en vurdering af situationen i USA med en klar advarsel.

“USA er i dag en nation med millioner af mennesker, der er overbeviste om, at deres kommende præsident ikke er legitimt valgt, og hvor mange af de millioner er både bevæbnede og tilsyneladende villige til at bruge ekstreme metoder. Det er et land, hvor politisk vold vil forblive en trussel,” skriver Crisis Group nu.

Corona, klima og konflikter
“Der var mange – mig selv inkluderet – der frygtede, at Covid-19 ville have en øjeblikkelig, potentielt ødelæggende konsekvens for udviklingslande, især lande i konflikt. Selv om mange lavindkomstlande blev hårdt ramt, så blev mange ikke. Det er gået ud over diplomatisk aktivitet, international mægling, fredsbevarende aktioner og økonomisk støtte til sårbare befolkninger, men det er stadigt uvist, om pandemien har påvirket krigens gang i lande som Afghanistan, Libyen, Syrien eller Yemen dramatisk,” vurderer Robert Maley.

Men det er på kort sigt. Corona har udløst en global økonomisk nedtur og sendt store befolkningsgrupper ud i fattigdom. Selv om der ikke er direkte sammenhæng mellem indkomstniveau og konflikt, så er der større risiko for vold i perioder med økonomisk ustabilitet.

I lande som Sudan, Libanon og Venezuela vil antallet af ledige nok stige, indtægter vil falde, regeringer vil have svært ved at aflønne politi og militær, og indbyggere vil have brug for hjælp fra staten på et tidspunkt, hvor den kan have svært ved at hjælpe. Donorerne har opmærksomheden vendt mod egne problemer. Grænserne mellem økonomisk utilfredshed og social uro og mellem social uro og voldelige optøjer er hårfine, skriver Maley.

Samtidigt påvirker klimaforandringerne også verdens konflikter. International Crisis Group understreger, at sammenhængen er indirekte. Regeringers håndtering af ekstreme vejrsituationer har ofte større betydning end selve begivenheden. Men myndigheder skal takle fødevareusikkerhed, vandmangel, oversvømmelser, migration og konkurrence om ressourcer – alt sammen problemer, der nærer konflikter. Så klimaforandringer er med i top-10.

Noget af det, der virkelig bekymrer i tænketanken, er, at der igen sidste år tilsyneladende blev fundet voldelige løsninger på voldelige konflikter, noget man ofte siger ikke er muligt. Men armenierne tabte en del af Nagorno-Karabakh, og Tigray-provinsen i Etiopien er tilsyneladende blevet banket på plads.

Crisis Group regner med, at de konflikter vil blusse op. Men selve tanken om, at konflikter skal løses politisk, bliver udfordret. Det kan påvirke både konfliktsituationerne på listen og mange andre i meget lang tid fremover.

Internationalt Røde Kors har alene i Kabul hjulpet 100.000 afghanere på benene igen.


Foto: Scott Peterson/Getty Images

Afghanistan
Afghanistan topper listen igen i år. Selv om der i 2020 er sket små fremskridt i fredsforhandlingerne, er der stadigt meget, der kan gå galt. Og krigen i Afghanistan er ikke stilnet af.

Læs også: Konflikter 2020: Afghanistan mellem håb og katastrofe 

Crisis Group lister flere udfordringer for Afghanistans fremtid.

De to vigtigste parter i de fredsforhandlinger, som nu langsomt er igang igen, altså Afghanistans regering og Taliban, ser forskelligt på processen og deres egne muligheder. Regeringen er officielt tilhænger, men har også trukket processen i langdrag. Man stoler ikke på Taliban, og nogle ser forhandlingerne som en trussel mod regeringen, de kan resultere i dens afgang.

Talibans ledere fremstår med noget større selvtillid. USA trækker soldaterne ud af landet, De har tilsyneladende mulighed for ved forhandlingsbordet at vinde det, som bevægelsen har kæmpet for.

