Knud Vilby
Knud Vilby (født 1942) er journalist, forfatter og ind imellem udviklingskonsulent. Han har i mere end 35 år beskæftiget sig med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent.
Han har arbejdet på Danmarks Radio, været chefredaktør på Information, formand for Den Danske Unesco Nationalkommission og Mellemfolkeligt Samvirke samt for Dansk Forfatterforening. Han var i en periode ligeledes medlem af Danidas styrelse og har også været formand for IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs.
Men vi agerer pænt og ordentligt efter de demokratiske spilleregler. Næsten som i barndommens danseskole accepterer vi, at der er en, der slår takten, og bestemmer hvor og hvordan vi skal danse. Og det gør vi så. Måske i håb om at få ros for de bedste dansetrin, eller for at vise realitetssans i en vanskelig tid.
Ny realitet taget til efterretning
Ingen taler om, at en politik, der blev opbygget over et halvt århundrede, stort set er afviklet. Da forskerne på DIIS i begyndelsen af året fortalte, at den bilaterale udviklingsbistand er halveret på 15 måneder, så vi bekymrede ud, men det var ikke noget der skabte debat.
Der mærkes ikke for alvor raseri eller harme. Der er slet ingen folkelig mobilisering. Og formentlig er der helt afslappede politikere og spindoktorer, både i regeringspartiet og i dets støttepartier og i oppositionen. Selv efter et valg med et muligt flertalsskifte er det her ikke en af de sager, der for alvor presser sig på. Politikerne kan tage det helt roligt.
Er jeg bange for.
Danmark er holdt op med at tage ansvar
Den fantastisk hurtige reelle accept af det nye normale vil gøre det meget vanskeligt at rette op på det, der er sket. Vanskeligt at skabe et folkeligt pres, for at fokus og bevillinger igen skal gå den anden vej. Uanset de enorme svigt, den nuværende regering står for i forhold til gamle løfter og almindelig international ansvarlighed, så kører debatten fredeligt derudaf. Kristian Jensen får ros for besindige betragtninger om nødvendigheden af at tænke langsigtet og for analyser af at manglende udvikling skaber nye flygtningestrømme.
Ingen fortæller sandheden, at Danmark reelt er holdt op med at tage ansvar på afgørende områder. At dansk FN-politik ligger i ruiner. Eller at der naturligvis er en sammenhæng mellem på den ene side ønsket om (også) at ville bombe i Syrien og købe nye bombefly for 30 milliarder, og på den anden, afviklingen af danske indsatser for reelt at påvirke verdens udvikling via civile og diplomatiske og humanitære indsatser.
Succes eller fiasko om bæredygtighedsmål
Jeg har ikke løsningen, og virkeligheden har vel vist, at det er meget begrænset, hvad civilsamfundet kan eller vil mobilisere. Men jeg må indrømme, at jeg synes, det er ret utroligt, så meget flinkeskole, der er gået i den stort set ikke-eksisterende debat.
Tilbage står de 17 bæredygtighedsmål og klimaudfordringen. Succes eller fiasko omkring disse mål vil definere de muligheder, fremtidige generationer får på denne klode. Svigt i forhold til de store globale mål vil ikke være noget der kan sættes i parentes.
Det er derfor den rene desillusion alligevel ikke er en mulighed. Ansvaret og dets åg må igen komme til at præge en dansk virkelighed. Men det bliver godt nok svært.
