Gå til hovedindhold

Mobile menu

Efter massakren: Vi danser det nye normale

Nu kender vi konturerne af udkastet til Kristian Jensens nye udviklingsstrategi, og vi har også en fornemmelse af, hvad Taksøe Jensen kommer med. Og vi er i gang med nye konstruktive diskussioner.
Der er en sammenhæng mellem på den ene side ønsket om at ville bombe i Syrien og på den anden side afviklingen af danske indsatser for reelt at påvirke verdens udvikling via civile og diplomatiske og humanitære indsatser.

Der er en sammenhæng mellem på den ene side ønsket om at ville bombe i Syrien og på den anden side afviklingen af danske indsatser for reelt at påvirke verdens udvikling via civile og diplomatiske og humanitære indsatser.

Vi accepterer – med lidt forbehold – Kristian Jensens dilemmaer, og diskuterer om der skal lidt mere til det ene og lidt mindre til det andet. Vi advarer mod Taksøe Jensens (bestilte) fokus på snævrere danske interesser, og taler om de bæredygtige udviklingsmål og – hvis vi husker det – endog lidt om klimamålene.

Men vi agerer pænt og ordentligt efter de demokratiske spilleregler. Næsten som i barndommens danseskole accepterer vi, at der er en, der slår takten, og bestemmer hvor og hvordan vi skal danse. Og det gør vi så. Måske i håb om at få ros for de bedste dansetrin, eller for at vise realitetssans i en vanskelig tid.

Ny realitet taget til efterretning

Ingen taler om, at en politik, der blev opbygget over et halvt århundrede, stort set er afviklet. Da forskerne på DIIS i begyndelsen af året fortalte, at den bilaterale udviklingsbistand er halveret på 15 måneder, så vi bekymrede ud, men det var ikke noget der skabte debat.

Det er heller ikke – stort set – noget der debatteres i medier (hverken de sociale eller de trykte), eller hvor folket i øvrigt mødes. Den nye realitet er taget til efterretning, og vi diskuterer pænt og imødekommende ind i den nye virkelighed. Den gamle virkelighed er næsten usynlig allerede. (Det nye nummer af Udenrigsministeriets ’Udvikling’ lå i postkassen her til morgen. Og hvis man ikke vidste bedre, ville man også ved at bladre i det tro, at alt var ved det gamle. Men kun fordi det nye præsenteres, som om der ingen ændringer er sket).

Der mærkes ikke for alvor raseri eller harme. Der er slet ingen folkelig mobilisering. Og formentlig er der helt afslappede politikere og spindoktorer, både i regeringspartiet og i dets støttepartier og i oppositionen. Selv efter et valg med et muligt flertalsskifte er det her ikke en af de sager, der for alvor presser sig på. Politikerne kan tage det helt roligt.

Er jeg bange for.

Danmark er holdt op med at tage ansvar

Den fantastisk hurtige reelle accept af det nye normale vil gøre det meget vanskeligt at rette op på det, der er sket. Vanskeligt at skabe et folkeligt pres, for at fokus og bevillinger igen skal gå den anden vej. Uanset de enorme svigt, den nuværende regering står for i forhold til gamle løfter og almindelig international ansvarlighed, så kører debatten fredeligt derudaf. Kristian Jensen får ros for besindige betragtninger om nødvendigheden af at tænke langsigtet og for analyser af at manglende udvikling skaber nye flygtningestrømme.

Ingen fortæller sandheden, at Danmark reelt er holdt op med at tage ansvar på afgørende områder. At dansk FN-politik ligger i ruiner. Eller at der naturligvis er en sammenhæng mellem på den ene side ønsket om (også) at ville bombe i Syrien og købe nye bombefly for 30 milliarder, og på den anden, afviklingen af danske indsatser for reelt at påvirke verdens udvikling via civile og diplomatiske og humanitære indsatser.

Succes eller fiasko om bæredygtighedsmål

Jeg har ikke løsningen, og virkeligheden har vel vist, at det er meget begrænset, hvad civilsamfundet kan eller vil mobilisere. Men jeg må indrømme, at jeg synes, det er ret utroligt, så meget flinkeskole, der er gået i den stort set ikke-eksisterende debat.

Man kan drømme om, at det menneskesyn og det internationale syn, der præger det nuværende politiske flertal, er en parentes i udviklingen. Men i en mere mareridtsagtig drøm er det måske udviklingen fra dansk bistands opbygning i 1960’erne og frem til nu, der har været en parentes.

Tilbage står de 17 bæredygtighedsmål og klimaudfordringen. Succes eller fiasko omkring disse mål vil definere de muligheder, fremtidige generationer får på denne klode. Svigt i forhold til de store globale mål vil ikke være noget der kan sættes i parentes.

Det er derfor den rene desillusion alligevel ikke er en mulighed. Ansvaret og dets åg må igen komme til at præge en dansk virkelighed. Men det bliver godt nok svært.