USA har med sin aftale med Taliban lovet, at alle USA’s og NATO’s styrker skal være ude 1. maj i år. Trump har i sine sidste dage trukket endnu flere soldater ud end på forhånd aftalt, skriver nyhedsbureauet AP

Den hurtigere og betingelsesløse tilbagetrækning styrker Talibans selvtillid og skræmmer regeringen. Afghanistans skæbne afgøres først og fremmest i regionen, og af Kabuls og Talibans vilje til at indgå kompromisser. Men meget afhænger også af Joe Biden, skriver Crisis Group.

Biden skal undgå en brat tilbagetrækning, der kan destabilisere regeringen i Kabul og måske føre til borgerkrig. Og han skal undgå at soldaterne bliver så længe, at Taliban forlader forhandlingsbordet og eskalerer krigen. Begge muligheder kan betyde, at 2021 bliver året, hvor Afghanistan misser sin bedste chance for fred i en generation, skriver Crisis Group.

Trump har sørget for, at Biden har dårlige kort på hånden til at spille det spil.

50.000 etiopiere fra Tigray er flygtet til Sudan


Foto: Mahmoud Hjaj/Anadolu Agency via Getty Images

Etiopien
Den 4. november sidste år angreb Etiopisk militær Tigray-regionen, efter at regeringsstyrkerne selv var blevet angrebet i Tigray. I slutningen af måneden havde militæret overtaget hovedbyen Mekelle, og allerede i slutningen af november erklærede ministerpræsident Abiy Ahmed sejr i Tigray.

Læs også: Konflikter 2020: Fredsmagerens krig 

Det kunne lyde, som om de oprørske tigrayer dermed var banket på plads, men krisen har langt dybere rødder og fortsætter i øvrigt i årets første måned. Militæret er fortsat i aktion i Tigray, og anholder ledere af Tigrayforkets befrielsesfront, skriver al Jazeera. 

Crisis Group har noteret sig masser af rapporter om, at folk fra Tigray bliver luget ud af militæret og bliver dårligt behandlet i andre dele af landet. Militser fra Amhara har uhindret sat sig på et omdiskuteret areal i grænseområdet til Tigray. Og så har Eritrea været involveret i aktionen i Tigray, noget der virkeligt nærer vreden og selvstændighedstrangen i regionen.

Tigray-folkets Befrielsesfront har domineret Etiopiens koalitionsregeringer siden 1991, men har fået indflydelsen stækket, siden ministerpræsident Abiy Ahmed kom til magten i 2018. Da var utilfredsheden med den undertrykkende regering ved at koge over. Den nye ministerpræsident begyndte at lave om på systemet, samtidigt med at han begyndte at gøre kur til og senere slutte fred med den gamle fjende, Eritrea.

Striden mellem Tigray og centralregeringen i Addis Ababa er bitter, men den er ikke den eneste i Etiopien. Andre stærke regioner er også utilfredse – enten med landets opbygning med delvist selvstyrende etniske regioner, eller med ministerpræsidentens forsøg på at bløde det op. Tigray-folkets Befrielsesfront får skylden for mange års undertrykkende regime under et system, som den var hovedarkitekt til. Men ministerpræsidentens reformer bliver også opfattet som et forsøg på at centralisere magten, og det er der også modstand mod selv i Abiy Ahmads eget bagland, den folkerige Oromo-region.

Crisis Group sætter Etiopien højt på overvågningslisten. Hvis der skal være et håb om fred, så skal centralregeringen investere i og samarbejde med Tigray. Der skal rækkes ud, og også bruges mange kræfter på at involvere hele landet i en snak om fremtiden. Ellers er den fremtid ikke så lys, som den så ud til at være for et år siden.

Den franske anti-terror aktion i Mali på skydetræning ved Gao.


Foto: Fred Marie/Art In All Of Us/Corbis via Getty Images

Sahel
2020 blev det dødeligste år i Sahel siden militante islamister i 2012 tog magten i det nordlige Mali. Overalt i det tørre bælte på sydsiden af Sahara vokser de etniske spændinger og stridigheder og især landbefolkningernes utilfredshed med deres fjerne regeringer.

Læs også: Konflikter 2020: 2020 har bragt Burkina Faso på kogepunktet

Militante grupper kontrollerer eller er til stede i store områder af Mali og Burkina Faso, og jihadisterne breder sig ind i det sydvestlige Niger.

Det til trods for at de franske anti-terror operationer i Sahel er lykkedes med at ramme grupper, der er tilknyttet Islamisk Stat eller al Queda. Men de militante er ikke blevet alvorligt ramt, og tiltrækker stadig nye rekrutter.

Det ser ud til, at jo flere soldater, der kommer til udefra, jo værre og blodigere bliver konflikterne. Myndighederne i Sahel har ikke været i stand til at genindføre ro og orden i områder, hvor de militante grupper har slået sig ned. Og når jihadisterne bliver presset ud af et område, så vender de tilbage, når aktionen mod dem er afsluttet.

“Staternes forhold til deres landbefolkninger er mange steder brudt sammen, det samme gælder de traditionelle konfliktløsningssystemer. Hverken myndighederne eller traditionelle ledere kan dæmpe spændingerne mellem forskellige samfund om ressourcer for eksempel. Og sikkerhedsstyrkers brutale adfærd øger utilfredsheden,” skriver Crisis Group.

De militante stortrives i sådanne situationer. De kommer med våben og beskyttelse og hjælper endda med at bilægge lokale konflikter. Og de militser, som i Mali og Burkina Faso er blevet sat ind mod de militante islamister, virker som benzin på bålet.

Crisis Group har svært ved at se, hvordan Sahel-regionen skal slippe ud af krisen. Det ville kræve, at landene selv og alle andre fokuserede på at løse lokale konflikter og tale med de militante, hvor det er nødvendigt, og bruge det som afsæt til at oprette ro og orden. Anbefalingen gælder også de udenlandske militære styrker, som i øjeblikket ikke kan undværes, men som skal vægte lokalt fredsarbejde og bedre regeringsførelse højest.

Gravplads i Sana’a for dem, der er døde i krigen.


Foto: Mohammed Hamoud/Getty Images

Yemen
Krigen i Yemen er i årevis blevet betegnet som verdens værste humanitære krise, og igen i år er der varslet fattigdom, sult og sygdom.

For et år siden var der mulighed for at stoppe krigen, Houthi-oprørerne førte diskrete samtaler med Saudi-Arabien, der støtter den internationalt anerkendte regering under præsident Hadi. Saudi-Arabien har også søgt at mægle mellem de stridende fraktioner i den sydlige del af landet, som alle er imod houthierne, men indbyrdes dybt uenige om blandt andet byen Adens status. Den kontrolleres af separatister, som bliver støttet af de Forenede Arabiske Emirater.

Læs også: Konflikter 2020: Yemen er konflikten, der bare bliver ved

De åbninger kunne have understøttet en FN-ledet fredsproces. Men krigen er eskaleret, og FN tilsyneladende kørt fast. Houthierne har satset på at kunne tilkæmpe sig magten over hele den nordlige del af Yemen, det vil sige at sikre sig kontrollen med provinsens olie-, gas- og el-produktion. Modparterne i syd har håbet på, at USA’s præsident Trump på sin vej ud af det Hvide Hus ville sætte Houthi-bevægelsen på terrorlisten, sådan som det også er sket.

Læs også: Yemens Houthi-bevægelse og Cuba kommer på USA’s terrorlister

Sanktioner og blokader vil ikke bare komplicere forhandlinger med houthierne, men også højne risikoen for hungersnød. Yemen importerer 90 procent af sin hvede og al ris.

Terrorstemplet vil formentlig også gøre en ende på FN’s fredsindsats. Men tiden var løbet fra FN’s forhandlinger mellem to parter. Yemen er ikke længere det land, det var. Det er splintret mellem mange fraktioner, og det kræver en anden ramme at løse konflikterne.

Crisis Group kan ikke se nogen kursændring og spår endnu et grimt år for det krigshærgede Yemen, hvor befolkningen har udsigt til krig, sult og sygdom.

Nicolás Maduros socialistiske parti vandt stort ved parlamentsvalget i december, da kun godt 30 procent stemte.


Foto: Carolina Cabral/Getty Images

Venezuela
Næsten to år efter at oppositionen, USA og en række andre lande anerkendte Juan Guaidó som midlertidig præsident i Venezuela, konkluderer Crisis Group, at Nicolás Maduro har bidt sig fast på posten. Sanktioner, international isolation, trusler om militær indgriben og et kupforsøg har ikke væltet præsidenten, men måske endda styrket hans position i landet. Samtidigt er oppositionen reduceret til en skygge af sig selv, svag og splittet, og nu også uden synderlig fodfæste i parlamentet efter en boycot af valget i december.

Læs også: Konflikter 2020: Venezuelas problemer er kun blevet værre

Venezuelanernes leveforhold er værre end nogensinde som følge af elendig regeringsførelse, sanktioner og Covid-19.

Det har kostet oppositionen støtte i befolkningen, at den støttede sanktioner mod landet. Sanktionerne har været medvirkende til Venezuelas økonomiske kollaps og dermed til at drive over fem millioner borgere ud af landet. De, der blev tilbage, har svært ved at skaffe mad nok, og mange børn er underernærede.

Biden-administrationen må gentænke forholdet til Venezuela, indstille forsøget på at vælte Maduro og søge en løsning sammen med både højre- og venstreorienterede ledere i Latinamerika, lyder rådet fra International Crisis Group.

USA bør indstille sigtet på langsomme og gradvise forandringer i Venezuela. Sanktionerne kan hæves i takt med, at politiske fanger bliver sat fri, og de mest brutale enheder i politiet bliver opløst. Vejen frem – også til mere retfærdige valg – går gennem samarbejde og hjælp, lyder det fra Crisis Group.

Resterne af endnu en bilbombe i Somalias hovedstad, Mogadishu.

Somalia
Der står valg på programmet for Somalia, hvor præsident Mohamed Abdullahi Mohamed ligger i bitter strid med sine rivaler. Forholdet mellem regeringen i hovedstaden Mogadishu og regionerne er mere end anstrengt. Krigen mod al-Shabaab-bevægelsen går ind i sit 15. år uden udsigt til en afslutning, mens donor-landene knurrer stadigt højere over at skulle betale regningen for den Afrikanske Unions militære aktion mod de militante.

Crisis Group har sat Somalia på overvågningslisten, og skriver blandt andet også, at forholdet mellem præsidenten og stærke regioner som Puntland og Jubaland er belastet af især uenighed om fordelingen af magt og ressourcer. Sådanne spændinger mellem centrum og periferi har det med at sætte Somalias samfund op imod hinanden, og der hersker en bitter retorik mellem klanerne.

Al-Shabaab kontrollerer stadig store dele af den sydlige og centrale del af Somalia og gennemfører med jævne mellemrum angreb i Mogadishu. Crisis Group skriver, at både de somaliske ledere og deres internationale partnere erkender, at al-Shabaab ikke kan klares med magt alene, men at der ikke rigtig er nogen, der har formuleret nogle klare alternativer. Crisis Group ser heller ingen tegn på, at de militante er interesserede i en politisk løsning.

Herudover er tålmodigheden med den militære aktion ved at være sluppet op hos for eksempel EU-landene. De vil ikke blive ved med at betale for den Afrikanske Unions tilsyneladende uendelige militæraktion. Planen er at overlade opgaven til Somalias eget svage militær ved udgangen af 2021.

Meget afhænger af årets valg – præsidentvalget og et parlamentsvalg –som er blevet udskudt fra sidste år. Især et nogenlunde vellykket præsidentvalg, som landets betydningsfulde grupperinger alle accepterer resultatet af, kunne give plads til at prøve at få løst nogle af de mest presserende problemer, som forholdet mellem centralregeringen og provinserne og andre forfatningsmæssige spørgsmål, vurderer altså Crisis Group.

Et omstridt valg derimod, kan fremprovokere en politisk krise, forværre de eksisterende stridigheder, udløse voldelige klan-opgør og risikere kun at gavne al-Shabaab.

Tyrkisk militært træningscenter i Tripoli


Foto: Hazem Turkia/Anadolu Agency via Getty Images

Libyen
I den allernærmeste fremtid bliver der nok hverken krig eller fred i Libyen, hvor der er våbenhvile mellem de to store rivaliserende koalitioner. På den østlige side, den såkaldte libyske nationale hær under general Khalifa Haftar med støtte fra Egypten, de Forenede Arabiske Emirater og Rusland blandt andre. På den vestlige side, den nationale samlingsregering med Fayez al-Sarraj i spidsen og med afgørende støtte fra Tyrkiet.

De har underskrevet en våbenhvile, efter at Tyrkiet i 2020 satte en stopper for Haftars fremrykning mod vest, og frontlinjerne er frosset.

Læs også: Konflikter 2020: Året hvor Libyen gik fra totalt kaos til spinkelt håb

Ingen af parterne har ifølge Crisis Group levet op til aftalens løfter om at trække soldater tilbage fra fronten, sende udenlandske soldater hjem og stoppe udenlandsk træning af de libyske soldater. Tværtimod synes begge sider fortsat at modtage forsyninger udefra.

I FN er forsøgene på at forene Libyen gennem forhandlinger blevet genoptaget, men indtil videre er det endt i skænderier om, hvordan delegationerne er blevet sammensat, hvem der har ret til at sidde med, beskyldninger om bestikkelse og interne magtkampe, skriver Crisis Group.

Begge sider er med på, at der skal holdes valg inden udgangen af 2021, men er slet ikke enige om, hvordan det skal foregå. Så er der en fuldstændig grundlæggende uenighed om, hvorvidt der skal laves en magtdelingsaftale. Haftar vil ligestilles, det vil den internationalt anerkendte, midlertidige samlingsregering i hovedstaden Tripoli overhovedet ikke være med til,

Selvom Crisis Group anser det for usandsynligt at krigen blusser op i den nærmeste fremtid, så vokser risikoen, jo længere tid der går, uden at våbenhvileaftalens betingelser bliver opfyldt. Opgaven med at finde en køreplan for, hvordan Libyens splittede institutioner bliver genforenede og spændingerne i regionen dæmpet, lægger ifølge tænketanken på FN’s bord.

Irans Revolutionsgarde tester missiler i januar 2021


Foto: Sepahnews/Handout/Anadolu Agency via Getty Images

Iran – USA
Det haster for USA’s regering med at få lagt en dæmper på forholdet til Iran. Relationerne har gennem 2020 har været foruroligende tæt på kogepunktet. Første skridt for USA er at genindtræde i atom-aftalen med Iran. Men det er ikke en let øvelse, for samtidigt skal de gode forbindelser til Israel og Saudi-Arabien plejes, og de er inderligt imod.

Trumps politik med maksimalt pres på Iran, har ødelagt landets økonomi, men ikke resulteret i andet, skriver Crisis Group og advarer om, at risikoen for en væbnet konfrontation er høj, indtil det øjeblik, hvor Trump forlader det hvide hus.

Læs også: Konflikter 2020: Koldblodige likvideringer, hårde sanktioner og overraskende fredsaftaler i Mellemøsten

Teheran har nu bedre og flere ballistiske missiler end tidligere, og Irans regering er ikke ved at falde sammen, som nogle i Washington havde håbet. Men selv om der har lydt imødekommende toner fra både Iran og Joe Biden, haster det med at få lappet på forholdet, for til juni skal iranerne til valg, og lige nu ser det ud til, at styret i Teheran kan blive mere besværligt at forhandle med end det nuværende.

Ifølge Crisis Group er første skridt at genoplive aftalen fra 2015, og derefter at søge at få den udbygget til at omfatte de ballistiske missiler og en aftale om hele regionen. De regionale spændinger vil, hvis ikke de bliver håndteret, udgøre en konstant risiko for væbnet konflikt. USA bør kaste hele sin diplomatiske vægt bag forsøg på at åbne en dialog mellem Iran og dets modstandere i Mellemøsten.

Erdogan og Putin er gode til at håndtere deres besværlige forhold.


Foto: Mikhail MetzelTASS via Getty Images

Rusland – Tyrkiet
Rusland og Tyrkiet er tit i ledtog med hinanden, men ofte står de også på hver sin side af en konflikt, som i Syrien og Libyen, eller konkurrerer om indflydelse, som i Kaukasus. Rusland og Tyrkiet er i stand til at holde uenighederne på et emne ude af diskussionerne om et andet og har formået at samarbejde, samtidigt med at deres lokale allierede slås.

Det er en farlig balancegang. Risikoen for voldelige konfrontationer er høj, som da Tyrkiet i 2015 skød et russisk fly ned ved den tyrkisk-syriske grænse, og da russisk-støttede syriske fly i 2020 dræbte tyrkiske soldater. Indtil videre har præsidenterne, Erdogan og Putin, håndteret de farlige situationer. Men hvis det går galt et sted, så er der stor risiko for, at volden spreder sig til andre konflikter, hvor Tyrkiet og Rusland har modsatrettede interesser.

Crisis Group skriver, at de to lande paradoksalt nok er tættere på hinanden, end de har været længe, på trods af at de er involveret i mange konflikter på hver sin side. Tænketanken ser det som del af en bredere tendens til, at ikke-vestlige magter indgår flydende alliancer og  begrænser USA’s og Vesteuropas indflydelse.

Både Rusland og Tyrkiet har anstrengte forhold til Vesten, og begge vinder ved den nuværende relation. Men det er ikke nødvendigvis en langtidsholdbar model, og der er passer af potentielt sprængfarlige situationer rundt om i verden, hvor russiske og tyrkiske soldater står meget tæt på hinanden på hver sin side af en frontlinje.

Fårene i Hantam-Karoo distriktet i Sydafrika bukker under i stadigt hyppigere tørkeperioder.


Foto: Nardus Engelbrecht/Gallo Images via Getty Images

Klimaforandringer
Der er ikke nogen enkel eller direkte forbindelse mellem klimaforandringer og krig, skriver Crisis Group.

Nogle steder udløser forandringer i vejret mere vold, mens det ikke sker andre steder. Nogle lande er lykkedes med at forvalte for eksempel mere sparsomme ressourcer godt, andre har overhovedet ikke styr på det. Meget hænger sammen med regeringsførelsen, om staten er inkluderende, om den kan løse konflikter om ressourcerne, om den tager sig af borgerne, når der bliver vendt op og ned på deres liv, og deres muligheder for at brødføde sig selv.

Det er ikke til at vide, hvor meget klima-relateret vold, verden vil opleve i 2021, men tendensen er tydelig. Hvis ikke der bliver sat hurtigt ind, vokser risikoen for klimarelateret vold i de kommende år.

Allerede nu er der flere der dør i sammenstød mellem agerdyrkere og kvægnomader, end der bliver dræbt af Boko Haram i det nordlige Nigeria. Egypten og Etiopien truer hinanden i en strid om et stort etiopisk dæmningsbyggeri på Nilen, som ifølge Cairo vil forværre vandmanglen i Egypten.

Læs også: Derfor bygger Etiopien en konfliktfyldt dæmning

Det er i Afrika, der ses de værste konflikter, som kan forbindes til klimaforandringer, men dele af Asien, Latinamerika og Mellemøsten er også i farezonen.  Millioner af mennesker i skrøbelige lande oplever allerede nu hedebølger, oversvømmelser, tørke og andre ekstreme vejrsituationer samt havstigninger. Det risikerer at øge instabiliteten i landene og måske sende flere på flugt.

Regeringer i skrøbelige lande skal sørge for en fredelig regulering af adgangen til ressourser, men udviklingslandene bør ikke være overladt til selv at skulle takle konsekvenserne af klimaforandringerne.

Læs også: Behov for milliarder til udviklingslandes klimatilpasning

Heldigvis har den nye administration i USA sat klima øverst på sin dagsorden. Og Vesten har lovet udviklingslandene 100 milliarder dollars om året til at håndtere klimakrisen. Det løfte skal de holde. Udviklingslandene fortjener øget støtte fra dem, hvis ubeherskede forbrug af fossilt brændstof har skabt krisen, skriver International Crisis Group